Ida, Filip og Cecilie oplever særligt fællesskab  ved at bo på kostskole mens de går på HF

Nye venner, samvær i fritiden og nærværende medarbejdere har gjort en positiv forskel for unge, der er flyttet til HF og kostskole i Nørre Nissum efter at være droppet ud af gymnasiet.

Fælles foto af Filip Linnet Toft Nielsen Ida Dyreby og Cecilie Petersen

Fælles foto af Filip Linnet Toft Nielsen, Ida Dyreby og Cecilie Petersen.

Et tæt fællesskab, nye venner og støttende ansatte lige ved hånden.

Dét er de primære årsager til, at 19-årige Ida Dyreby, 21-årige Filip Linnet Toft Nielsen og 23-årige Cecilie Petersen har valgt at flytte fra henholdsvis Horsens, Holstebro og Padborg for at gennemføre deres ungdomsuddannelse i utraditionelle rammer.

Konkret går de tre på HF i Nørre Nissum ved Lemvig og bor samtidig på den kostskole, der ligger et stenkast fra undervisningslokalerne. Det er professionshøjskolen VIA University College, der driver HF Nørre Nissum og den tilhørende kostskole.

Både Ida Dyreby og Filip Linnet Toft Nielsen får studenterhuen på den 23. juni, hvor de skal til deres sidste HF-eksamen – i mundtlig dansk. Cecilie Petersen fortsætter endnu et år i Nørre Nissum, da hun indtil nu kun har taget første år på HF.

De håber alle tre, at langt flere unge bliver opmærksomme på, hvad det giver af fordele af bo på kostskole og gå på HF samtidigt. Selv oplever de i Nørre Nissum langt tættere relationer og et mindre pres såvel fagligt som mentalt end i gymnasiet.

Plads til alle – uanset forskelligheder

”I undervisningen er der altid faglig hjælp og støtte at få fra lærerne. Vi elever får en ret tæt relation med vores lærere, og de er der for os på en helt anden måde, end lærere traditionelt er. Det er nærmest som en familie, og det har betydet alverden for mig,” fastslår Filip Linnet Toft Nielsen.

Ida Dyreby tilføjer, at fællesskab også kendetegner HF i Nørre Nissum, og at eleverne dér aldrig føler sig ensomme. Tværtimod er der plads til alle – og til forskelligheder.

”Det er stort fokus på det sociale, og vi alle fået mange nye venskaber her. Fx spiser vi elever – og de ansatte på kostskolen – alle måltider sammen hver dag. Og hver aften og i weekenderne er der aktiviteter, som lærerne har tilrettelagt og deltager i. Det kan fx være en film i fællesrummet, brætspil eller billard,” fremhæver Ida Dyreby.

I fritiden er der tillige mulighed for at spille musik i skolens moderne musiklokaler eller optage musik i musikstudiet, gå til e-sport, træne i skolens fitnessrum eller svømme i skolens svømmehal, spille håndbold, fodbold, tennis, volleyball eller beachvolley og køre på mountainbike. 

Der er endda mulighed for at tage sin islandske hest med til kostskolen ved HF i Nørre Nissum, hvor der er plads til otte heste i en løsdriftsstald nær skolen. 

Studieliv ved HF og kostskolen i Nørre Nissum

Studieliv ved HF og kostskolen i Nørre Nissum.

Masser af udstyr i musik- og krearum

Både Ida Dyreby og Cecilie Petersen gør flittigt brug af de veludstyrede musikrum på HF i Nørre Nissum. De får undervisning i at spille henholdsvis trommer og guitar, og Ida Dyreby har tillige gået på Musikakademiet på skolen.

Cecilie Petersen kommer tillige meget i skolens krearum, som blandt andet bliver brugt til undervisning i billedkunst, og hvor eleverne i fritiden må sy, male, skabe ting i ler, strikke, hækle, lave perler eller væve.

”Det er overvældende for mig at skulle forholde mig til mange andre mennesker. Derfor passer det perfekt til mig, at der her i Nørre Nissum er et roligt miljø, og at der er masser af natur helt tæt på. Det er også et kæmpe plus for mig, at der altid er ansatte til stede både om dagen og aftenen. Hvis jeg fx har haft en øv-dag, er der altid en medarbejder at tage fat i og få en snak eller en gåtur med,” påpeger Cecilie Petersen.

Hun tilføjer, at hun besøgte HF og kostskolen, inden hun flyttede dertil. Ved rundvisningen oplevede hun en så positiv og imødekommende stemning fra både elever og lærere, at beslutningen om flytning var let at tage. Og dét valg har hun ikke fortrudt.

Droppede ud af gymnasiet

Både Cecilie Petersen og Filip Linnet Toft Nielsen har en baggrund med mobning, skoletræthed og lange perioder med angst, stress og øvrige mentale udfordringer. Og begge er tidligere droppet ud af gymnasiet – henholdsvis stx og hhx.

