Kommende sygeplejersker og bioanalytikere hos VIA bliver rustet til at udvikle ny velfærdsteknologi

Studerende på både sundhedsuddannelser og på ingeniør-, bygningskonstruktør-, pædagog- og designuddannelser hos VIA University College kommer med nyt tiltag til at høste erfaringer med at udvikle løsninger på virkelige udfordringer i sundhedsvæsnet.

Erik Maass Løvgren

Ifølge Erik Maass Løvgren skal SPOR SUND motivere de studerende til at bidrage til sundhedsiværksætteri.

VIA University College skruer nu op for de studerendes muligheder for at blive kloge på iværksætteri. Konkret bliver der fra september søsat en ny og målrettet indsats med titlen SPOR SUND, som har fokus på sundhedsinnovation og vil involvere studerende og undervisere fra en række forskellige uddannelser – både på velfærdsområdet og fra privatrettede uddannelser.  

Succeskriteriet er, at i alt 500 VIA-studerende deltager i SPOR SUND over de næste to år og dermed bliver klædt på med indgående viden om, hvordan de kan bidrage til at udvikle sundhedsvæsnet ved fx at opfinde og implementere ny velfærdsteknologi, som styrker livskvaliteten for mennesker med nedsat funktionsevne. 

Et væsentligt element i SPOR SUND er, at de deltagende VIA-studerende kommer til at samarbejde med offentlige instanser og private virksomheder om at udvikle produkter eller processer, som kommer fremtidens sundhedsvæsen til gavn.

Støtte fra Fonden for Entreprenørskab

SPOR SUND bliver forankret ved VIA Studentervæksthuse, som i forvejen har fokus på iværksætteri. 

Det nye tiltag er med andre ord et supplement til de iværksætteraktiviteter, VIA allerede har sat i søen, og som for år tilbage førte til, at VIA blev kåret som ’Årets entreprenante uddannelsesinstitution’. 

Fonden for Entreprenørskab støtter over de næste to år SPOR SUND med 729.000 kroner. Dertil kommer en medfinansiering fra VIA på 25 procent.

Matcher politiske ambitioner

”Den politisk besluttede iværksætterpakke ’Et iværksætterland i verdensklasse’ har blandt andet som ambition at styrke iværksætteri i uddannelsessystemet og at øge studerendes mulighed for at møde og deltage i iværksætteri og iværksætteruddannelse på deres uddannelsesinstitutioner. Overordnet er målet at få flere unge iværksættertalenter i spil ved at styrke forholdene for iværksættere på blandt andet professionshøjskolerne. Dét er baggrunden for SPOR SUND-projektet,” forklarer Erik Maass Løvgren, der er leder af entreprenørskab og erhvervsrelationer ved VIA University College.

I tråd med den politiske aftale er ønsket med SPOR SUND at understøtte, at studerende skaber nye ideer og løsninger til centrale udfordringer i velfærdssektoren. Der bliver fokus på udfordringer, der er tæt på de studerendes professionsfaglighed.

Studerende sidder rundt om et bord og arbejder med et projekt

Tidligere innovationsdag på VIA University College.

Erik Maass Løvgren pointerer, at SPOR SUND spiller godt sammen med den nye reform af professionsuddannelserne, som stiller krav om en tættere kobling mellem teori og praksis og mere tid til træning og øvelse for de studerende.

Samtidig matcher SPOR SUND VIAs strategi ’Ansvar for fremtiden’, hvor det fremhæves, at VIAs innovation skal sættes yderligere i spil for at sikre, at VIAs dimittender fremover fagligt er rustede til at imødekomme de ændrede vilkår, der kendetegner fx sundhedssektoren og ældreplejen.

Værdifuldt med faglig viden

”Sygeplejersker, bioanalytikere og øvrige sundhedsprofessionelle ser typisk ikke innovation som en del af deres faglighed og professionsidentitet. Slet ikke iværksætteri. Målet er, at de med SPOR SUND bliver motiveret for at bidrage til sundhedsiværksætteri,” påpeger Erik Maass Løvgren og tilføjer:

”Med SPOR SUND får de studerende mulighed for at eksperimentere med andre virksomhedsformer og forretningsmodeller end normalt. Samtidig kommer de sundhedsstuderende til at erfare, at de er værdifulde i innovationsprocessen, og at de kan bruge deres viden om innovation i fremtidige job i sundhedsvæsnet, når de tænker, at noget kunne være anderledes”.

Når det gælder studerende fra VIAs erhvervsrettede uddannelser på bygnings-, ingeniør-, business- og designfeltet er målet, at flere bliver motiveret til at skabe start ups inden for velfærdsteknologi og øvrig sundhedsinnovation, når de gennem SPOR SUND kommer til at forstå muligheder, problemer og behov i sundhedssektoren og oplever, at de kan gøre en forskel i forhold til at være med til at løse udfordringerne.

