Mahdi er sygeplejerske i Akutmodtagelsen

Mahdi Sidiqui er 24 år og har arbejdet i Akutmodtagelsen på Aarhus Universitetshospital siden han blev færdiguddannet fra VIA Sygeplejerskeuddannelsen i Silkeborg for to år siden. Han er nu blevet gruppeleder, hvor han blandt andet har ansvar for at koordinere patient-flowet.

Mahdi arbejder på akutmodtagelsen på AUH

”På 5. semester var jeg en måned i udvekslingspraktik i akutafdelingen på Åland i Finland. Her er sygeplejersker med ude i ambulancerne, og det var en spændende mulighed for at opleve det præhospitale virke. Det nærede en lille flamme i mig, hvor min interesse for det akutmedicinske speciale voksede,” fortæller Mahdi Sidiqui og uddyber:

”Jeg blev yderligere bekræftet, da jeg på 6. semester var i praktik på NeuroIntensiv i Silkeborg, hvor kritisk syge patienter bliver indlagt efter fx en stroke. Her gælder det også om at være til stede nu og her og kunne tænke hurtigt. Derfor var jeg heller ikke i tvivl, da jeg så stillingsomslaget fra AUH.”

Nu er det to år siden Mahdi dimitterede fra VIA Sygeplejerskeuddannelsen i Silkeborg og startede i jobbet som sygeplejerske i Akutmodtagelsen på Aarhus Universitetshospital. 

Det første møde med patienten

”Jeg føler, jeg er landet det rigtige sted, for jeg kan rigtig godt lide at være den, der modtager og griber personen bag sygdommen. De korte og hurtige relationer kræver gode strategiske og kommunikative evner. Jeg betragter mig selv som en specialiseret generalist, der har en bred faglig viden, som bliver brugt i den udredende fase,” forklarer Mahdi.

Som sygeplejerske er han ofte den første i akutmodtagelsen, der møder og vurderer patientens tilstand ud fra symptomer og vitalparametre. Det vil sige, at han blandt andet måler iltmætning, puls og vejrtrækning og samler information om patientens symptomer og kontaktårsag. 

Patienten prioriteres herefter i forskellige niveauer af akuthed. Det kaldes triage og er et afgørende værktøj til at styre patientstrømmen i akutte modtagelser, hvor det er med til at sikre, at de mest alvorligt syge får den hurtigste hjælp. Det hele sker i tæt samarbejde med lægerne. 

Godt kollegaskab er vigtigt

”Noget af det, der er mest udfordrende ved jobbet, er de patientforløb, der ikke udfolder sig, som man havde ønsket. Det kan være psykisk hårdt. Som sygeplejersker har vi et’ fixer-gen’, og det er hårdt, når der nogle gange intet er at gøre. Ved for eksempel hjertestop har vi altid defusing lige bagefter. Det betyder, at alle, der har været indblandet i situationen, taler det hele igennem sammen. Blandt andet om der er noget, vi kan lære og tage med os videre,” forklarer Mahdi og uddyber:

”Hvis man bagefter kan mærke, at der er noget, der har sat sig, så kan man altid gå til sin leder og sine kolleger igen og få snakket forløbet igennem. Men jeg er jo stadig sygeplejerske, selvom jeg ikke har uniformen på. Derfor kan jeg godt gå hjem og tænke, hold da kæft, det rørte mig, hvad der skete i dag.”

Mahdis erfaring er, at når han har haft en af de særligt travle vagter, hvor han kan mærke, at han har været presset, så er det en god ide at række ud til sit netværk, når han får fri. Så tager han fx ud at spise eller til træning med en god ven og kommer af med tankerne på den måde. 

Mahdi har arbejdet på AUH siden han blev færdiguddannet sygeplejerske fra VIA

Introforløb og mentor skaber tryghed

”I forhold til personlig udvikling så har jeg rykket mig helt vildt, efter jeg startede på jobbet. Men min faglighed har rykket sig endnu vildere. Der er så meget læring at komme efter i hverdagens opgaver, for det er et enormt bredt fag. Desuden har vi fælles undervisning i et nyt emne hver uge,” fortæller Mahdi. 

Han var kun 22 år, da han som nyuddannet trådte ind ad døren på Aarhus Universitetshospital og skulle tage uniformen og ansvaret som sygeplejerske på sig. 

”Jeg var nervøs, og stedet var nyt for mig, men som ny sygeplejerske kommer man både igennem et introduktionsforløb og får tilknyttet en mentor. Der er altid mere erfarne kolleger at spørge, når man bliver i tvivl. Som ny får du heller ikke de mest komplekse patienter, og i starten arbejder du tæt sammen med en erfaren sygeplejerske om at modtage patienterne. Ingen forventer, at du skal kunne alt fra starten,” understreger Mahdi.

Kompetenceudvikling er indbygget i jobbet

Nu er der gået to år siden hans første arbejdsdag i akutmodtagelsen, og Mahdi er for nylig blevet gruppeleder. Det betyder, at han blandt andet har det overordnede ansvar for patient-flowet i tæt samarbejde med en erfaren bagvagt.

”Jeg synes, det er spændende at jonglere med den mere organisatoriske side af jobbet, og det er meget lærerigt. Det giver også en god variation i arbejdet, for nogle dage er jeg gruppeleder og i andre vagter har jeg patienter. Jeg arbejder i treholdsskift, hvilket giver mig mulighed for selv at designe min hverdag, da jeg kan ønske vagter. Det giver mig en fed frihed til selv at bestemme, hvordan mine dage skal se ud,” forklarer Mahdi.

Han er overbevist om, at en videreudvikling inden for det akutmedicinske speciale er det rigtige for ham i fremtiden. Det kan fx være som akutsygeplejerske, flowkoordinator, i hospitalsvisitationen eller noget helt fjerde.

”Som sygeplejerske er der virkelig mange måder at få mere ansvar på og se andre aspekter af et stort hospitalshold. Jeg er sulten efter mere viden og læring, og der er mange veje at gå. For mig er der en stor tryghed og frihed i at vide, at jeg fagligt ikke skal passe ned i én bestemt kasse,” fortæller Mahdi. '

 

Madhis bedste råd til dig, overvejer at læse til sygeplejerske

  1. Søg ind – også selvom du ikke er 100 procent sikker på dit valg.  Det er et spændende fag med mange forskellige jobmuligheder. Du kommer til at gennemgå en stor personlig og faglig udvikling og får mulighed for at gøre en forskel for mange patienter. 

  2. Tag til Åbent Hospital, hvor du kan møde sundhedspersonale, og få et indblik i, hvordan et hospital fungerer bag kulisserne. Tal med en sygeplejerske, og få ham eller hende til at fortælle om sin hverdag. Vær nysgerrig, og stil spørgsmål. 

  3. Hvis du har nogen i dit netværk, der arbejder inden for sundhedsfagene, så spørg, om du må komme med vedkommende på arbejde en dag for at få konkret indsigt i den verden.