
Programmet Playful Learning har gennem syv år været en integreret del af VIAs uddannelsesmiljøer. Nu er der offentliggjort et magasin, der giver et samlet indblik i, hvordan Playful Learning siden 2018 har haft betydning for pædagog- og læreruddannelserne i VIA.
Det nye magasin sætter ord og billeder på, hvordan det legende har slået rødder i VIA – i de fysiske læringsmiljøer, i undervisningen og i samarbejdet med skoler og institutioner, forklarer Heidi Stensman Pugh, der er projektleder for VIA Playful Learning og samtidig lektor på VIA Pædagoguddannelsen Ikast.
”Magasinet er en erfaringsopsamling, der giver nedslag i et stort og vildtvoksende program. Vi viser ikke alt, men vi viser bredden og den udvikling, der er sket siden opstarten af Playful Learning,” siger Heidi Stensman Pugh og fortsætter:
”Det står tydeligt frem, at Playful Learning har skabt mod, engagement og faglighed. Målet er, at både undervisere, studerende og praktikere kan bruge magasinet som inspiration og som en mulighed for at forstå programmets betydning i en større sammenhæng”.