Erik Maass Løvgren forventer, at ’et pænt antal’ VIA-studerende vil gøre brug af de aktiviteter, de meget snart får tilbud om at deltage i ved VIA Studentervæksthuse gennem SPOR SUND. Han peger i den forbindelse på, at mange unge finder det attraktivt at være del af fællesskaber og samarbejder, hvor de har ejerskab og indflydelse, og at mange studerende sukker efter at bidrage til at skabe opfindelser og løsninger, som andre reelt har behov for.

Innovationsforløb med masser af DIY

Livlig aktivitet under innovationscampen i forbindelse med undervisningsprojektet 'Innovationsforløb' hos VIA i Horsens.

Undervisere ser stort potentiale

Erik Maass Løvgren betoner, at både sundhedsuddannelserne og mange øvrige af de over 40 uddannelser ved VIA University College bliver løbende involveret i SPOR SUND hos VIA Studentervæksthuse. 

Underviserne på uddannelserne ser et stort positivt potentiale i at kunne tilbyde ’deres’ studerende fx undervisning, planlægningsmøder, udviklingsaktiviteter og netværksarrangementer samt erfaring med opfindelser, implementeringsprocesser og events, hvor sundhedsinnovation er det overordnede faglige emne.

Deltagerne bliver de følgende uddannelser i VIA: Sygeplejerskeuddannelsen, Fysioterapeutuddannelsen, Ergoterapeutuddannelsen, Bioanalytikeruddannelsen, Ernæring og sundhedsuddannelsen, Psykomotorikuddannelsen, Bandagistuddannelsen, Pædagoguddannelsen, Bygningskonstruktøruddannelsen, Business & designuddannelserne samt ingeniøruddannelserne – særligt retningerne software og business engineering. 

Tæt samarbejde med eksterne parter

Der indgår også eksterne samarbejdspartnere i SPOR SUND. Det drejer sig blandt andet om Danish Life Science Cluster (DLSC), der er en national klynge, som bygger bro, driver innovation og skaber netværk mellem virksomheder, videnmiljøer og organisationer inden for life science og velfærdsteknologi og har flere end 250 medlemmer.

Som tæt samarbejdspartner er der tillige indgået aftale med Kooperationen inklusive Demokratigaragen og DemokratiLAB, som VIA Studentervæksthuse i forvejen er stærkt inspireret af. Konkret er Demokratigaragen lykkedes med at etablere et fysisk hverdagsmiljø, der summer af engagement, involvering og møder mellem deltagere med vidt forskellige baggrunde, og hvor både etablerede virksomheder og nye start ups har arbejdsstation. 

Det er også forventningen, at SPOR SUND får samarbejde med Teknologiens Hus og øvrige dele af Aarhus Kommune samt med Foreningen Teknologi i Praksis. 

Fokus på virkelige problemstillinger

”Hele idéen er at få skabt et tværgående iværksætter- og innovationsmiljø mellem både forskellige uddannelser i VIA og mellem VIA, offentlige aktører og private virksomheder inden for feltet sundhedsinnovation – og med særligt fokus på velfærdsteknologi. Det skal lykkes ved at skabe aktioner, hvor aktører mødes og samarbejder om at udvikle, teste og føre ud i livet,” påpeger Erik Maass Løvgren.

Han understreger, at aktionerne bliver baseret på virkelige problemstillinger og mulighedsscenarier i sundhedssektoren – fx i forhold til at opfinde ny velfærdsteknologi, der er målrettet specifikke grupper af patienter eller ældre med særlige behov. 

Studerende har en brainstorm

En brainstorming session blandt studerende under en tidligere innovationsdag på VIA University College.

Desuden bliver der i SPOR SUND skabt en kultur, hvor de involverede puljer hinandens forskellige ressourcer og hjælper hinanden fremad med at realisere nye sundhedsløsninger.

”Aktionerne vil altid være på tværs af professioner og sektorer, for der vil altid være tilkoblet studerende og undervisere fra både sundhedsuddannelserne og andre uddannelser i VIA – alt efter, hvilke fagligheder, der er brug for. Desuden vil der altid indgå private virksomheder og aktører fra det offentlige sundhedssystem. Og alle aktioner vil afspejle, at iværksætteri er en vigtig katalysator for sundhedsinnovation i den offentlige sektor,” fremhæver Erik Maass Løvgren.

Han tilføjer, at alle de aktiviteter, VIA Studentervæksthuse søsætter som led i SPOR SUND, vil have et dobbeltrettet mål – nemlig såvel nye sundhedsløsninger som et aktivt iværksætter- og innovationsmiljø.

Yderligere oplysninger fås ved henvendelse til:

Erik Maass Løvgren

Relaterede artikler