
Når verdens største festival for mennesker med fysiske og psykiske funktionsnedsættelser – Sølund Musik-Festival – løber af stablen i Skanderborg den 9., 10. og 11.juni, kommer et stort antal unge under uddannelse til at gøre en positiv forskel for de i alt ca. 16.000 deltagende gæster med udviklingshandicap og/eller kognitive udfordringer.
Konkret vil i alt 200 studerende fra pædagoguddannelsen hos VIA University College i Horsens, fra Diakonhøjskolen i Aarhus og fra FGU i Skanderborg og Horsens være en del af de frivillige i ’Luftrummet’ under Sølund Musik-Festival.
’Luftrummet’ er en teltby, som involverer gæster med udviklingshandicap og/eller kognitive udfordringer i aktiviteter i både musikrum, krearum, sminkerum, hjerterum og pusterum. Alt sammen med fællesskab og samskabelse som det centrale, så gæsterne får den bedst mulige oplevelse og får lyst til at komme igen.
Birthe Kjær og Benjamin Hav er hovednavne
’Luftrummet’ er tænkt som et supplement til de mange koncerter, der er fundamentet for Sølund Musik-Festival.
I år er hovednavnene på den store scene Birthe Kjær, Benjamin Hav, Tessa, APHACA, Mads Langer, Peter Sommer, Saveus, Folkeklubben, Luftens Helte og Infernal.
Dertil kommer blandt andet et væld af skole- og beboerbands.
For få ønsker at arbejde med handicappede
Den største gruppe studerende, der er involveret i Sølund Musik-Festival i år, er hele 100 pædagogstuderende fra VIA University College i Horsens. Dé tilrettelægger aktiviteter, hvor mennesker med udviklingshandicap og/eller kognitive udfordringer oplever at være i fokus, og hvor alle involverede – med og uden handicap – er i øjenhøjde.
Samtidig får de pædagogstuderende dyb faglig og menneskelig indsigt i handicapområdet.

Sarah Theibel Øhrberg, leder af Sølund Musik-Festival besøgte pædagoguddannelsen i Horsens for at drøfte idéer til de studerendes aktiviteter på festivalen.
”Faktum er desværre, at det i dag er svært at rekruttere pædagoger og øvrige faguddannede til at arbejde på det specialiserede område. Derfor ser vi samarbejdet med studerende inden for pædagogik som en unik mulighed for at give erfaringer med, hvor givende det er at arbejde med mennesker med udviklingshandicap og/eller kognitive udfordringer,” fremhæver Sarah Theibel Øhrberg, der er leder af Sølund Musik-Festival.
Hun ser det som afgørende, at vi som samfund får styrket interessen for handicapområdet.
Vigtige erfaringer fra pædagogik i praksis
Også lektor Steen Cnops Rasmussen fra pædagoguddannelsen ved VIA University College i Horsens ser samarbejdet som særdeles vigtigt.
”Pædagoguddannelsen er – ligesom de øvrige professionsuddannelser – meget optaget af, at de studerende både skal have forskningsbaseret viden og høste erfaringer med at anvende den teoretiske viden i praksis på det fagfelt, de uddanner sig til. Derfor indgår vi i mange samarbejder med fx daginstitutioner, skoler og steder for handicappede. Sølund Musik-Festival er et godt eksempel, og dét samarbejde har vi i år udvidet,” forklarer Steen Cnops Rasmussen.

