VIAs designuddannelser i Aarhus er flyttet til nye lokaler i det kreative miljø på Sydhavnen

De studerende på uddannelserne Design og Business og Beklædningshåndværker hos VIA University College i Aarhus er flyttet fra Ceresbyen til Sydhavnen for at være en del af det kreative kraftcenter i den nye bydel.

Undervisning af studerende på VIAs designuddannelser i nye lokaler på Sydhavnen i Aarhus

Designuddannelserne hos VIA University College i Aarhus er netop flyttet ind i spritnye lokaler i den nye bydel Sydhavnen. Den 23. februar 2026 er der indvielsesreception, hvor blandt andet Aarhus-borgmester Anders Winnerskjold holder tale. 

Det er studerende på professionsbacheloruddannelsen Design og Business og erhvervsuddannelsen Beklædningshåndværker, der er flyttet fra VIAs Campus Aarhus C i Ceresbyen til den nyopførte bygning ’Fabrikken’ på Kalkværksvej 22 i Sydhavnen, hvor der efter sommerferien bliver i alt 250 studerende. 

VIAs studerende inden for tøjdesign og livsstilsbranchen huserer på både 2., 3. og 4. etage. 

I indretningen af de nye rammer er der lagt vægt på moderne design med ansvarlige valg af møbler og materialer. Fx er nogle borde produceret af overskudstræ fra vinduesproduktion, mens andre borde består af gamle bordben med nye bordplader lavet af sammenpresset genbrugstekstil. Endnu et eksempel er skabe, som er fremstillet af gamle reoler fra Grundfos.

Et kreativt og inspirerende miljø

”Med flytningen til Sydhavnen er VIAs designuddannelser i Aarhus rykket ind i et kreativt erhvervsområde, hvor design-, mode- og kulturaktører allerede er en del af hverdagen. For de studerende betyder den nye placering nærhed til det miljø, de er ved at uddanne sig ind i – samt gode muligheder for at spejle sig i den faglighed og praksis, de fremover bliver en del af,” pointerer Gitte Nørgaard, der er uddannelsesdekan for storytelling-, design- og businessuddannelserne hos VIA University College i Aarhus, Herning og Viborg.

Gitte Nørgaard

Gitte Nørgaard, uddannelsesdekan ved VIA University College.

Konkret har VIAs designuddannelser lejet sig ind i én af de tre bygninger, som entreprenørvirksomheden A. Enggaard har nyopført i Sydhavnen, og hvor også Det Jyske Kunstakademi samt Lifestyle & Design Cluster er flyttet ind – et stenkast fra Aarhus Billedkunstcenter og det øvrige kreative vækstlag i området. 

”Nærheden giver grobund for relationer, samarbejder og gensidig inspiration – både mellem uddannelser og virksomheder og på tværs af kreative fagmiljøer. Det betyder noget at være omgivet af mennesker, der arbejder med de samme problemstillinger, materialer og idéer som én selv, og som ser potentiale i at bruge design og kreativitet til at udvikle forretninger,” understreger Gitte Nørgaard.

Placering matcher VIAs strategi

Hun ser placeringen i Sydhavnen som en vigtig del af VIAs strategiske arbejde med de kreative uddannelser og betoner, at de kreative fag rummer et stort vækstpotentiale. 

”VIA har den største klynge af kreative uddannelser i Danmark, og vi prioriterer at placere dem dér, hvor de kreative brancher blomstrer. Placeringen af designuddannelserne i Sydhavnen sikrer de studerendes faglige identitet, ligesom den styrker VIAs rekruttering af designstuderende og giver den kompetente arbejdskraft, som de kreative brancher har brug for,” fremhæver Gitte Nørgaard.

Hun peger på, at Sydhavnskvarteret i Aarhus er i gang med en markant transformation fra industriområde til en urban bydel med fokus på kunst, kulturproduktion, uddannelser og kreative erhverv. I området etableres også restauranter, caféer og hoteller, der understøtter et levende byliv. 

”Et kreativt tiltag er desuden, at ’Kulbroen’ i løbet af i år bliver omdannet fra en gammel industribro til en grøn opholds-, gang- og cykelbro, der er inspireret af New Yorks High Line og kommer til at binde Sydhavnskvarteret sammen med Aarhus Midtby,” betoner Gitte Nørgaard.

De studerende på VIAs designuddannelser i Sydhavnen i Aarhus tilbringer mange timer ved symaskiner

De studerende på VIAs designuddannelser i Sydhavnen i Aarhus tilbringer mange timer ved symaskiner.

Bor dør om dør med relevante brancher

Hun påpeger videre, at også VIAs filmuddannelse i Aarhus bor dør om dør med den branche, den er en del af. 

Således har uddannelsen Multiplatform, Storytelling and Production til huse i Filmbyen, der også er en del af den nye, kreative bydel Sydhavnen. 

Tilsvarende ligger animationsuddannelserne hos VIA University College i Viborg side om side med byens stærke inkubationsmiljø for animatorer, og VIAs designuddannelser i Herning er placeret tæt på lokale mode- og tekstilvirksomheder.

Gitte Nørgaard understreger, at VIA bevarer sine designuddannelser i Herning sideløbende med designuddannelserne i Sydhavnen i Aarhus.

”Det er VIAs strategi at fastholde udbuddet af professionsuddannelser bredt i hele Region Midtjylland. På designuddannelserne i Herning har vi et meget stærkt hands-on miljø med laboratorier og værksteder, der giver de studerede faglig indsigt i sammenhængen mellem idé, materiale, produktion og ansvarlighed,” fortæller Gitte Nørgaard.

I indretningen af de nye lokaler på Sydhavnen

I indretningen af de nye lokaler på Sydhavnen til VIAs designstuderende i Aarhus er der lagt vægt på ansvarlige materialevalg.

Her er programmet for indvielsen mandag den 23. februar 2026:

14.00 -14.15     Ankomst og bobler.

14.15 -14.20     Officiel velkomst ved rektor Gitte Sommer Harrits, VIA University College.

14.20 -14.25     Indvielsestale ved borgmester Anders Winnerskjold, Aarhus Kommune.

14.25 -14.30     Tale ved repræsentant fra entreprenørvirksomheden A. Enggaard.

14.30 -14.35     Tale ved indretningsarkitekt Karen Toft om tankerne bag den bæredygtige indretning.

14.35 -16.00     Mulighed for rundvisning.

Yderligere oplysninger fås hos:

Relaterede artikler