Færdiguddannede Preben skaber forandring og fællesskaber

Med en uddannelse i civilsamfundsudvikling - kristendom, kultur og kommunikation fra VIA faciliterer Preben Christensen fællesskaber og skaber betydelige forandringer for mennesker i lokalområdet omkring Gellerup Bibliotek.

Preben er færdiguddannet civilsamfundsudvikler og arbejder nu på Gellerup Bibliotek

Som nyansat på Gellerup Bibliotek fik Preben fra start et kæmpe ansvar. Som projektleder overtog han blandt andet bibliotekets indsats for digital inklusion:

”Det første jeg gjorde var faktisk at lukke en it-café, der mildest talt ikke var velbesøgt. Det turde jeg, fordi jeg gennem min uddannelse har fået en sikkerhed i, at jeg kan facilitere og tage ansvar for projekter.” 

Lukningen var et led i Prebens projektplan, der har mødet med mennesket i centrum: 

”Danmark er digitalt, og derfor har vi som samfund et ansvar for, at alle medborgere får den hjælp, de har brug for. For eksempel skal alle kunne bruge MitID og modtage breve fra det offentlige.”

Preben ved, at mange lokale kommer i Gellerup Kirkes kulturcafé, og det kaldte på et samarbejde: 

”Det giver mening at møde mennesker der, hvor de er. Derfor er en af mine arbejdsopgaver i projektet at samarbejde med kirken om en nytænkning af it-cafeen, hvor vi som bibliotek kommer til borgeren – og ikke omvendt.”

Hjælp med MitID er et interkulturelt møde på tomandshånd

En del af Prebens arbejdsportfolio er også at sidde ved skranken i bibliotekets nemBS, hvor borgere blandt andet kan komme og få nyt pas og kørekort. 

Her trækker han i høj grad på sin uddannelse som civilsamfundsudvikler. Preben har nemlig både en stor kulturforståelse og er vant til at kommunikere med mennesket i centrum: 

”Når jeg har vagt i nemBS, er jeg jo ude i civilsamfundet og møder mennesker med de udfordringer, de har brug for hjælp til. Kultur er jo knyttet til den enkelte, og dem, der kommer her, er jo vidt forskellige. Men når jeg hjælper dem, og vi får en større forståelse for hinanden, bliver vi en del af hinandens kulturer."

Alle skal kunne deltage i fællesskabet 

Det er særligt mødet med mennesker, der er vigtigt for Preben. Så selvom en digital udfordring kan virke som en bagatel, så ved han, at han hver dag kan gøre en forskel:

”Et menneske kan jo komme ind helt frustreret og forvirret. Hvis jeg så kan guide dem til at blive mere selvhjulpne i fremtiden, så har jeg virkelig haft en god dag.”

Det er en sådan hjælp, der kan gøre, at den enkelte føler sig set, og at de sikkert kan begå sig i samfundet. Og det er vigtigt: 

”Dem jeg møder skal føle, at de hører til, for det kan føre til, at de vil deltage i det fællesskab som biblioteket, og samfundet generelt, tilbyder.”

Kompetent til at facilitere fællesskaber

Og her er Preben igen klar til at bruge sine kompetencer fra studiet til at sikre, at alle kommer med: 

”Jeg kan facilitere fællesskaber! Ved at få forskellige grupperinger til at samarbejde, og hele tiden have blikket for, hvad det enkelte menneske skal have ud af en aktivitet eller et møde, så får jeg ting til at lykkes.”

Og projekterne står i kø. Preben skal samarbejde med det nærliggende kollegium om en spilaften, der skal få flere til at benytte bibliotekets faciliteter. Og så er der et kommende kommunalvalg, hvor Preben skal søsætte projekter, der får flere til at stemme. 

Selvom køen er lang, så er én ting sikkert: Preben har kompetencerne, så han skal nok få det hele til at ske.