
”Da kurset var slut, ville jeg gerne have endnu mere. Det fik mig til at tænke på, om jeg, i en alder af 37 år, skulle prøve at undersøge, om jeg kunne blive pædagog,” siger Camilla.
En afgørende invitation
Til daglig er Camilla pædagogmedhjælper på en socialpsykiatrisk afdeling. Af hendes afdelingsleder bliver hun inviteret til at deltage på et Stå stærkere-kursus for medarbejdere uden pædagogisk uddannelse, og det vækker Camillas nysgerrig:
”For mit vedkommende har det altid været spændende at lære noget nyt, og mit arbejdssted vil gerne sætte os på kurs mod at få opgraderet vores viden, blive dygtigere og udvikle os,” fortæller Camilla.
Hun tilmelder sig kurset Samarbejde med pårørende i pædagogisk arbejde – et valg, der skulle vise sig at få større betydning end forventet.
Legoklodser og nye perspektiver
På selve kursusdagen bliver Camilla mødt af to undervisere fra pædagoguddannelsen på VIA i Randers. De gør stort indtryk på Camilla:
”De var vildt engagerede og gav liv til diskussioner om ens erfaringer, og hvordan man oplever forskellige situationer. I dagligdagen kan de pædagogiske udfordringer af og til være kringlede, men jo mere man arbejder med det, jo nemmere er det også at få det ud i praksis,” fortæller Camilla.
Undervisningen byder også på oplæg, refleksionscases og legoklodser. På kurset deltager andre kursister fra forskellige arbejdspladser, og de instrueres alle i at bygge figurer, der symboliserer deres nye indsigter. I Camillas tilfælde bygger hun et åbent vindue som et billede på de nye perspektiver, kurset giver hende.
Kurset åbnede nye muligheder
Inden kursusdagen havde Camilla ikke gjort sig nogen tanker om at starte på pædagoguddannelsen. Men da undervisningen rundes af, sidder hun tilbage med en følelse af slet ikke at være færdig:
”Da kurset var slut, ville jeg gerne have endnu mere. Det fik mig til at tænke på, om jeg, i en alder af 37 år, skulle prøve at undersøge, om jeg kunne blive pædagog,” siger Camilla.
Hun taler med sin leder, som bakker hende op. Kort efter sætter hun gang i at undersøge ansøgningen til pædagoguddannelsen.
Camilla har dog ikke i sinde at forlade sin nuværende arbejdsplads. Fordi hun i forvejen har flere års erfaring med pædagogisk arbejde, har hun mulighed for at søge ind på uddannelsen til meritpædagog.
Erfaringer på kryds og tværs
Camilla og hendes kolleger arbejder tæt sammen i tværfaglige teams for at støtte beboerne med Huntingtons-sygdommen. Alligevel er det noget helt andet, da hun på kurset møder medhjælpere ligesom hende, men fra vidt forskellige arbejdspladser:
”Det er for mig altid spændende at snakke med folk, som arbejder med det samme, og så alligevel med noget helt andet. Der er stor forskel på at arbejde med borgere ramt af Huntingtons, og så at arbejde med børn, men tilsammen giver det et bredere perspektiv," siger Camilla.
De mange nye perspektiver har givet Camilla en øget opmærksomhed i hendes daglige arbejde. Hun har fået øjnene op for nye spørgsmål og emner, som hun tager med tilbage og drøfter med sine kolleger.
For Camillas ledere er det tydeligt, at kurserne har haft en reel effekt både for Camilla og for arbejdspladsen. Derfor er der også fuld opbakning til, at hun nu går skridtet videre og søger ind på meritpædagoguddannelsen i Randers.
Camillas potentielle studiestart bliver næste led i den udvikling, Stå stærkere-kurserne har sat i gang.