To nye docenter skal styrke forskning i matematikundervisning

VIA University College har ansat to docenter til at stå i spidsen for et helt nyt forskningsprogram for matematikdidaktik. Forskningen skal blandt gavne de 20 procent af eleverne i grundskolen, der har matematikvanskeligheder.

Pernille Bødtker Sunde og Lóa Björk Jóelsdóttir

Lóa Björk Jóelsdóttir og Pernille Bødtker Sunde er ansat som docenter i matematikdidaktik ved det nyetablerede Program for matematikdidaktik under Forskningscenter for didaktik og pædagogik hos professionshøjskolen VIA University College i Aarhus. 

Ansættelserne markerer et strategisk løft af et forskningsfelt med stigende national og international bevågenhed.

Lóa Björk Jóelsdóttir og Pernille Bødtker Sunde har som docenter ansvar for at løfte og profilere VIAs forskning inden for matematikundervisning. De skal tillige bidrage til at udvikle nye forskningsfelter hos VIA inden for det matematikdidaktiske område. 

De to nye docenter har også til opgave at udvikle nye tværfaglige forskningssamarbejder – eksempelvis med forskere i naturfagsdidaktik, på sprogområdet og i relation til brug af teknologier i skolernes undervisning.

Har erfaring som lærere og forskere

Både Lóa Björk Jóelsdóttir og Pernille Bødtker Sunde bringer en indgående viden fra praksis med sig, da de har mange års erfaring som matematiklærere. 

Dertil kommer, at begge docenter i en årrække har været ansat som lektorer hos VIA University College, hvor de har været tilknyttet såvel VIA Læreruddannelsen som efteruddannelse af lærere samt forskning i matematikundervisning. 

Lóa Björk Jóelsdóttir og Pernille Bødtker Sunde slår fast, at deres gennemførte forskning har taget afsæt i de udfordringer, de har mødt i praksis og gennem samarbejder med undervisere i hele landet. Særligt er de to nyansatte docenter forskningsmæssigt stærke på fire centrale områder: Tidlig matematisk opmærksomhed, talforståelse, udvikling af regnestrategier samt matematikvanskeligheder. 

Bidrager til at løse samfundsudfordringer

"De nye docenturer er en anerkendelse af betydningen af matematikdidaktik som forskningsfelt. Matematikundervisning har fået større bevågenhed både nationalt og internationalt, og derfor er det centralt, at vi styrker det matematikdidaktiske forskningsmiljø ved VIA University College. Etableringen af det nye forskningsprogram for matematikdidaktik giver bedre muligheder for at formidle vores forskning bredt og indgå i nye samarbejder – både i Danmark og i udlandet," siger Pernille Bødtker Sunde.

Lóa Björk Jóelsdóttir tilføjer, at VIA University College ser det som en vigtig opgave at bidrage med forskningsviden til løsninger på de samfundsudfordringer, vi herhjemme står overfor.

”I grundskolen har ca. 20 procent af eleverne vanskeligheder med at tilegne sig nødvendige matematikkompetencer. Her bidrager vores forskning i matematikdidaktik med viden til lærere i grundskolen om undervisningsmetoder, der kan hjælpe eleverne til at ’knække koden’ til matematik. De lærerstuderende, der uddanner sig til at undervise fremtidens elever i matematik, bliver også klædt på med den viden, vores forskning har skabt,” forklarer Lóa Björk Jóelsdóttir.

Ønsker en skærpet forskningsprofil

De to nye docenter er tiltrådt i deres nye stillinger pr. 1. juni 2025.

Ansættelserne er en del af en målrettet strategi om at løfte VIAs forskningsprofil – ud over at være en anerkendelse af Lóa Björk Jóelsdóttir og Pernille Bødtker Sundes forskningsarbejde, understreger forskningsleder Lillian Buus fra Forskningscenter for didaktik og pædagogik ved VIA University College.

"Vores docenter inden for matematikdidaktik er en klar strategisk styrkelse af et forskningsfelt, som VIA allerede har en stærk profil indenfor. Det nye forskningsprogram for matematikdidaktik skærper VIAs forskningsprofil, da det øger vores samfundsmæssige impact og styrker VIAs position som en central aktør inden for praksisnær og samfundsrelevant forskning i matematikdidaktik,” lyder det fra Lillian Buus.

Lillian Buus, forskningsleder

Yderligere oplysninger fås hos

Pernille Bødtker Sunde, docent ved det nyetablerede Program for matematikdidaktik under Forskningscenter for didaktik og pædagogik hos professionshøjskolen VIA University College i Aarhus. E-mail: pbos@via.dk

Lóa Björk Jóelsdóttir, docent ved ved det nyetablerede Program for matematikdidaktik under Forskningscenter for didaktik og pædagogik hos professionshøjskolen VIA University College i Aarhus. E-mail: loho@via.dk

Lillian Buus, forskningsleder for Forskningscenter for didaktik og pædagogik hos professionshøjskolen VIA University College i Aarhus. Mobiltelefon: 87 55 18 93. E-mail: libu@via.dk

Relaterede artikler