”Da jeg var droppet ud af hhx, foreslog mine forældre mig at flytte til kostskolen og HF i Nørre Nissum, og dét har virkelig været godt for mig. Det passer mig rigtig godt, at det her er en forholdsvis lille skole, hvor der er tætte relationer mellem både eleverne og de ansatte. Desuden kan jeg meget bedre fokusere på skolen og lektierne, fordi jeg bor på kostskolen og altid kan få hjælp fra lærere, når jeg rækker ud,” forklarer Filip Linnet Toft Nielsen.

Også Ida Dyreby valgte at stoppe i gymnasiet, da hun følte et hårdt fagligt pres og tillige ønskede tættere venskaber. Hun kendte i forvejen flere, der med succes havde valgt HF og kostskolen i Nørre Nissum, og hun oplever det som mere overskueligt at være elev dér end at gå i gymnasiet. 

Elev sidder på et værelse på Nørre Nissum kostskole

71 af de 135 elever på HF i Nørre Nissum bor på den tilhørende kostskole.

Vil gøre en forskel som pædagog

Både Ida Dyreby og Filip Linnet Toft Nielsen glæder sig over, at studentereksamen er i hus om lidt.

Efter dimission flytter Filip Linnet Toft Nielsen tilbage til Vinderup ved Holstebro for at bo ved sine forældre. Her forventer han at arbejde en periode i den kommunale hjemmepleje og i en børnehave, før han vil søge ind på pædagoguddannelsen hos VIA University College i Holstebro.

”Min drøm er, at jeg som pædagog kommer til at arbejde på et bosted for udsatte mennesker eller at arbejde med mentalt sårbare unge, for jeg ønsker at gøre en forskel for folk, der har det svært,” siger Filip Linnet Toft Nielsen.

Skoletrætheden er nu væk

Ida Dyreby har endnu ikke besluttet sig for, hvad hun vil uddanne sig til. I første omgang håber hun på at kunne få job på et plejehjem og spare op til et højskoleophold. Samtidig skal hun flytte sammen med sin kæreste.

Cecilie Petersen håber efter studentereksamen næste år på en fremtid med musik og teater, hvor hun kan udnytte sine kreative evner. Hun overvejer dog også at uddanne sig til noget med dyr.

”Da jeg var droppet ud af gymnasiet, brugte jeg flere år på at rejse i udlandet, og undervejs arbejdede jeg frivilligt i parker, hvor der var fokus på at redde dyr. Dét var virkelig spændende, så min fremtid bliver nok noget med dyr eller noget kreativt,” siger Cecilie Petersen. 

Både hun, Ida Dyreby og Filip Linnet Toft Nielsen udtrykker lettelse over, at de efter en del bump på vejen i deres børne- og ungdomsliv nu ser lyst på fremtiden. De understreger alle tre, at det er HF og kostskolen i Nørre Nissum, der har gjort, at de har fundet den rette hylde, er blomstret op og er kommet af med deres tidligere skoletræthed. 

Ordblindelinje med højt karaktergennemsnit

På HF i Nørre Nissum går der i alt 135 elever, hvoraf de 71 bor på værelser på den tilhørende kostskole. Eleverne kommer fra alle dele af Danmark. 

Karen Haahr Larsen, der er leder af kostskolen, pointerer, at en særlig mulighed i Nørre Nissum er en ordblindelinje, der er et særligt tilrettelagt HF-forløb over tre år, hvor unge med dysleksi kan få støtte fra undervisere med dyb viden om ordblindhed. 

Karen Haahr Larsen, kostskoleleder ved HF i Nørre Nissum

Karen Haahr Larsen, kostskoleleder ved HF i Nørre Nissum.

”Generelt ligger karaktergennemsnittet for eleverne på HF i Nørre Nissum pænt over landsgennemsnittet – også hvad angår vores elever med ordblindhed. Det skyldes blandt andet, at eleverne med ordblindhed har den fornødne tid til at tilegne sig stoffet, og at de hver uge modtager fire lektioners ordblindeundervisning på små hold, der er særligt rettet mod de udfordringer, den enkelte har,” forklarer Karen Haahr Larsen. 

Hun tilføjer, at også trivslen er høj. Dét medfører, at 95 procent af hver årgang i Nørre Nissum gennemfører deres HF-uddannelse.

Anerkendelse er fundamentet

”Én af de store styrker her i Nørre Nissum er, at lærere, studievejledere, HF-ledelse, mentorer og kostskolepersonale tilsammen laver et finmasket net, som får eleverne til at kunne gennemføre deres HF-uddannelse,” understreger Karen Haahr Larsen.

Hun slår samtidig fast, at fundamentet på kostskolen er det forpligtende fællesskab, hvor hver enkelt både yder noget positivt til fællesskabet og selv får meget mere igen. 

”Vi møder hinanden med lydhørhed, anerkendelse og hjælpsomhed og ser hinanden som ligeværdige med respekt for forskelligheder,” lyder det fra Karen Haahr Larsen.

Både på den almene HF og på ordblindelinjen er der en række obligatoriske fag samt fire fagpakker og valgfag, som eleverne kan vælge imellem og dermed tone deres uddannelse efter interesse.

Fagpakkerne er:

  1. Samfund og menneske.
  2. Kunst og kommunikation.
  3. Krop og sundhed.
  4. Fra HF til universitetet.

Yderligere oplysninger fås hos:

Relaterede artikler