
Mads Lykke Berggreen, chefkonsulent og forskningsrådgiver ved VIA.
Som den eneste dansker har chefkonsulent og forskningsrådgiver Mads Lykke Berggreen fra den midtjyske professionshøjskole VIA University College haft sæde i den ekspertgruppe, der har udarbejdet og opdateret EU’s retningslinjer for brug af AI i forbindelse med forskning.
Ekspertgruppen repræsenterer forskningsområdet I EU – kaldet European Research Area eller ERA.
Her har Mads Lykke Berggreen øset af sin mangeårige viden og erfaring fra forskningsområdet hos VIA University College og som privatperson, ligesom han har repræsenteret sammenslutningen af danske forskningsadministratorer DARMA (Danish Association of Research Managers and Administrators), hvor Mads Lykke Berggreen er forperson.
”De øvrige 22 medlemmer af ekspertgruppen var forskere og professorer fra universiteter i forskellige europæiske lande. Jeg var udpeget som medlem af ekspertgruppen for at bidrage med et brugerperspektiv, og det har fagligt været en virkelig spændende opgave. Jeg oplevede stor lydhørhed og interesse for mine input,” fortæller Mads Lykke Berggreen fra afdelingen Projektudvikling og forskningsanalyse ved VIA University College.
Retningslinjer støtter forskere og ansvarlig brug af AI
ERA skabte i 2024 første version af EU’s retningslinjer for brug af kunstig intelligens inden for forskning. I fjor blev anden version udarbejdet, og i år er retningslinjerne blevet opdateret og udvidet, så de matcher, at AI bliver anvendt i større og større skala inden for forskningen.
De opdaterede, såkaldte Living Guidelines består af et sæt retningslinjer og anbefalinger, der giver en enkel, klar og operationel vejledning til forskningsmiljøet. Målet er at støtte forskere og at fremme udbredelsen og ansvarlig brug af generativ kunstig intelligens i hele EU.
Der er udarbejdet anbefalinger målrettet henholdsvis forskere, forskningsinstitutioner og forskningsfinansieringsorganisationer.
Retningslinjerne vil blive opdateret regelmæssigt for at holde trit med den meget hurtige teknologiske udvikling på AI-området.

Publikationen med EU’s retningslinjer for brug af AI til forskning.
Anbefalinger afspejler den hastige AI-udvikling
”De opdaterede Living Guidelines er netop blevet offentliggjort i en forbedret version for at imødekomme den hurtige teknologiske udvikling inden for generativ AI og sikre, at retningslinjerne afspejler teknologiernes indvirkning på det videnskabelige miljø. Fx har vi i ekspertgruppen tilføjet et opmærksomhedspunkt omkring forsøg på at manipulere AI-læsere og evaluatorer ved at gemme usynlige prompts i tekster, der adresserer et andet AI-system og instruerer det i at læse teksten i et gunstigt lys,” forklarer Mads Lykke Berggreen.
Rækken af nye anbefalinger gælder for eksempel også i forhold til at være opmærksom på brug af AI under møder eller andre interaktioner med tredjeparter.
”Når VIA som uddannelses- og forskningsinstitution sender en forskningsansøgning til en samarbejdsinstitution, og samarbejdsinstitutionen bruger AI til at behandle VIAs oplysninger, er det fx vigtigt, at VIA er opmærksom på, om AI er blevet brugt på en måde, der strider mod VIAs egne guidelines om datasikkerhed,” påpeger Mads Lykke Berggreen.
Fakta: EU ser et stort potentiale i at bruge AI til forskning
AI er blevet et nøgleinstrument inden for videnskaben. Dét indebærer en ny æra med accelererede forskningsresultater, der ligger ud over rækkevidden af nuværende værktøjer, og at der er blevet flyttet videnskabelige grænser.
Eksempelvis kan AI i videnskab være med til at forbedre kræftbehandlinger, til at løse miljøproblemer, til at forbedre forudsigelserne af jordskælvs konsekvenser, til at forbedre konkurrenceevne og til at opnå bæredygtig velstand.
I oktober 2025 fremlagde EU-Kommissionen en europæisk strategi for kunstig intelligens inden for videnskab. Ambitionen er at udnytte mulighederne i AI bedst muligt, at støtte forskere i at anvende AI-teknologier ansvarligt til at udføre deres forskning og at styrke Europas førerposition og konkurrenceevne i den globale kontekst i forhold til videnskabelig ekspertise og innovation.
”I samarbejde med det europæiske videnskabelige samfund er vores mål at udnytte det enorme potentiale ved kunstig intelligens, samtidig med at vi imødekommer borgernes bekymringer. Målet er at fremskynde forskeres adoption af AI ved at skabe essentielle katalysatorer såsom forbedret adgang til data, computerkraft og talent samt ved at overvåge og styre AI's indvirkning på den videnskabelige proces og adressere videnskabsspecifikke AI-udfordringer såsom at bevare videnskabelig integritet og metodologisk stringens,” skriver EU Kommissionen på sin hjemmeside.
Kilde: EU-Kommissionen