Steen Cnops Rasmussen er lektor på pædagoguddannelsen ved VIA University College i Horsens og vægter, at de studerende prøver at anvende deres teoretiske viden i praksis.
Han påpeger, at den igangværende reform af professionsuddannelserne kræver, at uddannelserne sætter øget fokus på træning, øvelse og samarbejde med praksis, så de studerende bliver endnu bedre rustet end i dag til det arbejde, de kommer ud til efter studiet. Dé politiske ambitioner matcher samarbejdet med Sølund Musik-Festival i høj grad.
Fagligt lærerigt og menneskeligt berigende
Samarbejdet bygger på samskabelse. Det betyder, at de involverede studerende har stor indflydelse på, hvilke aktiviteter de vil forberede til Sølund Musik-Festival, at festivalarrangøren indgår i dialog og beslutter rammerne, og at gæsterne på festivalen får aktiviteterne i ’Luftrummet’ udfoldet på den måde, dé foretrækker.
”For de pædagogstuderende er forløbet, at de op til Sølund Musik-Festival modtager undervisning, som giver viden om dét at arbejde med mennesker med psykiske og fysiske funktionsnedsættelser. Dernæst kommer Sarah Theibel Øhrberg og øvrige medarbejdere fra Sølund Musik-Festival på besøg på pædagoguddannelsen i Horsens for at drøfte idéer til de studerendes aktiviteter på festivalen. Efterfølgende udvikler de studerende på tværs af semestre aktiviteterne og stiller teltbyen ’Luftrummet’ op to dage før, Sølund Musik-Festival slår dørene op for publikum,” fastslår Steen Cnops Rasmussen.

Op til Sølund Musik-Festival modtager de pædagogstuderende undervisning, som giver viden om dét at arbejde med mennesker med psykiske og fysiske funktionsnedsættelser.
Han understreger, at de pædagogstuderende er meget engagerede i projektet. De finder det både fagligt lærerigt og menneskeligt berigende at bevæge sig fra teori til praksis og at få mulighed for at afprøve pædagogiske metoder i virkelige møder med mennesker inden for voksenhandicapområdet.
”I ’Luftrummet’ oplever de pædagogstuderende på egen krop og i egen praksis, hvad der sker, når man samskaber med målgruppen frem for at skabe for den. I dé møder opstår der stjernestunder – øjeblikke af gensidighed, anerkendelse og fælles skabelse,” siger Steen Cnops Rasmussen.
Fokus på mødet mellem mennesker
Navnet ’Luftrummet’ signalerer, at der er både højt til himlen med plads til idéer, nysgerrighed og udvikling, og at ’Luftrummet’ er et afgrænset sted med sin egen identitet.
Sarah Theibel Øhrberg lægger vægt på, at ’Luftrummet’ danner ramme om aktiviteter, der bidrager positivt, meningsfuldt og udviklende til festivaloplevelsen – både for gæster, frivillige og samarbejdspartnere.
”Musik-, krea-, hjerte-, sminke- og pusterummet er steder for sanserne, kreativiteten og fællesskabet. Rummene giver plads til både at sænke tempoet og fordybe sig og til aktiviteter med musik, bevægelse, latter og hygge,” siger Sarah Theibel Øhrberg.
Hun og Steen Cnops Mortensen pointerer, at det er et bærende princip, at der i ’Luftrummet’ ikke alene er fokus på den aktivitet, der finder sted, men endnu mere på dét, der opstår i mødet mellem mennesker og gennem kreativitet, samtale og deltagelse.

