
”Ideen om at læse til sygeplejerske opstod, da en af mine veninder, som er læge, fortalte mig om den massive mangel på anæstesisygeplejersker, som får ventelisterne på operationer til at vokse. Jeg så, at VIA havde ledige studiepladser på onlineuddannelsen og søgte ind,” fortæller Annine Sievers Iversen.
Hun er nu 30 år og skal i gang med 5. semester på onlineuddannelsen til sygeplejerske. Som onlinestuderende kan hun deltage online i undervisningen hjemmefra de fleste dage.
Få dage om måneden skal hun dog møde ind på Campus Viborg for at deltage i den praktiske undervisning i simulationslaboratoriet. Her øver de studerende sygepleje på hinanden og på avancerede patientmodeller. De træner fx at lægge drop (PVK) og måle blodtryk, inden de skal ud i praktik og møde rigtige patienter.
Onlineuddannelse sparer transport
”Jeg har valgt at tage uddannelsen online, for det er fuldstændig altafgørende for mig, at jeg selv kan bestemme, hvornår jeg læser op på teorien. Jeg har nemlig ikke mere SU og bliver nødt til at arbejde en del i hjemmeplejen for at få økonomien til at hænge sammen,” forklarer Annine.
Hun bor i Aarhus og arbejder i Hjemmeplejen Skæring, hvor hun har aftenvagter.
”I hverdagen fungerer det superfint at læse om dagen og arbejde om aftenen. Men når jeg er i praktik 30 timer om ugen, arbejder jeg færre timer i mit studiejob i hjemmeplejen. Ellers bliver det for hårdt. Heldigvis er min arbejdsgiver meget fleksibel,” siger Annine.
Indtil nu har hun været i praktik på Ortopædkirurgisk Afdeling på Aarhus Universitetshospital, på rehabiliteringscenter Vikærgården og senest på Heroinklinikken, Rusmiddelcenter Aarhus.

I praktik på Grønland
”Det er fedt med praktikperioderne, hvor vi prøver teorien af. Fx fandt jeg ud af på Heroinklinikken, at det er en virkelig spændende borgergruppe, som jeg godt kan lide at arbejde med. Måske vil jeg gå i den retning, når jeg er færdiguddannet. Mit drømmejob ændrer sig hele tiden, fordi jeg får øje på flere og flere jobmuligheder som sygeplejerske,” fortæller Annine.
Hun nævner i flæng: Lederrolle i hjemmeplejen, rådgivende sygeplejerske i medicinalindustrien eller udstationeret vikar på et hospital i Grønland.
”Jeg overvejer at tage i praktik på Grønland, fordi jeg forventer, at det er meget lærerigt med et kulturskifte. Jeg er sikker på, det er spændende at komme i praktik i en sundhedssektor, der er noget anderledes end den danske,” forklarer Annine.
Fokus på fleksibilitet
Hun understreger, at hun trives med studieformen på netuddannelsen, hvor arbejdet i studiegrupperne også foregår online. Pensum er præcis det samme som på den ”almindelige” sygeplejerskeuddannelse.
”På mit hold er de yngste i start 20’erne og de ældste omkring 40, men alder er ikke rigtig et tema. Vi har alle forskellige grunde til at læse uddannelsen online. Fx økonomi eller familieforhold, der gør, at vi har brug for mest mulig fleksibilitet for at få hverdagen til at fungere,” fortæller Annine.
Annines bedste råd til dig, overvejer at læse til sygeplejerske online
-
Bare gør det – søg ind på uddannelsen. Det bliver kun federe, jo længere du kommer hen i studiet. Teorien giver mere og mere mening, og der er ikke noget af den viden, du får, som er ligegyldig.
-
Vær ikke bange for at spørge, hvis du er i tvivl. Underviserne vil rigtig gerne hjælpe dig. Brug dem. Find ro i, at alle på dit hold er i samme båd. Alle sidder med spørgsmål.
-
Hvis du har arbejde ved siden af studierne, så overvej i god tid, hvordan du kan få det til at passe med de perioder, hvor du skal i praktik.
-
Snak med din kliniske vejleder (praktikvejleder), hvis du har udfordringer med at få dit studieliv og dit arbejdsliv til at hænge sammen.
Hvad er en professionsbachelor?
En professionsbachelor tager typisk 3,5 år og kombinerer teori med udfordringer fra virkeligheden. Det kan fx være projekter i samarbejde med virksomheder og organisationer samt obligatoriske praktikforløb. Her får du altså praktisk erfaring og noget at skrive på dit CV undervejs i din uddannelse. På den måde bliver du pro, allerede inden du er færdig med at studere.