
Børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye har udpeget ph.d. og forskningschef Andreas Rasch-Christensen fra Forskningsområde for pædagogik og dannelse ved VIA University College som medlem af en ny ekspertgruppe.
Ambitionen er, at ekspertgruppen i begyndelsen af 2027 skal give anbefalinger til at få styrket den pædagogiske kvalitet i de danske vuggestuer og børnehaver gennem ændringer i dagtilbudsloven.
Andreas Rasch-Christensen har i forvejen årelang erfaring med at indgå i skiftende regeringers ekspertgrupper, råd, nævn og udvalg på både dagtilbuds- og skoleområdet. Senest var han medlem af Trivselskommissionen, som i 2025 fremlagde en række anbefalinger til at opnå øget trivsel blandt børn og unge.
Samtidig er Andreas Rasch-Christensen Danmarks mest citerede ekspert på fagfeltet børn og pædagogik. Således er han den 25. mest citerede ekspert herhjemme, viser en netop offentliggjort opgørelse fra DM Akademikerbladet. På listens øverste pladser er eksperter inden for forsvarspolitik, sikkerhedspolitik og udenrigspolitik.
Analyser efterlyser pædagogisk løft
Børne- og undervisningsmister Mattias Tesfaye oplyser, at ekspertgruppen er en del af Finansloven 2026, og initiativet kommer i kølvandet på nationale kvalitetsundersøgelser for dagtilbud, som peger på, at der er behov for at løfte kvaliteten i landets daginstitutioner.
"Børn skal ikke bare passes, mens vi forældre er på arbejde. De skal udvikle deres sprog og motorik, møde musikken og lege i naturen. Det er vigtigt pædagogisk arbejde, som lovgivningen skal understøtte bedre," fremhæver Mattias Tesfaye i en pressemeddelelse fra Børne- og Undervisningsministeriet.
Ekspertgruppens arbejde bliver fulgt af Kvalitetsforum for Dagtilbud, hvor blandt andre KL, BUPL, FOA, Forældrenes Landsorganisation (FOLA), Daginstitutionernes Landsorganisation (DLO), Børne- og Kulturchefforeningen (BKF) samt BUPL's lederforening er repræsenteret.
Udgiftsneutrale anbefalinger som benspænd
Arbejdet i den nye ekspertgruppe er en videreudvikling af den styrkede pædagogiske læreplan fra 2018, som Andreas Rasch-Christensen var med til at udarbejde.
”Jeg ser frem til at arbejde videre med at udvikle det pædagogiske felt i den nye ekspertgruppe. Ekspertgruppen skal med afsæt i viden fra hverdagen i daginstitutioner samt aktuelle undersøgelser komme med anbefalinger til, hvordan formålet med dagtilbuddene og det pædagogiske arbejde med børn i daginstitutioner kan skrives tydeligere frem i dagtilbudsloven. Samtidig skal gruppens anbefalinger matche regeringens målsætning om frisættelse af den offentlige sektor,” påpeger Andreas Rasch-Christensen.
Han forklarer videre, at den nye ekspertgruppe har fået et udfordrende benspænd for det kommende arbejde. Således er det et krav, at anbefalingerne skal være udgiftsneutrale.
Det må altså ikke koste kommunerne flere penge at følge anbefalingerne til at løfte kvaliteten i landets vuggestuer og børnehaver. Hvis ekspertgruppen kommer med anbefalinger, der kræver ekstra ressourcer, skal den samtidig anvise, hvor der kan spares penge andre steder på dagtilbudsområdet.
Her er medlemmerne af ny ekspertgruppe
Børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye har udpeget syv medlemmer til den nye ekspertgruppe, der skal komme med anbefalinger til, hvordan den pædagogiske kvalitet i daginstitutionerne kan løftes – uden at koste ekstra penge. Medlemmerne ses herunder.
- Eik Møller, pædagog, master of Public Governance og stadsdirektør i Odense Kommune (formand).
- Andreas Rasch Christensen, ph.d og forskningschef for Forskningsområde for pædagogik og dannelse ved VIA University College.
- Fie Lademann, pædagog og dagtilbudsleder i Svendborg Kommune.
- Kristina Avenstrup, pædagog, leder af Børnehusene Kokkedal i Fredensborg Kommune.
- Morten Colsted, pædagog, master of Public Governance og sektionsleder i Hillerød Kommune.
- Merete Villsen, pædagog, master of Public Governance og dagtilbudschef i Aalborg Kommune.
- Ditte Alexandra Winther-Lindqvist, ph.d og professor ved Aarhus Universitet.
Kommissorium med faste krav til anbefalinger
Der er opsat nedenstående kommissorium for, hvad den nye ekspertgruppes anbefalinger som minimum skal forholde sig til.
- Hvordan dagtilbudsloven kan ændres, så formål og opgaver i relation til det pædagogiske indhold i dagtilbud står mere tydeligt og enkelt med fokus på blandt andet leg, børnefællesskaber og sammenhæng til børnehaveklassen.
- Hvordan en tydeligere rammesætning af dagtilbudsledernes rolle, ansvar og opgaver i dagtilbudsloven kan skabe grundlag for, at ledere kan bedrive ledelse tæt på praksis.
- Hvordan tydeligere – og eventuelt mere enkle, konkrete og retningsgivende – nationale krav til det pædagogiske indhold kan erstatte lokale krav i kommuner til det pædagogiske arbejde. Der skal i anbefalingerne tages højde for, at regeringen har en generel målsætning om frisættelse af den offentlige sektor, herunder kommunerne.
Andreas Rasch-Christensen er en af Danmarks mest citerede eksperter
DM Akademikerbladet har for sjette gang offentliggjort en liste over de 50 mest citerede eksperter i danske medier. VIA-forsker er på 25. pladsen.
Ikke overraskende var det i 2025 eksperter i forsvars- og sikkerhedspolitik, der blev interviewet og citeret mest i medierne herhjemme – primært med udtalelser om krigen i Ukraine, russiske forhold samt situationen i Mellemøsten og Arktis. Nogle af de mest citerede var Peter Viggo Jakobsen og Anders Puck Nielsen fra Forsvarsakademiet samt Flemming Splidsboel og Ulrik Pram Gad fra DIIS.
Blandt de emner, medierne oftest interviewede eksperter om i 2025, er tillige kommunalpolitik, udenrigspolitik og økonomi.
På listen, som DM Akademikerbladet står bag, er flertallet af de 50 eksperter forskere fra Københavns Universitet og Syddansk Universitet.
Fra professionshøjskolerne er der tre eksperter på listen. Det er kommunalforsker Roger Buch fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, ph.d. og forskningschef i pædagogik Andreas Rasch-Christensen fra Forskningsområde for pædagogik og dannelse ved VIA University College samt kongehusekspert Lars Hovbakke Sørensen fra Professionshøjskolen Absalon.
Flertallet af eksperterne er i aldersgruppen 50 til 59 år. Der er kun tre kvinder på listen, og ingen på listen er udlændinge eller har minoritetsbaggrund, fremhæver DM Akademikerbladet.
Se hele top50-listen fra DM Akademikerbladet.
Læs pressemeddelelse fra Børne- og Undervisningsministeriet om den nye ekspertgruppe.