
Eleverne i de i alt 23 stx- og hf-klasser på Viby Gymnasium ved Aarhus kan torsdag den 22. januar 2026 blive klogere på deres muligheder efter gymnasiet, når studerende fra forskellige uddannelser ved professionshøjskolen VIA University College står for undervisningen.
Undervisningsdagen er en del af brobygningsprojektet ’VIA på Vejen’, som er en målrettet indsats for at give hf- og gymnasieelever et indblik i livet som studerende på en professionshøjskole. ’VIA på Vejen’ besøger hvert år et stort antal hf- og gymnasieskoler i hele Region Midtjylland.
Dagen med studenterundervisere skal være med til at inspirere hf- og gymnasieeleverne og gøre dem opmærksomme på den brede vifte af uddannelsesmuligheder, der findes, så de kan træffe et reflekteret uddannelsesvalg efter gymnasietiden.
Øget kendskab til professionshøjskolerne
VIA University College tilbyder 42 forskellige uddannelser med i alt 18.600 studerende fordelt i 11 byer i Region Midtjylland – nemlig Aarhus, Randers, Grenaa, Horsens, Silkeborg, Ikast, Herning, Holstebro, Nørre Nissum, Viborg og Skive.
Imidlertid er der mange gymnasieelever, der ikke ved meget om de mange uddannelsesmuligheder ved professionshøjskolerne.
”Undersøgelser viser, at det kun er omkring halvdelen af gymnasieeleverne, der kender til professionshøjskolernes mange forskellige uddannelser og det faktum, at undervisningen veksler mellem teori, praksis og praktik ’ude i virkeligheden’. Det er derfor, at VIA University College har sat sig for at bygge bro til gymnasieskoler gennem projektet ’VIA på Vejen’,” fortæller Anne Kathrine Bay Vestergaard, der er projektleder for VIAs brobygning til ungdomsuddannelser.
Oplæg om AI, trivsel og kroppen
De VIA-studerende, der overtager undervisningen på Viby Gymnasium den 22. januar, kommer fra VIAs uddannelser til lærer, pædagog, socialrådgiver, fysioterapeut, ergoterapeut, bioanalytiker, psykomotorisk terapeut, softwareingeniør, klimaingeniør, bygningskonstruktør, designer samt uddannelsen Computer Graphic Arts.
Studenterunderviserne vil præsentere eleverne fra de 23 klasser på Viby Gymnasium for den uddannelse, de selv kommer fra, og for relevante cases, der har med studiet og faget at gøre. Derudover vil de fortælle om studielivet på VIA og om deres egne overvejelser i forbindelse med studievalget.
VIAs studerende har planlagt oplæg under overskrifterne: ’Kunstig intelligens: Fremskridt eller fare?’, ’Robotterne kommer!’, ’Gamification – alle kan være med!’, ’Boost trivsel og læring’, ’Kan man vælge at være omsorgsfuld?’, ’Fra ”Kommunekælling” til ”Kloge-Åge” – når ord skaber virkelighed’, ’Kend din krop – den arbejder 24/7’, ’Træningsplaylisten’, ’Kropsdetektiven: Kend din anatomi og løs kroppens gåder’, ’Fordomme og ulighed i sundhed’, ’Når du mister evnen til at spise din aftensmad’, ’Når hverdagen bliver en kamp – og en sejr!’, ’Hvem føler smerte?’, ’Alt det, du ikke ved, du mærker’, ’Social Grounding: Stå stærkt med andre’, ’Software engineering – The Importance of Cybersecurity’, ’From Code to Creativity: How Software Engineers Solve Problems’, ’A Drough Beneath the Surface: Consequenses of Groundwater Overuse’, ’Det er bare en fase’, ’Fra idé til skitse – skab dit eget møbel’, ’Hvor klog kan din telefon gøre dig på 10 minutter?’, ’Design en bedre skole’ og ’Design af film og spil’.
De mange muligheder gør det svært
”Vi ved fra tidligere arrangementer med ’VIA på Vejen’, at det er til stor inspiration for hf- og gymnasieelever at komme i dialog med studerende fra videregående uddannelser og kunne få svar på spørgsmål. ’VIA på Vejen’ hjælper de unge med at finde vej i junglen af forskellige uddannelsesmuligheder. Vores erfaring er, at når VIA-studerende har været ude og fortælle om deres studier, så bliver mange gymnasieelever interesserede i at blive uddannet på en professionshøjskole,” siger Anne Kathrine Bay Vestergaard.
Uddannelseschef Morten Sjelborg-Sørensen fra Viby Gymnasium ser frem til, at ’VIA på Vejen’ kommer forbi og overtager undervisningen på torsdag den 22. januar 2026.
”Mange unge mennesker er i tvivl om, hvad der vil være den rette faglige hylde for dem. Derfor er det vigtigt at få indblik i forskellige studiemuligheder, også dem man måske ikke selv havde tænkt på. Og det virker godt, når det er studerende, der selv for kort tid siden gik i gymnasiet, der kommer ud og fortæller om deres studievalg,” fremhæver Morten Sjelborg-Sørensen.
Presseinvitation:
Pressen er velkommen til at være med og få interviews, når studerende fra videregående uddannelser ved VIA University College overtager undervisningen af de 23 stx- og hf-klasser på Viby Gymnasium torsdag den 22. januar 2026 kl. 08.45-14.00.
Adressen er: Viby Gymnasium, Søndervangs Allé 45, 8260 Viby J.