Tre millioner kroner til forskning i veje til at udvikle børns matematiske sprogudvikling

Nyt forskningsprojekt giver viden til pædagoger i dagtilbud om, hvordan de bedst støtter 0-6-åriges udvikling af det tidlige matematiske sprog.

Lærer læser højt for børn i en rundkreds

Danmarks Frie Forskningsfond har bevilget 3,16 millioner kroner til et forskningsprojekt, der har som overordnet mål at skabe ny viden om, hvordan pædagoger kan styrke alle børns matematiske og sproglige udvikling.

Konkret afdækker projektet, hvordan pædagoger i børnehaver i Danmark og førskoler i Flandern i Belgien bedst tilpasser læringsmiljøer og aktiviteter, så de fremmer børns udvikling af matematisk sprog – særligt hos børn med en flersproget baggrund og børn i socioøkonomisk sårbare positioner.

Projektet fokuserer på voksen-barn-interaktioner under fælles billedbogslæsning, hvor pædagoger matcher spørgsmål og dialog til børns udviklingsniveau. Voksen-barn-interaktioner under aktiviteter som fælles billedbogslæsning har nemlig stor betydning for barnets udvikling, viser tidligere forskning.

Docent i VIA er projektleder

Det er docent Pernille Bødtker Sunde fra Forskningscenter for didaktik og pædagogik ved VIA University College i Aarhus, der leder forskningsprojektet med titlen ’Adaptive Teaching in Demographically Diverse Preschool Classrooms’. 

Baggrunden for projektet er, at børns sproglige færdigheder, især inden for matematik, er afgørende for deres akademiske udvikling. Samtidig indebærer den øgede diversitet i dagtilbud i forhold til børns sproglige og sociale baggrund, at pædagoger står over for udfordringer med at tilpasse læringsmuligheder for alle uanset baggrund.

Projektet vil derfor give viden til dagtilbud om, hvordan det pædagogiske personale bedst skaber læringsmuligheder. 

Pernille Bødtker Sunde

Docent Pernille Bødtker Sunde fra Forskningscenter for didaktik og pædagogik ved VIA University College i Aarhus skal lede forskningsprojektet med titlen ’Adaptive Teaching in Demographically Diverse Preschool Classrooms’. 

Et toårigt projekt fra oktober 2026

"Jeg ser frem til at bidrage med ny viden, der kan styrke både dansk og international forskning i matematisk opmærksomhed i dagtilbud. Projektet skal ikke alene skabe akademiske resultater, men også konkrete indsigter og anbefalinger, som pædagoger og beslutningstagere kan bruge til at forbedre læringsmulighederne for alle børn uanset baggrund,” siger Pernille Bødtker Sunde.

Hun har gennem en årrække forsket i vigtigheden af matematisk opmærksomhed lige fra vuggestuealderen og fortæller, at det nye forskningsprojekt ved at undersøge sammenhængen mellem pædagogers praksis og børns matematiksproglige udvikling vil bidrage til øget forståelse af dagtilbuds - og førskolepraksisser og tillige give ny viden til at styrke alle børns matematiske og sproglige udvikling.

Projektet løber over to år med opstart i oktober 2026 og inkluderer dataindsamling i både Danmark og Flandern. Pernille Bødtker Sunde får i projektet et tæt samarbejde med professor Joke Torbeyns fra det belgiske universitet KU Leuven.

Glæde hos leder af center og forskningsprogram

Lillian Buus, der er centerleder for Forskningscenter for didaktik og pædagogik ved VIA University College i Aarhus, pointerer, at det internationale samarbejde med KU Leuven i Belgien er en afgørende styrke i projektet og er af strategisk karakter for Forskningscenter for didaktik og pædagogik.

”Sammenligningen mellem danske og flamske dagtilbud giver mulighed for at identificere både udfordringer og kontekstspecifikke løsninger, som kan informere fremtidig praksis og politik,” understreger Lillian Buus.

Samarbejdet med Belgien skyldes, at Danmark og Flandern deler mange samfundsmæssige træk, men adskiller sig i uddannelsen af pædagoger samt i mål og læseplaner for dagtilbud. 

Også forskningsprogramleder Lóa Björk Jóelsdóttir fra Forskningscenter for didaktik og pædagogik ved VIA University College i Aarhus glæder sig over den forskning, der bliver gennemført i projektet ’Adaptive Teaching in Demographically Diverse Preschool Classrooms’. 

"Projektet er centralt i vores satsning på forskning på 0-6 års området og børns tidlige matematiske udvikling. Det bidrager til en dybere forståelse af, hvordan pædagogers interaktioner med børn kan understøtte udviklingen af matematisk sprog, hvilket er et område med stor betydning for børns videre læring," fremhæver Lóa Björk Jóelsdóttir.

Yderligere oplysninger og interview fås hos:

Pernille Bødtker Sunde

Relaterede artikler