”Det betyder helt vildt meget for mig, at vi hele tiden kommer ud i praktik og prøver den teori af, som vi lærer på skolen. Teorien giver først rigtig mening for mig, når jeg ser den anvendt i praksis og selv har fået det i hænderne,” forklarer Laura Christiansen.
Hun er 23 år og går på 3. semester af VIA Sygeplejerskeuddannelsen i Holstebro. I øjeblikket er hun i otte ugers praktik på ældrecentret Vestcenter Kilen i Struer.
Fra praktik til studiejob
På forrige semester var hun i 10 ugers praktik på Neurologisk sengeafsnit på Regionshospitalet Gødstrup. Praktikstedet var langt nede på hendes prioriteringsliste, så hun var på forhånd noget skeptisk. Men det vendte.
”Jeg har studiejob på afdelingen nu og er meget glad for det. Blandt andet er der mange succesoplevelser med stroke-patienter, der bliver behandlet akut. Der følger jeg patienten rundt fra indlæggelse til udskrivning og lærer en masse af samarbejdet med fysioterapeuter og ergoterapeuter,” fortæller Laura.
Sabbatår og tvivl
Hun blev student fra Viborg Gymnasium med bioteknologi som linjefag i 2019. Herefter havde hun et par sabbatår med arbejde som handicaphjælper og en højskolerejse til Asien og Australien, inden hun blev optaget på sygeplejerskeuddannelsen. Men ligesom de fleste andre var Laura i tvivl om sit studievalg.
”Jeg syntes, sygeplejerske lød spændende, så jeg valgte at prøve det af. Men samtidig havde jeg den indstilling, at hvis det ikke var mig, var det ok at hoppe fra igen. Men jeg føler, at jeg passer godt ind i faget, og der er masser af fede jobmuligheder. Samtidig er jeg fan af den måde uddannelsen er bygget op på,” siger Laura.
Holstebro har billige boliger
Det har aldrig været et must for hende at flytte til en af de store byer som Aarhus eller København, og hun har meget bevidst valgt at studere i Holstebro.
”Jeg synes, det er fedt, at der er andre uddannelser, som fx Kasernen og Balletskolen, i byen, og det betyder, at der er mange andre unge på min egen alder. Desuden kan man bo billigt i Holstebro, og det betyder, at jeg bedre selv kan vælge, hvor meget jeg vil arbejde ved siden af studierne,” pointerer Laura.
Jobs hænger på træerne
Hun har ikke et bestemt drømmejob i kikkerten, men hun er meget bevidst om, at hun uddanner sig ind i en profession, hvor der er mange jobmuligheder – også som nyuddannet.
”Det er en megastor efterspørgsel efter os, allerede når vi er studerende. Jeg har fået tilbudt studiejob i begge mine praktikker. Og jeg ved, at jeg kan vælge og vrage mellem jobs, når jeg er færdiguddannet. Det er dejligt at vide,” fastslår Laura.
Lauras bedste råd til dig, der overvejer at læse til sygeplejerske
-
Søg ind, hvis du har lyst til at prøve af, om uddannelsen er noget for dig. Det er ok at søge ind, selvom du er i tvivl.
-
Undlad at tage studiejob på første semester, for det er krævende at starte på en ny uddannelse. I Holstebro kan du bo billigt, så man kan godt få økonomien til at hænge sammen på SU.