Designteknolog med speciale i Purchasing Management (indkøber)

Specialeretning på designteknologuddannelsen

Vil du opbygge samarbejder med leverandører, prisfastsætte virksomhedens produkter og lære om kulturer i andre lande? Så bliv indkøber. 

Om Purchasing Management

  • Indhold & fag

    Designteknolog med speciale i Purchasing Management er en 2-årig erhvervsakademiuddannelse. 

    Designteknolog med speciale i Purchasing Management er for dig, som vil være en central spiller i virksomheden, når der skal samarbejdes med leverandører og udvikles nye produkter.

    På uddannelsen lærer du at arbejde med indkøb og logistik i virksomheder indenfor mode- og livsstilsindustrien. Her bliver du i stand til at vurdere de økonomiske konsekvenser af produkternes konstruktion og materialernes sammensætning samt sourcing på det globale marked.

    Under uddannelsen opbygger du en grundlæggende viden om handels- og økonomiske teorier, så du kan omsætte virksomhedens idégrundlag og strategi i et internationalt marked.

    Fagene giver dig kompetencer til at vurdere de materialer, som knytter sig til modeindustrien, og som produkterne fremstilles af. Det gør dig i stand til at træffe de rette beslutninger, når du eksempelvis skal finde leverandører. Desuden lærer du om materialestrømme, formidling og kulturelle forhold i en global branche.

    På Purchasing Management kan du vælge mellem 3 valgfag. Her kan du komme på studietur til Vietnam og opleve produktionsanlæg på første hånd. Du kan også arbejde med kollektionsudvikling, hvor du lærer at samarbejde med designere om at udvikle de rigtige styles til en kollektion i forhold til efterspørgsel. Eller du kan få undervisning i fremstilling af prototyper i skolens værksteder, så du får indsigt i, hvad det kræver at producere accessories og trim.

    En stærk blanding af teori og praksis

    Styrken i din uddannelse ligger i kombinationen af specialefag, valgfag og fællesfag, hvor du samarbejder med studerende fra uddannelsens øvrige specialer. Det giver dig et stærkt netværk blandt medstuderende og en forståelse for, hvorfor det er vigtigt at samarbejde på tværs af virksomhedens afdelinger, når du senere skal ud i job.

    Virksomhedspraktik er ligeledes vigtigt for at give dig en god indsigt i branchens måde at arbejde på. Her får du unik erfaring, som du kan tage med dig videre i din karriere.

    Du får en kreativ og praksisrettet uddannelse, som er orienteret mod mode- og livsstilsbranchen. Uddannelsen sikrer dig en særlig forretningsforståelse for samspillet mellem design og business. Det gør dig ekstra attraktiv for arbejdsgiverne i branchen.

    Kreativt design- og businessfagligt studiemiljø

    Din uddannelse foregår i et stærkt design- og businessfagligt miljø og i tæt samarbejde med mode- og livsstilsbranchens virksomheder.

    Du har de nyeste teknologier til rådighed i unikke værkstedsfaciliteter og laboratorier, som giver dig rig mulighed for at eksperimenter med prototyper. Desuden får du adgang til højt specialiseret viden og know-how, som er med til at forme din faglighed og fremtid.

    Du kan læse Designteknolog med speciale i Purchasing Management i Herning. Specialet udbydes på Dansk.

    Læs mere om specialets opbygning

  • Job & karriere

    Med en toårig uddannelse som Designteknolog er du klar til et job som indkøbsassistent i mode- og livsstilsbranchen.

    Dit job vil typisk bestå i, at du er indkøber, logistikmedarbejder eller indkøbsansvarlig i et indkøbsteam.

    Du hjælper med at vurdere materialer og produkter, samarbejde med leverandører, igangsætte ordrer og følge op på leveringsaftaler. Du vil ofte indgå i et team, der har tæt samarbejde med design og salg.
     

    Videreuddannelse

    Mange designteknologer vælger at tage overbygningen Professionsbachelor i Design og Business. Denne uddannelse giver mere nuancerede jobmuligheder med et større ansvarsområde.

  • Kontakt

    Du er altid velkommen til at kontakte os, hvis du har spørgsmål.

    Har du spørgsmål om optagelse
    Kontakt studievejleder  

    VIA Design 
    Birk Centerpark
    DK-7400 Herning 

    T: +45 87 55 05 00
    E: herning@via.dk