Uddannelsesleder med både 25 års og 10 års jubilæum

Lene Kirk har været ansat i staten siden 2001 og har siden 1. oktober 2016 været uddannelsesleder for VIA Fysioterapeutuddannelsen Holstebro.

Lene Kirk, uddannelsesleder for fyioterapeutuddannelsen ved VIA University College i Holstebro

Uddannelseslederen for fysioterapeutuddannelsen hos VIA University College i Holstebro, Lene Kirk, kunne den 15. september 2026 fejre 25 års jubilæum som ansat i staten – i de første 15 år som underviser af fysioterapeutstuderende. 

Snart venter endnu en mærkedag. Den 1. oktober 2026 har Lene Kirk nemlig 10 års jubilæum som uddannelsesleder for VIA Fysioterapeutuddannelsen Holstebro, hvor hun har ansvar for faglig ledelse, personaleledelse, udviklingsledelse og økonomisk ledelse.

Frem for at få holdt en reception har Lene Kirk valgt at slå de to jubilæer sammen og fejre dem over en fælles frokost med ’sine’ undervisere.

Netop underviserne på fysioterapeutuddannelsen i Holstebro er Lene Kirks primære samarbejdspartnere i det daglige – ud over de øvrige ledere på Campus Holstebro samt lederne og uddannelsesdekanen for alle sundhedsuddannelserne hos VIA University College. 

På sundhedsområdet uddanner VIA til fysioterapeut, ergoterapeut, sygeplejerske, bioanalytiker, radiograf, bandagist, psykomotorisk terapeut, sundhedsadministrativ koordinator samt professionsbachelor i ernæring og sundhed.

Fysioterapeut med videreuddannelser

Lene Kirk er uddannet som fysioterapeut fra fysioterapeutuddannelsen i Odense i 1990. 

I de første år efter dimission arbejde hun på en fysioterapeutklinik, ligesom hun videreuddannede sig inden for forskellige fysioterapeutiske behandlingsmetoder.

Da Lene Kirk i 2001 startede karrieren som underviser af fysioterapeutstuderende i Holstebro, gennemførte hun sideløbende en masteruddannelse i professionsudvikling.

Uddannelse med masser af udvikling

Når Lene Kirk ser tilbage, ser hun 25 år med stor arbejdsglæde og med kontinuerlig udvikling – både i sine 15 år som underviser og 10 år som uddannelsesleder. I jobbet har hun altid lagt stor vægt på samarbejde. 

”Fysioterapeutuddannelsen har bestemt ikke stået stille, hverken fagligt, pædagogisk eller didaktisk. Der er løbende blevet udviklet på både fagligt indhold og måden at organisere undervisning på, så uddannelsen matcher behovene i sundhedsvæsenet og deltager i den professionsfaglige udvikling,” fremhæver Lene Kirk og tilføjer:

”Desuden har de studerende ændret sig over årene, fx hvad angår deres tanker om at tage en uddannelse. Det har krævet udvikling af pædagogikken og af den didaktiske planlægning af undervisningen, hvilket har været spændende og udviklende”.

Prioriterer høj uddannelseskvalitet

Lene Kirk fortæller, at hendes hovedprioritet i alle årene som underviser og leder har været at arbejde for en god, lokal fysioterapeutuddannelse, som sikrer et godt læringsmiljø med høj uddannelseskvalitet for de studerende. 

Samtidig har hun haft fokus på at skabe et godt studie- og arbejdsmiljø. 

I denne tid bruger Lene Kirk særlig meget tid på at tilpasse fysioterapeutuddannelsen til kravene og ambitionerne i den politisk besluttede reform af professionsuddannelserne. Reformen, der træder i kraft for sundhedsuddannelserne fra august 2027, indebærer blandt andet, at uddannelserne skal have endnu mere fokus på sammenhæng mellem uddannelse og praksis.

Fremtiden ser lys ud

”Vi har allerede en meget stærk fysioterapeutuddannelse i Holstebro, men med den nye studieordning bliver flere studieforløb styrket yderligere. Vi har hver eneste dag fokus på at udvikle de studerende med stærk faglighed, og samtidig er der stort fokus på læringsfællesskaber og studentertrivsel. Dét er vi kendte for, så jeg er sikker på, at fysioterapeutuddannelsen har positive fremtidsudsigter,” siger Lene Kirk.

Hun understreger, at uddannelsen – trods faldende ungdomsårgange og en tendens blandt unge til at søge uddannelser i de store byer – stort set fylder sine 80 studiepladser hvert år.

Lene Kirk vurderer også, at fremtiden ser lys ud for professionen som fysioterapeut.

”Der ligger nye og spændende forventninger til fysioterapeuter om at tage et større ansvar i sundhedsvæsenet – blandt andet ved at være første kontakt i borgernes møde med sundhedsvæsenet samt med at indgå i tværfaglige sammenhænge med en tydelig faglighed. Det kræver stor opmærksomhed på de faglige kompetencer hos fysioterapeuterne,” betoner Lene Kirk. 

Ekstra opgave som campusleder

Hun har sideløbende med stillingen som uddannelsesleder for VIA Fysioterapeutuddannelsen Holstebro været campusleder for Campus Holstebro siden 2018. Dén opgave giver hun fra 1. januar 2027 videre til lederen af VIAs ergoterapeutuddannelse i Holstebro, Kristina Britt Olesen.

”Den vigtigste opgave som campusleder er at arbejde for at fremme sammenhæng på campus – for mit vedkommende mellem de otte uddannelser, mellem de i alt ca. 1.500 studerende og mellem de tæt på 200 ansatte på Campus Holstebro,” forklarer Lene Kirk og fortsætter:

”Min ambition i rollen som campusleder har lige fra start været at arbejde for et godt og tillidsfuldt miljø, hvor der både er fokus på faglig udvikling og sociale relationer. Samtidig har jeg arbejdet for et godt samarbejde med det omkringliggende samfund og med de professioner, vi uddannelser til, så alle ved, at der ligger en campus i Holstebro med gode uddannelser og et godt studiemiljø”.

VIAs Campus Holstebro uddanner til fysioterapeut, ergoterapeut, sygeplejerske, socialrådgiver, lærer, pædagog, byggetekniker og bygningskonstruktør. 

Lene Kirk er 63 år og bor privat i Viborg sammen med sin ægtefælle, der er gymnasielærer. Parret har to voksne børn og to børnebørn. Lene Kirks primære fritidsinteresse er at vandre i naturen, ligesom hun er glad for at læse bøger.

Yderligere oplysninger fås hos:

Relaterede artikler