Hun peger på, at bevægelse styrker elevers læring, trivsel og sundhed og at dét at bruge kroppen aktivt bidrager til at erfare, forstå og skabe mening i undervisningen. Bevægelse kan fx fremme læreprocesser ved at afprøve teorier i praksis, visualisere abstrakte begreber eller samarbejde kropsligt om at løse faglige udfordringer.
”Erfaringen er, at vores events giver deltagerne stor lyst til at melde ’deres’ skoler til de dybdegående udviklingsforløb, hvor de får hjælp til at implementere bevægelsesaktiviteter som en strategisk tilgang for alle elever. Tilsvarende udtrykker deltagerne på vores events stor begejstring over, at vi som led i ’Bevægelsesstrategi i skolen’ har udarbejdet nye undervisningsmaterialer, inspirationsmaterialer, vejledninger, værktøjer og redskaber, som alle landets skoler frit kan anvende,” påpeger Bodil Borg Høj.
En stor opsøgende rekrutteringsindsats
Hendes kollega Mette Munk, der er lektor i bevægelse og læring ved VIA University College og projektkoordinator for ’Bevægelsesstrategi i skolen’, tilføjer, at VIA supplerer sine events med en målrettet indsats for at rekruttere skoler til at få udarbejdet og implementeret en lokal bevægelsesstrategi.
”Vi har kontaktet samtlige19 kommuner i Region Midtjylland på mail for at informere dem om det politiske initiativ for at få indført lokale bevægelsesstrategier og om mulighederne for at få gratis hjælp til udvikling og implementering. Desuden har vi deltaget på skolechefmøder og kommunale samarbejdsmøder,” siger Mette Munk og fortsætter:
”Lige nu er vi i gang med at tage direkte kontakt til skoler, som de midt- og vestjyske kommuner har udpeget som relevante for ’Bevægelsesstrategi i skolen’, hvor målgruppen primært er skoler, som ikke allerede har implementeret bevægelse som en fast del af hele skoledagen. Desuden kontakter vi skoler, der fx har haft lærere med på efteruddannelsen hos VIA til bevægelsesvejleder”.
Mette Munk understreger, at skolerne også er meget velkomne til selv at henvende sig for at blive tilmeldt et forløb med støtte til at udvikle en bevægelsesstrategi, for at deltage i events – eller for at få svar på spørgsmål.
Professionshøjskolerne udmønter politisk aftale
Tilbuddet om gratis hjælp og inspiration til at få flere bevægelsesaktiviteter ind i alle fag og frikvarterer er vedtaget af dé partier i Folketinget, som i 2024 indgik 'Aftale om folkeskolens kvalitetsprogram'.
Initiativet erstatter det tidligere nationale krav om, at eleverne skal have motion og bevægelse i gennemsnit 45 minutter om dagen. Kommuner og skoler skal i stedet beslutte lokalt, hvordan og i hvilket omfang motion og bevægelse indgår i skoledagen.
Børne- og Undervisningsministeriet har udpeget landets seks professionshøjskoler til at føre initiativet ’Bevægelsesstrategi i skolen’ ud i livet med en bevilling på i alt 12 millioner kroner.
Nye valgfag og undervisningsmaterialer
Ud over at afvikle inspirationsevents og køre forløb, hvor skoler får udviklet egne bevægelsesstrategier, har professionshøjskolerne stået i spidsen for at udvikle nye valgfag med fokus på bevægelse, at udforme vejledninger til lærere og skolepædagoger samt at skabe nye undervisningsmaterialer, som sikrer mere bevægelse for alle skoleelever.
På hjemmesiden for 'Bevægelsesstrategi i skolen' kan alle de færdigudviklede materialer tilgås af samtlige skoler.
Materialerne er målrettet de fire spor, som ’Bevægelsesstrategi i skolen’ sætter spot på: 1. Bevægelse i undervisningen. 2. Bevægelse i frikvarterer og pauser. 3. Valgfag med fokus på idræt og bevægelse. 4. Samarbejde mellem skoler og lokale idrætsforeninger som DSI, DGI og DIF.
Fakta: Stort engagement ved inspirationsevent I Holstebro
Stor interesse for at få idéer til, hvordan bevægelse kan styrke læringen og trivslen i skolen.
Da VIA University College i marts holdt et inspirationsevent i Holstebro, var hovedparten af deltagerne midt- og vestjyske lærere, skolepædagoger, skolechefer, skoleledere og skolekonsulenter. Men også repræsentanter for idrætsorganisationer var med.
Eventet bestod af flere workshops, hvor deltagerne fik information om mulighederne og indholdet i ’Bevægelsesstrategi i skolen’. Undervejs deltog de fremmødte i drøftelser og blev rustet med viden og eksempler til arbejdet med at integrere mere bevægelse i undervisningen og pauserne.
”Vi holdt workshops om flere af elementer fra ’Bevægelsesstrategi i skolen’ – blandt andet en workshop om nye valgfag med fokus på bevægelse og en workshop om tilpasset bevægelse, som også inkluderer elever med særlige behov, fortæller Karen Hedegaard, der er lektor på læreruddannelsen ved VIA University College og var medarrangør af inspirationseventet i Holstebro, og fortsætter:
”Vi oplevede stor interesse for at få nye idéer til, hvordan bevægelse kan styrke læringen og trivslen i skolen og for at blive tilmeldt de dybdegående udviklingsforløb i ’Bevægelsesstrategi i skolen’.
Desuden udtrykte deltagerne stor begejstring for, at dét nye undervisningsmateriale og dé vejledninger, professionshøjskolerne skaber til alle landets skoler som led i ’Bevægelsesstrategi i skolen’, bliver fuld af konkrete eksempler på lærerige bevægelsesaktiviteter”.
Samarbejder med eksterne parter
Karen Hedegaard tilføjer, at nogle workshops blev gennemført af VIA, mens lokale samarbejdspartnere fra idrætsorganisationer som DGI og Dansk Skoleidræt samt fra Videnscenter om handicap stod for andre workshops.
Idrætsorganisationer er vigtige samarbejdspartnere i ’Bevægelsesstrategi i skolen’– både på grund af deres store viden om bevægelsesaktiviteter, og fordi det er er et mål fra både politikernes og professionshøjskolernes side, at initiativet understøtter fællesskaber og bygger bro til fritidslivet og idrætsforeninger. Tilsvarende sikrer samarbejde med aktører på handicapområdet, at ’Bevægelsesstrategi i skolen’ giver deltagelsesmuligheder for alle elever.
Initiativet involverer også ansatte og studerende på læreruddannelsen fra professionshøjskolerne.