Ny uddannelses- og campusleder hos VIA i Holstebro

Den 1. marts starter Kristina Britt Olesen som leder af ergoterapeutuddannelsen i Holstebro efter fem år som leder inden for psykiatri og handicap. Hun skal samtidig varetage rollen som campusleder.

Kristina Britt Olesen

Kristina Britt Olesen tiltræder den 1. marts 2026 som uddannelsesleder af VIA Ergoterapeutuddannelsen Holstebro, der har 72 studiepladser. Her afløser hun Anne Lise Voss, der er gået på pension.  

Samtidig overtager Kristina Britt Olesen rollen som campusleder på Campus Holstebro efter Lene Kirk, der er uddannelsesleder af fysioterapeutuddannelsen og har varetaget posten de senere år.

42-årige Kristina Britt Olesen kommer fra en stilling som leder af handicap og psykiatri i Ringkøbing-Skjern Kommune. Her har hun siden 2020 stået for den daglige ledelse af bosteder og dagtilbud for voksne med handicap med ansvar for medarbejdere, professionsudvikling, arbejdsmiljø, faglig kvalitet, strategisk udvikling, økonomi samt samarbejde på tværs af kommuner, tilbud, pårørende og frivillige aktører. 

Kristina Britt Olesen er uddannet som ergoterapeut i Holstebro, ligesom hun er cand.mag. i anvendt filosofi og har en næsten færdiggjort diplomuddannelse i ledelse.

Ny reform sætter aftryk på jobbet

I stillingen som uddannelsesleder for ergoterapeutuddannelsen hos VIA University College i Holstebro bliver Kristina Britt Olesens primære opgaver personaleledelse af undervisere, tæt samarbejde med administrative medarbejdere og campuspartneren, faglig ledelse samt udvikling af undervisningens kvalitet og relevans. 

Hun får en særlig rolle i at udvikle uddannelsen i tråd med intentionerne i den nye reform af professionsuddannelserne og i tæt samspil med ergoterapeutuddannelsen hos VIA University College i Aarhus. 

Samtidig kommer Kristina Britt Olesen til at indgå i et tæt samarbejde med alle uddannelseslederne og uddannelsesdekanen på VIAs syv sundhedsuddannelser om at implementere reformen og realisere reformens strategiske mål.

Kristina Britt Olesen skal desuden stå i spidsen for at styrke koblingen mellem uddannelse, forskning og praksis, ligesom hun får ansvar for drift, økonomistyring og ressourceanvendelse.

Både som uddannelsesleder og campusleder skal Kristina Britt Olesen indgå i ledergruppen på Campus Holstebro og bidrage til at udvikle Campus Holstebro som et attraktivt studiested med fokus på studiemiljø, lokale samarbejder og kobling til VIAs strategi.

Ambitiøse mål om at gøre en forskel

Kristina Britt Olesen glæder sig til rollerne som uddannelsesleder og campusleder og håber, at hun kommer til at gøre en forskel for både studerende og medarbejdere.

”Jeg er ambitiøs på ergoterapeutuddannelsens og ergoterapeutfagets vegne og ser meget frem til ledelsesopgaverne og til at få sat den nye reform i spil i den praktiske hverdag i tæt samarbejde med de ansatte på uddannelsen,” siger Kristina Britt Olesen og tilføjer:

”For mig er medarbejdere og kolleger centrale aktører, og jeg glæder mig også meget til at samarbejde med VIAs øvrige sundhedsuddannelser i Aarhus, Herning, Holstebro, Horsens og Randers samt med sygeplejerskeuddannelsen og forskningsområdet i VIA og med de øvrige ergoterapeutuddannelser i Danmark”. 

Kristina Britt Olesen ser ergoterapeutuddannelsen som vigtig for sundhedsvæsnet og henviser til, at uddannelsens kombination af forskningsbaseret teori og praksis med fokus på rehabilitering, velfærdsteknologi, tværprofessionelt samarbejde, brugerinddragelse og løsninger på aktivitetsudfordringer skaber specialiseret og højt kvalificeret arbejdskraft til både psykiatrien, hospitaler, specialinstitutioner, genoptræningscentre, sundhedscentre samt arbejdsmiljøkonsulentfirmaer.

“I rollen som campusleder ser jeg frem til at bidrage til den fælles udvikling af Campus Holstebro i tæt samarbejde med de øvrige ledere på campus – både fagligt, organisatorisk og arbejdsmiljømæssigt,” understreger Kristina Britt Olesen.

Sætter gammel stationsbygning i stand

Før Kristina Britt Olesen i 2020 blev ansat som daglig leder af handicap og psykiatri i Ringkøbing-Skjern Kommune, var hun i perioden fra 2017 til 2020 først ergoterapeut i socialpsykiatrien i Holstebro Kommune og dernæst udviklingskonsulent i Viborg Kommune.

Fra 2013 til 2016 var Kristina Britt Olesen ergoterapeutisk medarbejder på Struer Aalkjær Kollegium, hvor hun arbejdede med børn og unge med sociale og psykiske udfordringer med fokus på støtte i hverdagsliv, mestring og deltagelse i aktiviteter. 

Privat bor Kristina Britt Olesen i Vestjylland med sin kæreste og sin yngste datter, mens hendes to ældste børn er flyttet hjemmefra. 

I fritiden er hun med til at renovere en gammel stationsbygning, som parret sammen sætter i stand. Kristina Britt Olesen nyder desuden naturen og nærhed til skov og Vesterhavet, ligesom hun prioriterer kvalitetstid med familie og venner og hver uge spiller paddel med en gruppe veninder.

Jesper Skorstengaard

Jesper Skorstengaard er begejstret for den nye rekruttering.

Stor erfaring og inddragende ledelsesstil

Jesper Skorstengaard, der er uddannelsesdekan for VIAs sundhedsuddannelser til bandagist, bioanalytiker, ergoterapeut, fysioterapeut, professionsbachelor i ernæring og sundhed, psykomotorsk terapeut samt radiograf, er begejstret for den nye rekruttering.

"Kristina kommer med en stærk faglighed og solid viden om ergoterapipraksis og ergoterapiens betydning i det tværfaglige samarbejde med andre sundhedsuddannelser. Samtidig bringer hun stor energi og klare ambitioner med sig for at udvikle ergoterapeutuddannelsen og styrke rekrutteringen af ergoterapeutstuderende i Region Midtjylland. Endnu et plus er, at Kristina er vant til at arbejde strategisk, sætte retning og bidrage til kvalitetsudvikling, og hun har desuden betydelig viden om digitalisering og bæredygtige løsninger,” pointerer Jesper Skorstengaard.

Han fremhæver videre, at Kristina Britt Olesen lægger vægt på et godt arbejdsmiljø gennem en åben, dialogbaseret og inddragende ledelsesstil og formår at skabe følgeskab gennem tydelighed, kommunikation, samarbejder, nærvær samt evnen til at motivere og udvikle sine medarbejdere.

Kontakt for yderligere information:

Jeppe Skorstengaard
Kristina Britt Olesen

Relaterede artikler