Kristine Buus Johansen skal stå i spidsen for VIAs pædagogiske uddannelser 

Det bliver Kristine Buus Johansen, der fra den 1. november tiltræder som ny uddannelsesdekan for pædagoguddannelsen og den pædagogiske assistentuddannelse i VIA.  

Kristine Buus Johansen

Kristine Buus Johansen er selv uddannet pædagog, cand.pæd.soc. i pædagogisk sociologi og har en Master i Offentlig Ledelse. Siden 2016 har hun været uddannelsesleder på pædagoguddannelsen i Ikast, og før det har hun været både adjunkt, lektor og studiekoordinator på pædagoguddannelsen i VIA.  

Dermed kender hun til faget og professionen fra flere sider, og den viden har hun tænkt sig at bruge i rollen som dekan:  

"Jeg har oplevet, hvor stor en forskel dygtige og engagerede pædagoger kan gøre i andre menneskers liv. Derfor betyder det meget for mig, at jeg kan være med til at gøre uddannelsen endnu bedre for både undervisere og studerende,” siger hun og uddyber:  

”Vi står foran en ny uddannelse med rigtig mange muligheder, og dem skal vi gribe - i tæt samarbejde med vores samarbejdspartnere og meduddannere ude i praksis. Det skal vi blandt andet gøre ved at understøtte de lokale styrker, der findes rundt omkring på vores udbud, og så skal vi stå endnu stærkere sammen, så vi både har robuste lokale miljøer og stærke faglige fællesskaber.”  

Samtidig ser Kristine Buus Johansen et stort potentiale i at styrke forbindelsen mellem uddannelse og forskning på det pædagogiske område:  

"VIA har opbygget en betydelig forskningsviden på det pædagogfaglige område, og den skal vi være endnu bedre til at bringe i spil i uddannelserne og i udviklingen af undervisernes faglighed. Jeg ser et stort potentiale i at skabe stærkere faglige fællesskaber på tværs, hvor mennesker med fælles faglige interesser kan inspirere og udvikle hinanden."  

Et stærkt match 


Det er VIAs prorektor, Helle Kruuse-Andersen, der har siddet for bordenden af rekrutteringsprocessen, og hun fremhæver særligt Kristine Buus Johansens faglige indsigt og hendes evne til at omsætte ambitioner til udvikling som kvaliteter, der gjorde hende til det oplagte valg til posten. 

"Kristine Buus Johansen kommer med et usædvanligt dybt kendskab til pædagoguddannelsen, den faglighed der ligger i professionen, og de vilkår som uddannelsen arbejder under. Hun har gennem mange år vist, at hun kan skabe resultater gennem stærke relationer, strategisk ledelse og tæt samarbejde med praksisfeltet. Og så har hun de kompetencer, der skal til for at stå i front for udviklingen og implementeringen af den nye pædagoguddannelse, hvor fokus bliver på faget, professionen og det tætte samarbejde med vores meduddannere. Derfor er vi meget glade for, at Kristine har sagt ja til stillingen,” siger Helle Kruuse-Andersen. 


Fakta om Kristine Buus Johansen

  • Uddannet pædagog fra Jydsk Pædagog-Seminarium.  
  • Kandidat i pædagogisk sociologi fra Danmarks Pædagogiske Universitet (DPU).  
  • Har en Master i Offentlig Ledelse med fokus på offentlig ledelse, strategi og organisationsudvikling.  
  • Har været ansat i VIA siden 2010 som adjunkt, lektor, studiekoordinator og siden 2016 uddannelsesleder på pædagoguddannelsen i Ikast.  
  • Bor i Silkeborg og er gift samt mor til to hjemmeboende sønner. 

Kontaktperson

Relaterede artikler