VIA skal i EU-projekt være med til at gentænke tekstilindustriens indfarvningsmetoder

Et nyt EU-finansieret forsknings- og innovationsprojekt skal reducere tekstilindustriens forbrug af vand og kemikalier markant. VIA får en central rolle i at udvikle nye designmetoder, der flytter indfarvningen frem i produktionsprocessen og gør variation til en styrke frem for en fejl.

Fra venstre er det forskningsleder og docent Anne Louise Bang og forskningsmedarbejder Astrid Tolnov Larsen fra VIA i Herning sammen med lektor Maarit Salolainen og ph.d. Helmiina Hierviniemi fra Aalto University i Finland.

Her er fire af de forskere, der er involveret i MELANGE-projektet. Fra venstre er det forskningsleder og docent Anne Louise Bang og forskningsmedarbejder Astrid Tolnov Larsen fra VIA i Herning sammen med lektor Maarit Salolainen og ph.d. Helmiina Hierviniemi fra Aalto University i Finland.

Indfarvningen er blandt de mest ressourcekrævende elementer i produktionen af tekstiler. Dét skyldes i høj grad, at tekstiler traditionelt bliver indfarvet sent i fremstillingsprocessen, hvilket kræver store mængder vand, energi og kemikalier for at opnå et ensartet farveresultat. 

Netop kravet om ensartede produkter er også en klimamæssig udfordring, fordi det gør det vanskeligt at anvende genanvendte materialer og bio-fibre, da de varierer i farve.  

Et nyt treårigt Horizon Europe-projekt med titlen MELANGE skal nu være med til at ændre dén tilgang. VIA University College spiller en central rolle i projektet.

”Forventningen er, at det ved at flytte indfarvningen til begyndelsen af værdikæden er muligt at reducere forbruget af vand og kemikalier med op til 50 procent sammenlignet med traditionelle indfarvningsprocesser,” fremhæver forsknings- og udviklingsleder Poul-Erik Jørgensen fra Center for tekstil, design og cirkularitet ved VIA University College i Herning.

Poul Erik Jørgensen

Poul-Erik Jørgensen, forsknings- og udviklingsleder ved VIA University College i Herning.

Han tilføjer, at MELANGFE-projektet har fokus på interiørtekstiler i form af møbelstoffer og gardiner. Interiørtekstiler udgør omkring en tredjedel af den globale tekstilproduktion, men har ofte fået mindre opmærksomhed i den grønne omstilling af tekstilbranchen. 

VIA bygger bro mellem fortid og fremtid

Konkret skal VIA University College i projekt MELANGE udvikle designmetoder, der kobler historisk viden om tekstilfremstilling med fremtidens produktionsformer. 

Helt specifikt får forskere fra Center for tekstil, design og cirkularitet ved VIA University College i Herning ansvar for at udvikle nye melangeeffekter fra fiber til færdigt tekstilprodukt.  

"Vi forventer, at koblingen mellem tekstilhåndværkets kulturarv og fremtidens tekstilproduktion vil udvide de æstetiske muligheder for indfarvning af interiørtekstiler. Målet er at understøtte en mere cirkulær og ressourceeffektiv produktion,” forklarer docent Anne Louise Bang fra Center for tekstil, design og cirkularitet ved VIA University College i Herning.

Ser farveforskelle som æstetisk kvalitet

MELANGE-projektet tager udgangspunkt i indfarvning på fiberniveau – blandt andet gennem en særlig indfarvningsteknik og brug af naturligt farvede fibre. 

Samtidig ser projektet variationer i farve som en æstetisk kvalitet og et udtryk for produktets unikke karakter i stedet for at betragte det uensartede som en fejl. 

Inspirationen kommer blandt andet fra den italienske tekstiltradition i Prato, hvor genanvendte fibre bliver blandet efter nuance uden behov for efterfølgende overfarvning.  

Samarbejdspartnerne i projektet MELANGE

Her ses samarbejdspartnerne i Melange-projektet.

Et samlet budget på 30 millioner kroner

I MELANGE-projektet er der ni samarbejdspartnere fra syv europæiske lande med et fælles mål at udvikle mere bæredygtige indfarvningsmetoder til interiørtekstiler. 

Ud over indfarvning arbejder projektet desuden med at ændre tekstilbranchens produktionspraksis, forretningsmodeller, markedsføring og standarder ud fra en ambition om at skabe varige forandringer i den europæiske interiørtekstilindustri.

Aalto University i Finland leder det nye projekt, som er et Horizon Europe-projekt med medfinansiering fra Den Europæiske Union. Det samlede budget er på næsten 30 millioner kroner.

Kontakt:

Anne Louise Bang
Poul-Erik Jørgensen

Relaterede artikler