Billedet er fra Sølund Musik-Festival 2025.
Partyvogn med dans og sæbebobler
Ud over aktiviteterne i telte har ’Luftrummet’ også aktiviteter på hjul.
Konkret er der udviklet, designet og specialbygget vogne, som pædagogstuderende og andre involverede trækker ud blandt publikum på Sølund Musik-Festival for at bidrage til stemningen mellem koncerterne og for at gøre ’Luftrummet’ synligt.
Hver vogn har sit eget tema og udtryk. Fx er der en festlig partyvogn, der ruller ind blandt gæsterne med dans, bevægelse, sæbebobler og musik.
Desuden påtager de studerende sig rollen som festivalguider, der bevæger sig rundt på pladsen og løser opgaver, der er med til at højne sikkerheden og sikre, at alle oplever at høre til.
Med tasker fulde af slik, flasker med vand, solcreme og regnslag er festivalguiderne klar til at yde hjælp, omsorg og nærvær. Festivalguiderne spotter fx gæster, der har brug for en pause, en retning, et smil eller en opmuntring.
Fakta om aktiviteterne i ’Luftrummet’ på Sølund Musik-Festival
Musikrummet
I Musikrummet står pædagogstuderende fra VIA University College i Horsens, i samarbejde med teknologikonsulent Morten Jacobsen fra Hillerød Kommune, i spidsen for at give gæsterne masser af kreative muligheder i forhold til fællesskab, inklusion, kunstnerisk udfoldelse og plads til nye idéer.
Her bliver der sat tekst og lyd til tanker og følelser. Ved hjælp af AI-baserede værktøjer kan festivalens gæster skabe deres egen sang og omsætte idéer og stemninger til musik i et trygt og støttende miljø.
Musikrummet omfatter en lille scene, der giver de udviklingshæmmede mulighed for at blive hørt, og som vender perspektivet fra at være publikum til selv at stå på scenen og opleve deltagelse, anerkendelse og ligeværd.
Krearummet
I Krearummet har gæsterne mulighed for at udtrykke sig visuelt og sætte deres eget præg på festivalen – fantasien sætter retningen.
Gæsterne kan fx upcycle gamle t-shirts med glimmer, maling og forskellige materialer, udstille billeder eller pimpe deres kørestole med hjulkapsler, flag, lyskæder og andre kreative elementer.
Krearummet er en inkluderende platform i øjenhøjde – et sted hvor alle kan være synlige, skabe noget unikt og træde frem med deres eget udtryk.
Hjerterummet
I Hjerterummet er atmosfæren fuld af hjerter og glimmer. Her kan gæsterne møde sin næste ven, veninde eller måske en kæreste – eller få en god og nærværende samtale eller stille spørgsmål til en af de tilstedeværende pædagogstuderende eller frivillige.
Hjerterummet er etableret for at give gæsterne mulighed for at møde hinanden, danne nye relationer og indgå i fællesskaber – og for at styrke mental sundhed og trivsel.
I Hjerterummet er der tilknyttet sexologer og øvrige fagpersoner, som står til rådighed for samtaler om krop, relationer og seksualitet. De præsenterer blandt andet forskellige hjælpemidler, spiller ’kropsbingo’ og skaber et trygt og åbent rum for dialog om seksuelle behov og grænser.

Billedet er fra Sølund Musik-Festival 2025.
Sminkerummet
Når man træder ind i Sminkerummet, åbner der sig en verden af farver, glimmer og motiver. Her er fantasien næsten grænseløs. Elever fra FGU i Skanderborg og Horsens står klar med pensler til at forvandle arme, kinder og brystkasser til lærreder, som imødekommer gæsternes ønsker til mønstre, farver og kreative udtryk.
Eleverne fra FGU er unge mennesker, som ofte har oplevet ikke at passe ind i samfundets mere firkantede rammer. I ’Luftrummet’ får de mulighed for at indtage en position, hvor de gør en forskel for andre, er værdsatte, får anerkendelse, oplever at have styrker og er en del af fællesskabet.
Dét matcher visionen for Sølund Musik-Festival, der er at have fokus på dét, det enkelte menneske mestrer – ikke på det, den enkelte har svært ved.
Pusterummet
Pusterummet ledes af studerende fra Diakonhøjskolen i Aarhus og er stedet, hvor man kan trække sig fra festivalens tempo og komme helt ned i gear i rolige og trygge rammer.
For nogle gæster kan festivalens mange mennesker, høje lyde og konstante indtryk virke overvældende. Derfor er Pusterummet skabt som et alternativ – en festivaloplevelse, hvor ro og nærvær er i centrum.
Ambitionen er, at Pusterummet styrker mental sundhed og trivsel. Målet er desuden, at gæsterne ikke blot oplever ro i øjeblikket, men også får konkrete erfaringer eller redskaber med sig, som kan bruges i hverdagen til at skabe balance og sanselig forankring.