annie jeppesen

Hør Annie fortælle om skiftet fra sosu-assistent til sygeplejerskestuderende

Annie Jeppesen

Uddannelse: Sygeplejerskeuddannelsen, det særligt tilrettelagte forløb

Mit studie

Jeg er 33 år og har arbejdet som social- og sundhedsassistent i otte år. Men jeg vil gerne gå et spadestik dybere med teorien og få flere jobmuligheder. Derfor læser jeg nu videre til sygeplejerske i Viborg på det særligt tilrettelagte forløb, der varer 2,5 år. 

Alle i min klasse er uddannet sosu-assistenter og har en masse praktisk erfaring med sig i rygsækken. Det betyder, at vi får en masse gode diskussioner og dynamik i gruppearbejdet. Det er spændende at koble den nye teori med de erfaringer, som vi hver især har med os.

Socialt har vi det også godt sammen, og vi er nogenlunde det samme sted i livet i forhold til familie og forpligtelser. Jeg har selv tre børn på 4, 6 og 9 år, som nu er så selvkørende, at jeg har fået tid og overskud til at læse videre. Det har jeg længe haft lyst til. 

I starten tog noget tid at finde den studieteknik, der fungerer bedst for mig i min hverdag, men det kører nu. Jeg er positivt overrasket over, at vi er kendt af underviserne. Man er ikke blot et studienummer. 

Mit drømmejob

Jeg har en drøm om at komme til at arbejde som sygeplejerske på et hospice, fordi jeg gerne vil bidrage til at gøre den sidste tid værdig. Både for den døende patient og for de pårørende. 

Der kan godt være noget smukt over døden, hvis den er værdig. Samarbejdet med de pårørende har altid ligget mig meget på sinde, for det er vigtigt, at de ikke bliver overset. Her spiller sygeplejersken en vigtig rolle.  


Mine råd

  • Spring ud i det. Det er fedt at koble ny teori med den praksiserfaring, du har med i rygsækken, og uddannelsen giver så mange nye muligheder for videreuddannelse og job.

  • Lav nogle skarpe prioriteringer i dit liv i forhold til økonomi og tid, så du får skabt nogle gode rammer for at studere. Det er måske ikke lige i de år, du uddanner dig, at du samtidig skal lave frivilligt arbejde i forældrerådet eller håndboldklubben.

  • Ring eller skriv til studievejlederne, inden du søger ind, og få svar på det, som du er i tvivl om. Der er også mulighed for at komme til at tale med en af de nuværende studerende.