VIAs undervisningspris og inspirationspris er uddelt

En underviser fra læreruddannelsen og initiativtagerne til videncentret KOMPAS – alle ansat hos VIA i Aarhus – er blevet hyldet med priser.

Prorektor Helle Kruuse Andersen overrækker VIA Inspirationsprisen 2025 til tre EVU-lektorer som sammen har etableret videncentret KOMPAS

Lektor Rasmus Henrik Jensen, der er lektor på VIA Læreruddannelsen i Aarhus, har i år modtaget VIA Undervisningsprisen. 

Samtidig er VIA Inspirationsprisen givet til tre ansatte på VIAs efter- og videreuddannelser, som i fællesskab har udviklet Kompetence- og videncenter for pædagogisk arbejde med sprog – i daglig tale KOMPAS. De tre bag etableringen af KOMPAS er lektor Anne Nguyen-Quy, lektor Torkil Østerbye og lektor Sara Dørken Christiansen.

VIAs Prorektor Helle Kruuse-Andersen stod for prisoverrækkelserne, som fandt sted den 27. november 2025 på Campus Aarhus C. 

Det er studerende og kolleger, der har mulighed for at indstille kandidater til at modtage såvel VIA Undervisningsprisen som VIA Inspirationsprisen. Derefter afgør et bedømmelsesudvalg, hvem de endelige prismodtagere bliver. 

Anerkender og hylder god undervisning

VIA Undervisningsprisen går hvert år til en underviser, hvis undervisning i særlig grad har været motiverende for de studerendes faglige læring, studieglæde og professionsidentitet. 

Målet med undervisningsprisen er at anerkende og hylde god undervisning, at skabe øget opmærksomhed om underviserrollen, at formidle eksempler på god undervisning samt at bidrage til at udvikle undervisningsmiljøet.

VIA Undervisningsprisen består – ud over æren og anerkendelsen – af en statuette samt 50.000 kroner, som prismodtageren kan bruge på en fagligt relevant aktivitet efter eget valg.

Ros for at gøre tungt stof forståeligt

Begrundelsen for, at lektor Rasmus Henrik Jensen fra VIA Læreruddannelsen i Aarhus, modtager VIA Undervisningsprisen 2025 er blandt andet hans undervisning i historie, hvor de studerende i deres indstilling skriver, at Rasmus Henrik Jensen formår at gøre tungt stof forståeligt. 

De lærerstuderende skriver desuden: ”Du skaber et trygt miljø, du lykkes i særlig grad med at give overblik og tydelige faglige rammer, og din undervisning er fuld af kreative processer”.

Desuden får Rasmus Henrik Jensen ros fra sine studerende for at være god til at lytte til og ikke mindst bruge de lærerstuderendes feedback.

Prorektor Helle Kruuse Andersen overrækker VIA Undervisningsprisen 2025 til lektor Rasmus Henrik Larsen fra læreruddannelsen i Aarhus

Prorektor Helle Kruuse Andersen overrækker VIA Undervisningsprisen 2025 til lektor Rasmus Henrik Larsen fra læreruddannelsen i Aarhus.

Videncenter i tæt dialog med praksis

VIA Inspirationsprisen 2025 blev også overrakt den 27. november på Campus Aarhus C. Prismodtagerne er lektor og cand.mag. i lingvistik Anne Nguyen-Quy, lektor og ph.d. i børns sprog Torkil Østerbye samt lektor og cand.pæd.psyk. Sara Dørken Christiansen, der alle er ansat ved VIAs efter- og videreuddannelser i Aarhus.

Prisen går hvert år til en medarbejder eller et fællesskab af medarbejdere, der har været bemærkelsesværdigt inspirerende for andre i udviklingen af undervisning, fagområder eller uddannelseselementer i VIA – fx ved at tænke nyt og turde gå nye veje, som har gjort en forskel.

De tre modtagere af VIA Inspirationsprisen 2025 står bag udviklingen af Kompetence- og videncenter for pædagogisk arbejde med sprog – i daglig tale KOMPAS.

I begrundelsen for, at det netop er KOMPAS og personerne bag, der skal anerkendes med VIA Inspirationsprisen, står der i indstillingen blandt andet: ”Med etableringen af KOMPAS er der sat nye standarder for, hvordan man forbinder dyb faglighed og forskning med pædagogers virkelighed. Med KOMPAS er det lykkedes at skabe et univers, der ikke bare taler til praksis men med praksis i udarbejdelsen af en praksisnær platform, der er til inspiration for kolleger, og som styrker fagmiljøet”.

VIA Inspirationsprisen består – ligesom VIA Undervisningsprisen – af en statuette samt 50.000 kroner, som kan bruges på en fagligt relevant aktivitet efter eget valg.

Priser afsluttede konference

Overrækkelserne af VIA Undervisningsprisen og VIA Inspirationsprisen foregik som afslutning på årets nationale Konference for professionsuddannelser, hvor VIA var vært. 

På konferencen var undervisere, forskere, ledere og øvrige ansatte fra alle landets professionshøjskoler samlet for at stille skarpt på muligheder og dilemmaer i arbejdet med at udvikle gode, videnbaserede og praksisnære professionsuddannelser.

Temaet på Konference for professionsuddannelser tog i år afsæt i den nye reform af professionsuddannelserne.

Klapsalver fra deltagere på Campus Aarhus C ved overrækkelsen af VIA Undervisningsprisen 2025 og VIA Inspirationsprisen 2025

Der var masser af deltagere og klapsalver på Campus Aarhus C ved overrækkelsen af VIA Undervisningsprisen 2025 og VIA Inspirationsprisen 2025.

Herunder er links til videoer med prismodtagerne:

Yderligere oplysninger fås hos:

Conny Geisler Rosenkilde
  • Conny Geisler Rosenkilde

  • Specialkonsulent i VIA Uddannelsesakademi, som står bag uddelingen af VIAs undervisningspris og VIAs inspirationspris
  • T: + 45 87 55 24 64
  • Kontakt for Sundhedsuddannelserne.

Relaterede artikler