
Under besøget på Campus Aarhus C holdt R. Scott Evans (i midten med briller) og Audrey R. Boklage (til højre for R. Scott Evans) fra Texas InventionWorks ved The University of Texas at Austin møde med bl.a. Niels Schmidt, der er programleder for VIA Makerspaces (til venstre for R. Scott Evans).
To af toplederne fra universitetet i Texas har besøgt Campus Aarhus C for at blive klogere på, hvordan VIA anvender makerspaces til at understøtte undervisning og styrke de studerendes innovative kompetencer.
Konkret deltog de amerikanske gæster i Makerday 5 på forløbet ’Train-the-trainer 2.0 - We are all makers’, og de bidrog begge med sparring og feedback til deltagernes projekter.
Forløbet ’Train-the-trainer 2.0’ er støttet af Fonden for Entreprenørskab og har fokus på at styrke underviseres arbejde med innovation, entreprenørskab og makerspace-baserede læringsaktiviteter.
”Audrey R. Boklage, der sidder i ledelsen af Texas InventionWorks (TIW) ved The University of Texas at Austin kontaktede os, da hun var stødt på noget af det arbejde, som Niels Schmidt, der er programleder for VIA Makerspaces, havde lavet i forbindelse med Fab Academy i Barcelona. Audrey R. Boklage ønskede at få mere at vide om VIA Makerspaces, og det blevet starten på gensidig videndeling,” fortæller Erik Løvgren, der er leder af erhvervsrelationer og entreprenørskab i VIA.

Erik Løvgren, leder af erhvervsrelationer og entreprenørskab i VIA.
Ros fra amerikanske gæster
Før Audrey R. Boklage kontaktede VIA, havde hun og kollegaen R Scott Evans besøgt makerspaces på universiteter i både USA og Europa.
”De to var imidlertid særligt interesserede i at få viden om erfaringer med VIA Makerspaces, fordi vi i VIA kobler makerspaces, læring og didaktik og tænker didaktik ind i kompetenceudviklingen af underviserne. Særligt fik vi ros fra Audrey R. Boklage og R. Scott Evans for, at VIA Makerspaces bygger på et mindset, der tager udgangspunkt i muligheder frem for begrænsninger og har fokus på en eksperimenterende og entreprenant tilgang,” fremhæver Erik Løvgren.
Han tilføjer, at VIA også får indsigt i forskning og erfaringer fra The University of Texas om, hvordan makerspaces kan understøtte undervisning og styrke studerendes innovative kompetencer.