Samfundsuddannelse hos VIA i Aarhus skifter navn

Uddannelsen Professionsbachelor i kristendom, kultur og kommunikation hedder nu Professionsbachelor i civilsamfundsudvikling og er én af samfundsuddannelserne hos VIA University College.

Sif Egede Kristiansen

VIA University College har nu en uddannelse i Aarhus med navnet Professionsbachelor i civilsamfundsudvikling. Det er uddannelsen Professionsbachelor i kristendom, kultur og kommunikation – i daglig tale 3K – der efter flere ansøgningsrunder har fået grønt lys hos Uddannelses- og Forskningsstyrelsen til at skifte navn. 

Uddannelsen udbydes pt. hos VIA i Aarhus og på Diakonissestiftelsen i København.

”Vi har i tre år arbejdet for at få godkendt den ønskede navneændring, så det har været en lang proces. Til gengæld jubler vi nu,” siger Sif Egede Kristiansen, der er uddannelsesleder for Professionsbachelor i civilsamfundsudvikling.

Årsagen til ønsket om et nyt navn er, 3K-uddannelsen altid har haft svært ved at kommunikere til kommende studerende, samarbejdspartnere og aftagerfeltet, hvad uddannelsen rummer.

Bred opbakning til nyt navn

”Navneændringen er en del af uddannelsens kontinuerlige tilpasning til arbejdsmarkedet og til de behov for kompetencer, der er til medarbejdere, som har til opgave at understøtte og udvikle civilsamfundet – fx frivillige organisationer, foreninger, kirker og NGO’er. Samtidig afspejler navnet Professionsbachelor i civilsamfundsudvikling i højere grad det indhold og professionssigte, uddannelsen har i dag," understreger Sif Egede Kristiansen.

Hun fortæller, at dimittenderne fra uddannelsen målrettet bliver rustet til at matche det voksende civilsamfund og typisk får job som frivilligkoordinatorer, foreningskonsulenter og trivselsmedarbejdere. 

Op til navneskiftet er der i VIA – som dokumentation og faglig begrundelse til Uddannelses- og Forskningsstyrelsen – gennemført en behovsanalyse og en afdækning af beskæftigelsessituationen for uddannelsens dimittender. Der er desuden indsamlet støtteerklæringer fra organisationer og andre aftagere, som bakker op om det nye uddannelsesnavn.

Lene Mosegaard Søbjerg

Uddannelsesdekan Lene Mosegaard Søbjerg er overbevist om, at det nye navn vil medføre, at det bliver nemmere at kommunikere til ansøgere og aftagere, hvad uddannelsen går ud på.

Lettere vej til relevante job

Professionsbachelor i civilsamfundsudvikling er én af VIAs uddannelser på det samfundsmæssige og sociale område.

Her forventer uddannelsesdekan Lene Mosegaard Søbjerg, at navneændringen vil lette vejen til relevant beskæftigelse for dimittenderne.

”Vi føler os overbeviste om, at det nye navn Professionsbachelor i civilsamfundsudvikling og dimittendernes titel ’civilsamfundsudvikler’ vil medføre, at det bliver nemmere at kommunikere til ansøgere og aftagere, hvad uddannelsen går ud på, og at det nye navn gør det lettere for målgrupperne at afkode, hvad uddannelsen og dimittenderne rummer. Dét vil efter alt at dømme smitte positivt af på beskæftigelsessituationen, for man ansætter sjældent dimittender fra en uddannelse, hvor navnet ikke afspejler indholdet og kompetencerne,” siger Lene Mosegaard Søbjerg.

Hun tilføjer, at de faglige kerneområder og læringsmål på Professionsbachelor i civilsamfundsudvikling bliver skærpet i kølvandet på navneskiftet.

Yderligere oplysninger og interview fås hos:

Relaterede artikler