
Helle Kruuse-Andersen, der er prorektor ved VIA University College, er blevet valgt som medlem af bestyrelsen for partnerskabet Health Innovation Aarhus (HIA), der har innovation til gavn for sundhedsvæsnet og borgerne i Region Midtjylland som omdrejningspunkt.
Konkret arbejder alle de i alt 90 offentlige og private medlemmer af HIA med at udvikle tiltag, der kan være med til at løse mange af de udfordringer, som sætter sundhedsvæsnet og det danske velfærdssamfund i det hele taget under alvorligt pres.
Partnerne i Health Innovation Aarhus har blandt andet fokus på at skabe forbedrede arbejdsgange og effektiviserende it-løsninger, som frigiver tid til behandling og omsorg, når vi fremover fortsat står over for en væsentlig stigning i antallet af ældre patienter med multisygdom – samtidig med at der er et fald i antallet af danskere, der drømmer om en karriere som sundhedsprofessionelle.
Eksempelvis arbejder HIA med at få udviklet og implementeret tiltag, der kan bringe antallet af ambulante konsultationer i sundhedsvæsnet ned, ligesom der er fokus på, hvordan AI kan bruges i ældreplejen.
Interessant og relevant medlemskab for VIA
Helle Kruuse-Andersen glæder sig over VIAs medlemskab af og bestyrelsespost i Health Innovation Aarhus og understreger, at VIA University College med ni vigtige sundhedsfaglige grunduddannelser og en stor aktivitet af både forskning og efter- og videreuddannelser er en afgørende aktør i udviklingen og i det samlede sundhedsvæsen i Region Midtjylland.
Hun peger på, at VIA University College i høj grad kan bidrage til løsninger, der gør en forskel for sundhedspersonalet, borgerne og samfundet, og som populært sagt får sundhedsvæsnet – både hospitalerne, ældreplejen og borgere i eget hjem – til at køre længere på literen.
”For VIA er det som uddanner af sundhedsprofessionelle og med vigtig, praksisrettet forskning på sundhedsområdet særdeles interessant og relevant at være med i Health Innovation Aarhus.
Partnerskabet skaber et kæmpe potentiale for, at medlemmerne både hver for sig og gennem samarbejder på tværs skaber værdi for sundhedsområdet og borgerne i Region Midtjylland,” fremhæver Helle Kruuse Andersen og tilføjer:
”Med bestyrelsesposten i HIA får vi endnu større adgang til både offentlige og private aktører og dermed muligheder for nye samarbejdsrelationer inden for hele vores opgavefelt. et er min ambition, at vi kan bringe såvel undervisere som studerende i spil i de nødvendige innovationstiltag, vi kommer til at igangsætte de kommende år”.
I front med sundhedsinnovation
Health Innovation Aarhus er et samarbejde mellem førende sundheds- og vidensinstitutioner samt innovative virksomheder, der udvikler sundhedsløsninger. Partnerskabet bliver løbende udvidet med flere aktører med base i Midtjylland.
”Ved at være et partnerskab med 90 aktører som medlemmer er HIA i front med at udvikle sundhedsinnovation, at skabe løsninger på udfordringerne i sundhedsvæsnet, at tiltrække investeringer og at brande Aarhus og hele den midtjyske region som ekstraordinær stærk på feltet sundhedsinnovation,” pointerer Helle Kruuse-Andersen.
Hun ser det som en stor styrke, at HIA rummer både store offentlige organisationer og private virksomheder, som på hver deres måde arbejder med sundhedsinnovation og er optaget af at udvikle fremtidens sundhedsvæsen bedst muligt.
Ambitionen er, at HIA fungerer som et økosystem, der tiltrækker både internationale virksomheder, start-ups, studerende, forskere, udviklere og andre fagprofessionelle talenter til den midtjyske region, som i forvejen står stærkt inden for sundhedsinnovation.
Ny bestyrelse vedtager strategi
Health Innovation Aarhus blev etableret i mindre skala i 2022. Men det er først nu, at partnerskabet har fået en bestyrelse.
”I løbet af de kommende måneder vil vi i den nyvalgte bestyrelse tilrette kommissoriet for HIA og vedtage en strategi, der sætter retning for partnerskabets primære fokusområder i den kommende tid,” forklarer Helle Kruuse-Andersen.
De ni bestyrelsesmedlemmer i HIA kommer fra VIA, Aarhus Universitet, Aarhus Universitetshospital, Region Midtjylland, Aarhus Kommune, forskerparken INCUBA samt virksomhederne Systematic, MyMedCards og Emento.
Bestyrelsesformanden er Signe Rønn Sørensen, som er chef for digitalisering, velfærdsteknologi og hjælpemidler i Sundheds- og Omsorgsforvaltningen i Aarhus Kommune. Læge og grundlægger af MyMedCards, Sarah Bach Munkholm, er næstformand i HIA.
Mange af medlemmerne i HIA er virksomheder og forskere, der udvikler software, biotech og hjælpemidler til sundhedssektoren.
Læs mere om Health Innovation Aarhus.