Socialt arbejde i hele verden

Socialrådgiverstuderende fejrer World Social Work Day
På det internationale modul "Social Work in the aftermath og disaster" lærer både danske og internationale studerende om internationalt socialt arbejde. (På fotoet: Internationalt hold på VIA Socialrådgiveruddannelsen i Aarhus) 
Det internationale sociale arbejde har mange facetter på VIA Socialrådgiveruddannelsen i Aarhus. Både som international praktik, studieophold og som international undervisning i Danmark. Som et led i det internationale arbejde fejrer uddannelsen hvert år World Social Work Day.

Socialt arbejde over hele verden

På VIA Socialrådgiveruddannelsen har de studerende mange muligheder for at arbejde med socialt arbejde på et internationalt plan. 

Ifølge Lis Montes de Oca, underviser på uddannelsen, kan de komme i praktik over hele verden. 

”Vores studerende kan også vælge at tage et studieophold på en udenlandsk uddannelsesinstitution. VIA har samarbejdspartnere over hele verden, og vi hjælper de studerende med at finde de internationale muligheder, der passer til dem,” siger Lis Montes de Oca. Hun uddyber og siger, at de studerende også kan beskæftige sig med internationalt socialt arbejde i Danmark. For uddannelsen har altid et engelsksproget, internationalt modul. 

Socialt arbejde i kriseområder

I foråret 2015 undervises der i to internationale moduler: Social Work in the aftermath of disaster og Social Work and Conflict. Her lærer de studerende blandt andet, hvad der sker, når sociale systemer kollapser. Lis Montes de Oca fortæller, at det er vigtigt, at de studerende kan se sig selv ind i det sociale arbejde i kriseområder. 

”De studerende lærer, hvad der sker i de sociale systemer, når verden bryder sammen i fx en naturkatastrofe. Hvad enten det handler om den gamle japanske mand, der mister hus og hjem i en tsunami. Eller et barn i Roskilde, hvis hjem bliver oversvømmet og barnet mister den tryghed, der er forbundet med hjemmet,” siger Lis Montes de Oca. 

Det er relevant overalt 

Det internationale hold består af 10 studerende fra Schweiz, Rumænien og Holland og 12 fra Danmark. Saar Koenne er fra Holland og studerer kemi, men har valgt at tage et semester på VIA Socialrådgiveruddannelsen i Aarhus, selvom undervisningen ikke er rettet direkte mod hendes uddannelse. 

”Det er både spændende og relevant at lære, hvad der sker, når et menneskes sociale verden bryder sammen. Det er viden, man kan bruge ligegyldig hvem man er og hvor man befinder sig,” siger Saar, der sammen med resten af den internationale klasse står bag World Social Work Day på VIA i Aarhus.