Pædagog og sportsmand i hjertet

Jeg har altid arbejdet med børn. Lige fra jeg var 15-17 år. Jeg var både håndbold- og fodboldtræner for de mindre børn. Det var fedt, for jeg er et kæmpe legebarn. Og så er jeg en sportsdreng! Helt ind i hjertet. Jeg har spillet håndbold på et rimelig højt plan, men så rev jeg mit korsbånd over to gange. Og så var det slut. Jeg var da ked af det, men tit, når man oplever modgang, kommer man stærkere ud på den anden side. Og det har jeg lært rigtig meget af. Jeg synes, at jeg er blevet god til at håndtere ting, der er svære. Og i dag spiller jeg golf på et højt niveau, for det er ikke så hårdt ved kroppen.”

Pædagogisk erfaring i rygsækken

Efter hf arbejdede jeg et år i en SFO i et såkaldt belastet område. Det har lært mig en del. Fx lærte jeg, at børn, der kommer fra en anden kultur nogle gange agerer anderledes, end jeg forventer. Det skulle jeg lige omstille mig til. Men jeg fandt hurtigt ud af, at det handlede om respekt. Og her kom fodbold på banen. For det var jeg rigtig god til, og det respekterede de her drenge. ”Vi respekterer ham, fordi han er rigtig god til det her”. Det var super lærerigt. Året efter arbejdede jeg i en SFO i en privatskole i Aarhus. Der var stor forskel på, hvad børnene kunne og gjorde. Men her gik det rigtigt op for mig, at børn er børn og børn gør det bedste de kan. Ligegyldigt, hvor de kommer fra.

Derfor valgte jeg pædagoguddannelsen

Efter mine sabbatår, hvor jeg havde arbejdet med børn, var jeg ikke længere i tvivl om, at jeg skulle fortsætte ad den vej – noget med børn. Og lærerjobbet er alt for hårdt ved lærerne, synes jeg. De står med det hele selv. De skal have alle med i hele klassen. De er alene. Det er et mega ansvar. Så synes jeg, at pædagoguddannelsen mere var mig. Dels arbejder man flere sammen det meste af tiden, dels er der en meget større bredde i mulighederne. Man kan vælge at arbejde med mennesker med handicap, med sociale udfordringer, med små og store børn; ja med alle typer af mennesker. Jeg synes, der er mere kød på pædagoguddannelsen. Og på pædagoguddannelsen kunne jeg vælge sport, hvor jeg kunne være med på trods af korsbåndet. Her kunne jeg fordybe mig i det, jeg allerbedst kan lide. Seks uger med sport og pædagogik. Det var herligt. Og kombinationen mellem sport og pædagogik er så oplagt. Vi lærte at trække vores kærlighed til sport ned i børnehøjde. Og jeg bruger det hver eneste dag i mit daglige arbejde.

Sporten er fremtid

Sporten ligger bare i mig. På rygraden. Lige nu giver det god mening at arbejde i vuggestuen/børnehaven. Det er også sjovt, lærerigt, og jeg har masser af mulighed for at få mine interesser for sport integreret i mit arbejde. Men på den lange bane – der skal jeg noget inden for sportens verden. Træner måske. Det vil jeg meget gerne. Men det er for ustabilt lige nu, hvor der både er barn og behov for en stabil indtægt. Men når vores barn – måske flere børn – er store nok, så kan jeg begynde at tænke i sportsbaner. Og selvom jeg ikke skal være inden for pædagogikken, synes jeg, at det er et fantastisk fagområde. Og jeg synes faktisk, at mange flere burde tage en pædagoguddannelse. For man får så mange gode menneskelige kompetencer”.

Brug for også at bruge hænderne

Jeg er rigtig glad, fordi jeg valgte pædagoguddannelsen. Jeg har brug for at få noget mellem hænderne. Og brug for at prøve tingene af i virkeligheden. Det er nok nogle af de bedste år, jeg har haft i mit liv. Det sociale sammenhold, mange fælles interesser, og så rigtig, rigtig fedt at finde ud af, at vi kan det her. Det var ikke sindssyge uddannelser, hvor man skal sidde ned hele dagen. Og så var der de to lange, lønnede praktikker. Som pædagog kan jeg både arbejde og lege hver dag. Det tiltalte mig bare rigtig meget.