
Stina Niemi Hansen, som er tiltrådt som uddannelsesleder på sygeplejerskeuddannelsen i Silkeborg pr. 1. oktober 2026.
Stina Niemi Hansen er tiltrådt som uddannelsesleder på sygeplejerskeuddannelsen i Silkeborg pr. 1. oktober 2026. Hun kommer fra en stilling som oversygeplejerske på kræftafdelingen ved Aarhus Universitetshospital i Skejby.
Desuden har Stina Niemi Hansen erfaring fra Mave-, Tarm- og Brystkirurgisk Afsnit på Regionshospitalet Viborg som henholdsvis sygeplejerske, forløbskoordinator, projektleder, souschef og oversygeplejerske, Stina Niemi Hansen kommer dermed til VIA University College med indgående ledelses- og driftserfaring fra praksis.
Hun har tillige stor erfaring med at arbejde med strategi, udvikling, kvalitetsstyring, optimering af arbejdsprocesser, implementering af organisatoriske forandringer samt budget-, ressource- og kapacitetsstyring.
Uddannet som sygeplejerske og master
Stina Niemi Hansen lægger som leder stor vægt på tillid, dialog, engagement og involvering. Andre vigtige nøgleord, som beskriver den nye uddannelsesleders ledelsesstil, er samarbejde, fagligt ansvar, arbejdsglæde og tydelighed.
Uddannelsesmæssigt dimitterede Stina Niemi Hansen fra Sygeplejerskeuddannelsen hos VIA University College i Viborg i 2013.
I 2026 har hun færdiggjort en masteruddannelse i læreprocesser med specialisering i ledelses- og organisationspsykologi fra Aalborg Universitet.
Herudover har hun gennemført et lederudviklingsforløb i Region Midtjylland.
Ansvar for ledelse, drift og udvikling
I stillingen som uddannelsesleder for Sygeplejerskeuddannelsen hos VIA University College i Silkeborg kommer Stina Niemi Hansen til at stå i spidsen for de ca. 120 sygeplejerskestuderende, der bliver optaget på uddannelsen hvert år, samt for medarbejderstaben, der omfatter to teamkoordinatorer, 21 undervisere (adjunkter og lektorer) samt én administrativ medarbejder.
Konkret får Stina Niemi Hansen ansvar for den faglige, pædagogiske og organisatoriske ledelse af sygeplejerskeuddannelsen i Silkeborg. Ansvarsområdet omfatter blandt andet den daglige drift, personaleledelse samt den fortsatte udvikling af uddannelsen – herunder implementeringen af reformen for sygeplejerskeuddannelsen, som træder i kraft i august 2027.
I jobbet får Stina Niemi Hansen et tæt samarbejde med uddannelsesdekanen for VIA Sygeplejerskeuddannelsen og med lederne på VIAs øvrige udbud for sygeplejerskeuddannelsen i Aarhus, Randers, Horsens, Viborg, Herning og Holstebro.
Samtidig skal Stina Niemi Hansen være en vigtig brobygger mellem uddannelsen og dens samarbejdspartnere – både internt på Campus Silkeborg og i VIA generelt samt i kommuner, region og klinisk praksis.
Privat bor hun i Aarhus C med sin ægtefælle og er mor til to voksne børn, der er flyttet hjemmefra.
Stillingen som uddannelsesleder for VIA Sygeplejerskeuddannelsen Silkeborg overtages efter Marianne Selmer, der fratrådte i august 2026.