VIA i Holstebro udvikler ny praktikmodel

Socialrådgiveruddannelsen på VIA i Holstebro og beskæftigelsesområdet i Holstebro Kommune har fået over 2,2 millioner kroner til at skabe et nyt praktikformat. Når den nye praktikmodel er udviklet og testet, skal den udbredes andre steder i landet.

Jobcenterchef Birgitte Frydensbjerg og uddannelsesleder Lise M. Lester

Jobcenterchef Birgitte Frydensbjerg fra Holstebro Kommune (t.v.) og uddannelsesleder Lise M. Lester fra VIA Socialrådgiveruddannelsen i Holstebro styrker deres samarbejde i nyt pilotprojekt.

Fremtidens socialrådgivere skal være endnu bedre til at omsætte teori til praktisk handling. Samtidig skal de socialrådgiverstuderende være bedre rustet til at møde borgerne efter endt uddannelse. 

Dét er afsættet for et nyt projekt med titlen ’Sammen om professionsdannelse’. 

Målet med projektet er at udvikle og afprøve et nyt praktikformat for socialrådgiverstuderende, som indebærer, at der bliver etableret et styrket samarbejde mellem uddannelsessted og kommune.

I det nye pilotprojekt styrker socialrådgiveruddannelsen hos VIA University College i Holstebro derfor samarbejdet med Holstebro Kommune som praktiksted og arbejdsplads. Hvert år er syv socialrådgiverstuderende fra VIA i praktik på beskæftigelsesområdet i Holstebro Kommune.

Nye reformer kræver styrket samarbejde

Projektet ’Sammen om professionsdannelse’ er søsat i kølvandet på den nye studieordning for socialrådgiveruddannelsen, der er netop trådt i kraft. Her er der et særligt fokus på fx de studerendes kommunikationskompetencer og på professionel dannelse i et komplekst fag. 

Baggrunden for pilotprojektet er tillige, at der politisk er vedtaget en reform af beskæftigelsesområdet, som fra næste år blandt andet stiller større krav til socialrådgiveres faglighed, dømmekraft og kommunikation med borgerne.

VIA University College og Holstebro Kommune understreger, at der er behov for et styrket og mere forpligtende samarbejde mellem professionshøjskole og kommune for at indfri visionen i reformerne. Konkret er der brug, at det nye praktikformat fører til en øget vekselvirkning mellem praktiksted og studieretning, så undervisningen bliver mere virkelighedsnær, og så de kommunale praktikvejledere i højere grad bliver ’meduddannere’.

Lise M. Lester
"Midlerne giver os en unik mulighed for at indgå i et konkret udviklingsarbejde med afsæt i uddannelsesreformens hensigt om, at socialrådgiveruddannelsen og praksis skal knyttes tættere på hinanden".

Lise M. Lester, uddannelsesleder på VIA Socialrådgiveruddannelsen i Holstebro

Millionbeløb fra Uddannelses- og Forskningsstyrelsen

Lise M. Lester, der er uddannelsesleder på VIA Socialrådgiveruddannelsen i Holstebro, fortæller, at pilotprojektet ’Sammen om professionsdannelse’ har modtaget godt 2,2 millioner kroner fra Uddannelses- og Forskningsstyrelsen til at blive gennemført.

”Midlerne giver os en unik mulighed for at indgå i et konkret udviklingsarbejde med afsæt i uddannelsesreformens hensigt om, at socialrådgiveruddannelsen og praksis skal knyttes tættere på hinanden. Projektet vil betyde, at de studerende kommer til at opleve en større sammenhæng mellem teori og praksis, end de gør i dag. Allerede i dag har vi et godt samarbejde med praksis, men med det styrkede samarbejde og det nye praktikformat får vi et tydeligere fokus på sammenhængen mellem praksis og uddannelse,” fastslår Lise M. Lester.

Hun fortæller videre, at det nye praktikformat, der bliver udviklet i den kommende tid, skal afprøves i Holstebro i foråret 2028 for socialrådgiverstuderende fra VIA, der er i deres anden praktik på beskæftigelsesområdet i Holstebro Kommune. Undervejs indgår forskere fra blandt andet Aalborg Universitet som følgegruppe.  

Målet er, at praktikmodellen fra Holstebro på sigt skal udbredes og anvendes flere steder i landet.

Mere kobling og hands-on erfaring 

Jobcenterchef Birgitte Frydensbjerg fra Holstebro Kommune påpeger, at der i projektet ’Sammen om professionsdannelse’ er fokus på at ’danne’ og samskabe socialrådgivernes profession gennem en tættere kobling mellem fremtidens beskæftigelsesområde og socialrådgiveruddannelsens undervisning og teori.

To piger kigger på computerskærm

Holstebro Kommune har i gennemsnit 22 socialrådgiverstuderende fra VIA i Holstebro i praktik om året. Heraf er de syv i praktik på beskæftigelsesområdet i kommunen.

”Praktikvejledere på beskæftigelsesområdet i Holstebro Kommune og undervisere på socialrådgiveruddannelsen hos VIA i Holstebro skal indgå mere aktivt både før, under og efter praktikken. Dermed vil de studerende også opleve en tydeligere fælles ramme om praktikforløbet,” forklarer Birgitte Frydensbjerg og tilføjer:

”Praktiksteder skal ikke blot være steder, hvor de studerende øver sig. De skal være lærings- og dannelsesmiljøer, hvor de studerende får mulighed for at koble det, de lærer på studiet, med den virkelighed, de møder i praksis. Samtidig skal erfaringerne fra praksis være med til at kvalificere de studerendes læring på studiet. På den måde bygger vi bro mellem uddannelse og praksis og styrker de studerendes professionsdannelse, så de står stærkere, når de skal træde ind i rollen som socialrådgiver”.

Flere oplysninger fås hos:

Relaterede artikler