Demokratisk dannelse er et nyt krav i uddannelsen af fremtidens lærere, socialrådgivere og sygeplejersker

Forskningsprojekt skal finde frem til, hvordan professionsuddannelserne kan gøre ansvar, ligeværd og øvrige demokratiske værdier til en integreret del af de studerendes identitet og faglighed.

Lærer sidder ved et bord med fire elever og kigger på byggeklodser

Lærere, pædagoger, sygeplejersker og socialrådgivere har stor indflydelse på, hvordan værdier som ligeværd, deltagelse, ansvar og retfærdighed kommer til udtryk i velfærdssamfundet. 

Nu skal et nyt forskningsprojekt finde ud af, hvordan professionsuddannelserne meningsfuldt kan løfte deres nye ansvar for demokratisk dannelse af de studerende og for at gøre demokrati til en integreret del af velfærdsprofessionelles identitet, faglighed og praksis.

Det nye forskningsprojekt med titlen ’Demokratisk professionsdannelse i professionsuddannelserne’ (PRO-DEM) løber over tre år og har fået 3,2 millioner kroner i støtte fra Danmarks Frie Forskningsfond.

Anbefalinger til fremtidig undervisning

Konkret skal projektet munde ud i en række anbefalinger til, hvordan der i undervisningen på landets professionshøjskoler kan blive sat demokratisk dannelse på dagsordenen.

Projektet tager afsæt i den politiske reform af professionsbacheloruddannelserne.

Med reformen blev det i 2025 et krav, at uddannelserne skal fremme de studerendes demokratiske dannelse som grundlag for deres kommende virke i skoler, på hospitaler, i kommunale forvaltninger og på øvrige offentlige arbejdspladser.

Demokratiet møder udfordringer

”Demokratiet står over for stigende udfordringer i form af polarisering, misinformation og svækket tillid til samfundets institutioner. Derfor er det vigtigt at udvikle undervisning og øvrige indsatser, der fremmer de demokratiske værdier. Som afsæt for dét er der brug for at få formuleret, hvad demokratisk dannelse egentlig er,” fremhæver lektor, ph.d. og projektleder Simon Nørgaard Iversen fra VIA University College.

Simon Nørgaard Iversen
"Demokratisk dannelse handler ikke alene om at tilegne sig bestemte færdigheder eller viden. Demokratisk dannelse er også at udvikle evnen til at forholde sig kritisk, tage ansvar og handle i komplekse professionelle og samfundsmæssige situationer".

Simon Nørgaard Iversen, lektor, ph.d. og projektleder fra VIA University College.

Han er forskningsleder i Program for social og kulturel forandring i VIAs Forskningscenter for ledelse og velfærdsinnovation samt underviser på VIA Læreruddannelsen Silkeborg.

Simon Nørgaard Iversen betoner, at demokratisk dannelse handler om at udvikle selvstændige, reflekterende og demokratisk engagerede mennesker.

”Lærere, pædagoger, sygeplejersker og socialrådgivere spiller gennem deres faglige vurderinger, beslutninger og møder med borgere en central rolle i forhold til demokratisk dannelse. Derfor er det afgørende, at professionsuddannelsernes ikke ’blot’ tager ansvar for at uddanne fagligt kompetente, men også demokratisk reflekterede professionelle,” understreger Simon Nørgaard Iversen.

Dannelse kan man ikke måle

Han påpeger, at det nye krav om demokratisk dannelse adskiller sig fra uddannelsernes sædvanlige fokus på målbare kompetencer, praksisnærhed og direkte anvendelighed. 

”Demokratisk dannelse handler ikke alene om at tilegne sig bestemte færdigheder eller viden. Demokratisk dannelse er også at udvikle evnen til at forholde sig kritisk, tage ansvar og handle i komplekse professionelle og samfundsmæssige situationer,” pointerer Simon Nørgaard Iversen.

Helt specifikt skal forskningen udvikle svar på følgende spørgsmål: Hvordan kan demokratisk dannelse forstås, fortolkes og praktiseres i professionsuddannelserne? Hvordan kan demokratisk dannelse blive integreret i undervisning og praktik og blive en del af de studerendes professionelle identitet og virke? Og hvilken betydning har demokratisk dannelse for de studerendes faglige dømmekraft og møde med borgere som færdiguddannede velfærdsprofessionelle?

Analyser og interviews

De involverede forskere fra VIA University College kommer i projektet til at analysere reformtekster og studieordninger for at afdække, hvordan demokratisk dannelse bliver beskrevet.

Desuden gennemfører forskergruppen interviews og fokusgrupper med undervisere, uddannelsesledere, studerende og praktikvejledere for at undersøge, hvordan demokratisk dannelse bliver omsat i tilrettelæggelsen af uddannelserne og i undervisningen og får betydning for de studerendes forståelse af deres kommende professionelle rolle.

”Et centralt mål er at udvikle begrebet demokratisk professionsdannelse som en teoretisk og empirisk ramme for at forstå sammenhængen mellem demokratisk dannelse og professionel praksis.

Projektet skal dermed bidrage med ny forskningsbaseret viden om, hvordan professionsuddannelserne kan understøtte udviklingen af velfærdsprofessionelle, der ud over de nødvendige faglige kompetencer også kan udøve professionel dømmekraft med demokratisk bevidsthed, refleksion og ansvarlighed,” fastslår Simon Nørgaard Iversen.

Yderligere oplysninger fås hos:

Simon Iversen, Forskningscenter for innovation og entreprenørskab

Relaterede artikler