Forskergruppen fra VIA University College har desuden interviewet lærere i henholdsvis matematik, engelsk, tysk, historie, samfundsfag, biologi, fysik/kemi og geografi på mellemtrinnet og i udskolingen for at få viden om deres erfaringer med at undervise elever med ordblindhed og om, hvad der virker bedst.
Helle Bundgaard Svendsen har desuden sammen med forskerkollegerne Sara Mose Lindholm Kirkeby, Nina Berg Gøttsche, Helle Bonderup, Marianne Samuelsson Laursen og Heidi Kathrine Fisker Andersen afdækket resultaterne af de seneste 10 års danske forsknings- og udviklingsprojekter med fokus på ordblinde elevers muligheder for at deltage og udvikle sig fagligt i grundskolen.
Vigtigt med kompetenceudvikling
”Vores forskning viser, at der er behov for mere forskning herhjemme i læse- og skriveteknologi, der er målrettet elever med ordblindhed, for at få tilstrækkelig viden på området. Der er desuden behov for, at der bliver sat ind med flere konkrete indsatser i skolen for at kommer elever med ordblindhed i møde,” siger Helle Bundgaard Svendsen og fortsætter:
”Konkret er det i skolen vigtigt at prioritere tidlige indsatser i små grupper for elever, der er i risiko for ordblindhed – blandt andet med målrettet undervisning i skriftens lydprincip. Der er ligeledes behov for løbende at udvikle faglærernes kompetencer, så de er bedst muligt rustet til at understøtte ordblinde elevers brug af læse- og skriveteknologi i undervisningen og til at søsætte tiltag, der styrker den enkelte ordblinde elevs faglige trivsel og udvikling”.
Andre fund fra den netop gennemførte forskning er, at det er gavnligt for elever med ordblindhed, når læreren anvender særlige didaktiske greb.
”For elever med ordblindhed er det fx nyttigt, når lærerne inddrager forståelsesskemaer til problemløsningsopgaver i matematikundervisningen, ligesom brug af læseguides og notatstrategier gør en forskel, når ordblinde elever skal læse fagtekster,” fremhæver Helle Bundgaard Svendsen.
Forskningen viser også, at det har en positiv betydning for elever med ordblindhed, når undervisningsmetoderne bliver varieret, så der eksempelvis indgår spil samt andre legende og kreative tilgange. I fagundervisningen er det tilsvarende gavnligt at inddrage fx podcasts og videoer.

For elever med ordblindhed er det vigtigt at have en lærer med viden om ordblindhed og læse- og skriveteknologi.
Giver ordblinde en stemme
Helle Bundgaard Svendsen understreger, at der i forskningsprojektet er blevet lagt stor vægt på at lade elever med ordblindhed komme til orde og dermed sætte projektets målgruppe i centrum.
De 42 interviewede unge med ordblindhed fortæller, at de oplever, at der er kommet mere viden og åbenhed omkring ordblindhed og læse- og skriveteknologi gennem de seneste år – blandt andet i kølvandet på, at undervisningen er blevet mere digitaliseret, og der er færre tekniske udfordringer end tidligere.
Udviklingen betyder, at de ordblindes hidtidige oplevelse af at være anderledes og skille sig ud, når de sidder i klassen med en computer, er blevet mindre.
”De unge med ordblindhed giver i vores undersøgelse udtryk for, at de i høj grad opfatter deres læse- og skriveteknologi positivt. Den skaber mulighed for, at de kan deltage i undervisningen på lige fod med deres ikke-ordblinde klassekammerater,” fremhæver Helle Bundgaard Svendsen.
De fleste oplever også, at dét at få diagnosen ordblind er positivt, fordi diagnosen giver dem en forklaring på deres udfordringer samt adgang til læse- og skriveteknologi som gode hjælpemidler.
Viden om ordblindhed er vigtig
De interviewede elever understreger dog samtidig, at de har brug for en undervisning, der er tydelig og struktureret, og hvor der er god tid til opgaveløsning og til at få svar på spørgsmål.
Samtidig peger de unge med ordblindhed på, at det er vigtigt for dem, at der bliver inddraget forskellige teksttyper, medier og arbejdsformer i undervisningen, så den ikke er ensformig.
For de ordblinde elever er det tillige afgørende, at der er en god relation og dialog mellem dem og læreren.
”I vores forskning fortæller de involverede unge med ordblindhed, at det betyder meget for dem, at læreren har viden om ordblindhed og om læse- og skriveteknologi, at læreren formår at fremhæve elevens styrker i undervisningen, og at læreren stiller faglige krav, som eleven kan mestre,” pointerer Helle Bundgaard Svendsen og tilføjer:
”Vores undersøgelse viser også, at det styrker trivslen hos elever med ordblindhed, når der er en læsevejleder eller en decideret ordblindelærer, de kan gå til på deres skole. Det tyder også på, at samarbejdet mellem læsevejlederen, lærerteamet og forældrene er vigtigt for, at den enkelte elev med ordblindhed føler sig forstået og støttet”.
Fakta: Hvad er ordblindhed?
Ordblindhed er et medfødt og usynligt handicap, der giver den ordblinde vanskeligheder med at læse og skrive. For ordblinde tager det lang tid at omsætte bogstaver til sproglyde, som er nødvendige for at danne ord.
Det er vurderingen, at der i Danmark er ca. 500.000 borgere med ordblindhed. Det svarer til otte procent af befolkningen.
Kilde: Ordblindeforeningen Danmark.