Fra sabbatår til sygeplejerskeuniform i Herning 

Maria er opvokset i Herning og har ikke noget ønske om at flytte fra byen, hvor hun har sit netværk af familie og venner. Derfor er hun virkelig glad for, at hun kan tage sin drømmeuddannelse til sygeplejerske på VIA i Herning. I øjeblikket er hun i praktik på Regionshospitalet Gødstrup, hvor hun bliver bekræftet i, at hun er landet på rette studie. 

Maria Sandfeld læser til sygeplejerske på VIA i Herning

”Jeg har valgt sygeplejerske, fordi det er en uddannelse, hvor der er virkelig mange forskellige muligheder bagefter. Det er megafedt, at man ikke bliver låst fast på én bestemt ting, men man har hele tiden mulighed for at prøve noget nyt,” forklarer Maria Sandfeld.

Hun er 21 år og læser på 2. semester af VIA Sygeplejerskeuddannelsen i Herning. I øjeblikket er hun i 10 ugers praktik på Sengeafsnit for nyresygdomme på Regionshospitalet Gødstrup.

Vejleder i praktikken giver tryghed

”Jeg synes, det er et megafedt studie. Jeg har altid haft meget krudt i røven, så det passer mig godt, at der er en del praktik. Jeg synes, det er spændende at være her på Gødstrup, og det er som om, at når man tager sygeplejerskeuniformen på, så kan man mere, end man tror,” siger Maria.

Hun har blandt andet prøvet at lægge drop (PVK) på patienter, og hver morgen er hun med til at lave ”TOKS” (Tidlig Opsporing af Kritisk Sygdom). Det betyder. at patienterne systematisk får målt vitale værdier som fx temperatur, blodtryk og puls.

”Jeg synes, det er meget trygt, for vi er altid koblet på en uddannet sygeplejerske, og der er vejledere ude på afdelingerne, som vi kan gå til. Som studerende er du aldrig alene, og du kan få lige så meget hjælp, som du ønsker. Der er et stærkt fællesskab blandt kolleger,” fortæller Maria.

Arbejdede på plejehjem i sabbatårene

Efter gymnasiet arbejdede hun i sine to sabbatår på Plejehjemmet Sandfeldgården på fuldtid.

”Jeg fandt ud af, at jeg er virkelig glad for at arbejde med mennesker, og det gav mig blod på tanden i forhold til sygeplejerskeuddannelsen. Samtidig har det betydet, at jeg har noget erfaring i at være tæt på mennesker og kommunikere med både ældre og pårørende,” forklarer hun.

Hun har tidligere overvejet at læse til landmand eller dyrlæge, men fandt frem til, at hun ville få flere job- og karrieremuligheder med en sygeplejerskeuddannelse i bagagen.

Herning er førsteprioritet

”Jeg har valgt at læse i Herning, fordi det er her, jeg helst vil være. Det er her, jeg er vokset op, og jeg er meget glad for at bo her. Jeg har købt hus med min kæreste i Studsgaard lidt uden for byen, og jeg synes, det er en virkelig fed mulighed, at jeg kan studere på mit drømmestudie tæt på, hvor jeg bor,” forklarer Maria.

Når hun er færdiguddannet, kan hun sagtens se sig selv arbejde på Regionshospitalet Gødstrup, fx i Akutmodtagelsen eller på Børneafdelingen. Og måske læse videre til sundhedsplejerske på et tidspunkt.

”Normen er at rejse til en storby efter gymnasiet, men det har aldrig sagt mig noget. Jeg har en stor vennegruppe her i Herning, som jeg har det sjovt sammen med. Og jeg møder masser af nye mennesker igennem min uddannelse og praktik. Jeg bliver i Herning for evigt,” fastslår Maria. 

Marias bedste råd til dig, overvejer at læse til sygeplejerske

  1. Prøv det af. Du skal ikke være så bange for at kaste dig ud i studiet, selvom du måske er i tvivl, om det er det rigtige for dig. Alle har en lille tvivl. Det er helt normalt.

  2. Det kan være en god ide at prøve et arbejde af i dit sabbatår, der har relevans i forhold til uddannelsen. Fx job på et plejehjem, i en børnehave eller noget andet, der har med mennesker at gøre.

  3. Tag til åbent hus, og mød nuværende studerende og undervisere. Snakken med dem kan være med til at give dig det sidste skub til din beslutning. Det var det for mig. 

Hvad er en professionsbachelor?

En professionsbachelor tager typisk 3,5 år og kombinerer teori med udfordringer fra virkeligheden. Det kan fx være projekter i samarbejde med virksomheder og organisationer samt obligatoriske praktikforløb. Her får du altså praktisk erfaring og noget at skrive på dit CV undervejs i din uddannelse. På den måde bliver du pro, allerede inden du er færdig med at studere.