
”At søge ind på psykomotorikuddannelsen er ét af mit livs allerbedste beslutninger. Jeg mindes ikke, at jeg har haft det så godt, siden jeg var barn. Jeg har gennem mange år gået med en konstant angst, der påvirkede min vejrtrækning i en grad, så lægerne først troede, at der var noget galt i min krop. Men det viste sig at være noget i mit hoved, der påvirkede mig rent fysisk,” fortæller 31-årige Christian Geertsen.
Han læser nu på tredje semester af VIA Psykomotorikuddannelsen i Randers. Tidligere har han taget en uddannelse til pædagogisk assistent og har blandt andet arbejdet med børn, haft job på et lager og aftjent sin værnepligt ved Den Kongelige Livgarde.
”Det var en af mine bekendte, der tippede mig om uddannelsen til psykomotorisk terapeut, og da jeg læste om den på VIAs hjemmeside, blev jeg hooked. Det fokus, der er på mind-body connection i uddannelsen giver virkelig god mening for mig, for jeg har selv oplevet, at der er en stærk forbindelse,” siger Christian.
Kend dig selv, før du kan hjælpe andre
Alle studerende på psykomotorikuddannelsen skal forberede sig på, at de kommer til at gennemgå en personlig udvikling i løbet af studietiden, da de bruger sig selv meget ind i undervisningen og gruppearbejdet. Det er også tilfældet for Christian.
”Jeg kommer fra et miljø, hvor mænd ikke taler om følelser. Men nu er jeg gennem undervisningen lige så stille ved at lære, at det ikke er farligt at åbne op og sætte ord på mine følelser. Og jeg har det meget bedre nu. I starten af uddannelsen fik jeg åbnet op for 30 års sammensparede tårer, men nu har jeg fundet en ny ro og balance,” fortæller Christian.
Han synes, det er spændende, at uddannelsen kombinerer psykomotorisk fysisk træning og behandling med velkendte teoretiske fag som anatomi, fysiologi og psykologi.
”Det kan virke kæmpestort at skulle lære om alle knogler, led og muskler. Fx er der 26 knogler alene i foden. Men man lærer det lidt efter lidt. Og det er en fed proces, at underviserne hele tiden bygger mere og mere teori på de praktiske øvelser, som vi laver,” forklarer Christian.

Praktik med holdtræning og undervisning
I det kommende semester glæder han sig til at komme i 11 ugers praktik på Færøerne. Han rejser med en medstuderende, og de skal begge i praktik på et plejehjem i Klaksvík, der er den næststørste by på Færøerne.
”Det er helt vildt givende, at vi er to studiekammerater, der kan rejse sammen og sparre med hinanden og vores vejleder om det faglige. Vi regner med, at vi både skal arbejde med gruppeundervisning og individuel fysisk træning og behandling. Jeg har aldrig været på Færøerne før og glæder mig også til at komme ud og vandre en masse i den fantastiske natur,” siger Christian.
Han synes, det er et stort plus, at man som studerende kommer ud i flere praktikker. Det kan være med til at inspirere og danne netværk i forhold til job som færdiguddannet psykomotorisk terapeut.
”Jeg har en mission om at bruge psykomotorik til at komme ud og hjælpe mændene i det danske samfund. Jeg vil gerne arbejde for, at det bliver mere normalt for mænd at være mere åbne og ærlige omkring deres følelser, for det vil hjælpe dem til at få det bedre både fysisk og psykisk. Fx døjer mange mænd i det skjulte med stress og depressioner. Det kan og skal der laves om på,” fastslår Christian.
Christians bedste råd til dig, overvejer at læse til psykomotorisk terapeut
-
Jeg kan anbefale at tage et dagskursus i psykomotorik på Odder Højskole, og få indblik i, hvad faget indeholder. Psykomotorik kan virke lidt hokus pokus, når man ikke kender noget til det, men der er mening med galskaben.
-
Få en behandling hos en psykomotorisk terapeut. Tænk over, om det er noget, du synes, der kunne være fedt at lære mere om og arbejde med.
-
Tag til åbent hus. Det var godt lige at se stedet og møde nogle undervisere. Der var også en studerende, der kom og fortalte om studielivet. Desuden prøvede vi nogle grundøvelser af på egen krop og fik lidt introduktion til anatomi.
Hvad er en professionsbachelor?
En professionsbachelor tager typisk 3,5 år og kombinerer teori med udfordringer fra virkeligheden. Det kan fx være projekter i samarbejde med virksomheder og organisationer samt obligatoriske praktikforløb. Her får du altså praktisk erfaring og noget at skrive på dit CV undervejs i din uddannelse. På den måde bliver du pro, allerede inden du er færdig med at studere.