Den bedste slags undervisning

Administrationsbachelorstuderende lærer på den helt rigtige måde

Administrationsbachelor-studerende i Viborg arbejdede med cases fra praksis i en uge. Den helt rigtige måde at lære på, mener studerende Melinda Jao.

"Jeg havde ikke forestillet mig, at jeg kunne lære så meget på fire dage.

Melinda Jao, 1. semester administrationsbachelorstuderende fra Viborg, er ikke i tvivl. Det er bedre, når undervisningen forholder sig direkte til virkeligheden".

"Den måde lærer jeg bedst på. Jeg husker simpelthen bedre det, jeg lærer. Som studerende kommer vi hinanden ved på en helt anden måde. Der opstår andre diskussioner og man hører forskellige holdninger. Jeg synes, at det er mere lærerigt end forelæsning," siger hun.

I fire dage har hun sammen med sine medstuderende arbejdet med cases præsenteret af fagfolk fra Viborg Kommune. Socialsager, skolesager, personalesager og på fjerdedagen en miljø-sag om opstilling af vindmøller.

Anette Vinther, arkitekt og planlægger ved Viborg Kommune, præsenterede dagens opgave. Der er altid protester, når der skal opstilles vindmøller, forklarer hun. De studerendes opgave er at sætte sig ind i lovgivningen og sørge for en god proces for borgerne og dem, der vil sætte vindmøller op. Blandt andet skulle de arrangere et borgermøde og spille det som rollespil.

Dygtige til at navigere

Administrationsbachelor Anette Vinther observerede de studerende i løbet af dagen.

"Det er spændende, at unge mennesker vil lære om samfundet. De er meget engagerede og dygtige til at navigere i systemet. De har lyst til at afdække lovgivningen bag den opgave, de fik," siger hun.

Den livlige diskussion under gruppearbejdet og de forskellige løsninger på udfordringerne viste, at arbejdet i en kommune slet ikke er så ”støvet”, som nogle mennesker måske går og forestiller sig, mener hun.

"De studerendes arbejde var meget dynamisk og de var gode til at bruge hinandens ressourcer og fordele opgaverne. Det er en vigtig egenskab at have, for der er meget projektarbejde i kommunerne," siger Anette Vinther.

Nyt koncept

Temaugen med fem dages koncentreret arbejde med direkte input fra praksis er et nyt koncept på Administrationsbachelor-uddannelsen. Preben Rehr er en af underviserne, der er med til at lave og afvikle ugen.

"Når vi bruger den autentiske praksis, så øger det nysgerrigheden hos de studerende og engagementet for egen læring. Normalt gruppearbejde kan være trættende. I temaugen bliver de udfordret på deres beslutninger med det samme. Jo mere aktive de studerende selv er, jo bedre," siger han.

Han synes, det er vigtigt at udfordre traditionen med forelæsning. En læringsform, der er meget brugt på samfundsvidenskabelige uddannelser.

"Så temaugen her handler også om didaktisk udvikling udover, at vi har en forpligtelse til at undervisning og praksis skal hænge sammen," tilføjer han.

Han mener, at det er et koncept, der er kommet for at blive. Evalueringer efter ugen – bl.a. foretaget af studerende fra et af de senere semestre – vil hjælpe med at finde den rigtige form til fremtidige temauger.

"Det er superspændende at være med til som underviser og jeg er virkelig imponeret over det engagement, jeg har oplevet fra vores partnere fra praksis. De har skabt nogle rigtigt gode og gennemarbejdede udfordringer til vores studerende".