Henrik er landmand, kloakmester og klima- og forsyningsingeniør

Portræt af Henrik

Oprindeligt er jeg uddannet som landmand. Siden tog jeg uddannelsen som kloakmester og drev min egen entreprenørforretning i nogle år. Imidlertid kom jeg til skade med ryggen og var derfor nødt til at finde noget mindre belastende beskæftigelse. 

Jeg søgte ind på uddannelsen til klima- og forsyningsingeniør, fordi den passede godt sammen med det arbejde, jeg havde udført som entreprenør og kloakmester, og jeg regnede med, jeg kunne bruge nogle af mine erfaringer og interesser herfra på uddannelsen.

I dag er jeg produktchef i virksomheden Watersystems A/S, som udvikler og sælger rensningsanlæg i ministørrelse. De mindste anlæg kan rense spildevandet fra en enkelt husstand, mens de største kan dække 3-400 husstande. Behovet for den slags anlæg er meget stort; der er mange ejendomme, som ikke kan tilsluttes kloaknettet. Det gælder f.eks. landbrug, mindre landsbyer, enkeltstående huse og sommerhusområder. Som produktchef har jeg ansvaret for vores udviklingsarbejde, og mit ansvar er bl.a. at tilpasse vores anlæg til den type spildevand, som løber til anlæggene. Jeg bruger stort set alt, hvad jeg lærte på uddannelsen til klima- og forsyningsingeniør, og ikke mindst min viden fra laboratoriedelen, i mit arbejde.

En snoet vej

Folkeskolen havde ikke min store interesse, men jeg vidste, at jeg ville være landmand, så efter skolen fuldførte jeg driftslederuddannelsen som landmand. Dette blev dog aldrig til noget med egen gård, og da jeg senere tog uddannelsen som kloakmester, følte jeg, at jeg ramte jeg nogle fag og en undervisning som gav mig lyst til at arbejde med spildevand. Jeg var klar over, at jeg manglede nogle fag for at kunne søge ind på ingeniøruddannelserne og var derfor omkring adgangskurset, som jeg tog samtidigt med 1. semester på uddannelsen.

Den kombination vil jeg ikke anbefale, hvis man ikke har nogen faglig erfaring med i bagagen.  Skal jeg være helt ærlig, så er jeg ofte kørt hjem fra VIA og tænkt, at det her, det kom jeg ikke igennem. Særlig på 1. semester var det hårdt, for det lå så langt væk fra min dagligdag. Men underviserne på såvel adgangskurset som på uddannelsen formåede virkelig at motivere og fastholde deres studerende, og sammen med det særlige sammenhold, som udviklede sig på holdet, blev uddannelsen mere og mere spændende og nytænkende med en professionel tråd hele vejen igennem.

Inden jeg kom til Watersystems, var jeg afdelingsleder i Arwos, forsyningsselskabet i Aabenraa Kommune, og før det var jeg driftschef i Middelfart Spildevand. Jeg er kommet sent i gang med at uddanne mig, men jeg er efterhånden blevet helt bidt af det, og jeg vil ikke afvise at fortsætte med en uddannelse som civilingeniør på et tidspunkt. 

Med flere færdiguddannede klima- og forsyningsingeniører