Fra praktikant til direktør

Henrik Berg Jepsen havde oprindeligt ikke forestillet sig at arbejde hos LEGO. Han voksede op i en by tæt på Billund og troede ikke han skulle være ’én af dem’. Men da en praktikaftale faldt til jorden, tog Henrik telefonen og gav en direktør i LEGO et kald, dette blev starten på en karriere i LEGO.

Portræt af Henrik

Da Henrik Berg Jepsen skulle i praktik i forbindelse med hans uddannelse i Value Chain Management faldt til jorden i sidste øjeblik, og Henrik måtte finde en anden løsning. Han ringede til Chresten Bruun fra LEGO, som stod på en kontaktliste, de studerende havde fået udleveret. "Ingen andre havde ringet til ham. Måske var de nervøse for at kontakte en senior director," fortæller Henrik. Opkaldet førte hurtigt til to tilbud om praktikpladser, og Henrik valgte at starte i LEGO’s Lean Office på støberiet i Billund.

Praktikken blev en døråbner. "Jeg arbejdede fuldtid som trainee i et halvt år, og da perioden sluttede, fik jeg lov til at fortsætte på deltid ved siden af studierne. Jeg arbejdede to til tre dage om ugen alt efter, hvad skolen tillod,"

Det hårde arbejde gav pote, og da Henrik afsluttede sin uddannelse, blev han tilbudt en fast stilling som junior konsulent.

"Jeg tror, jeg må have gjort et eller andet godt i løbet af den tid," siger han. Henriks karriere hos LEGO tog hurtigt fart. I løbet af få år blev han forfremmet flere gange, og det var tydeligt, at hans evne til at se værdikæden i et bredere perspektiv gav ham en fordel.

Det største støberi i LEGO

I dag leder Henrik et team på 45 medarbejdere på LEGO’s fabrik i Ungarn, som er virksomhedens største i Europa med over 5000 ansatte. Hans ansvar spænder over to områder: traditionel Lean Manufacturing og Business Intelligence (BI).

"Mit arbejde handler i bund og grund om at skabe løbende forbedringer. Det kan være alt fra at optimere produktionen og gøre processerne gnidningsfrie til at udvikle digitale værktøjer, der gør medarbejdernes hverdag lettere," forklarer Henrik.

Han beskriver sit job som en blanding af operationelt, taktisk og strategisk arbejde. "Om morgenen er jeg ude på gulvet med mit team. Vi møder medarbejderne i øjenhøjde og forsøger at forstå, hvilke udfordringer de har, og hvor der er potentiale for forbedringer. Om eftermiddagen handler det mere om ledelse og strategi – møder med teamet, ledermøder og tværgående projekter."

Fra studiet til hverdagen

Henrik fremhæver flere ting fra VCM-uddannelsen, som stadig spiller en stor rolle i hans arbejde. "Det, der adskiller VCM fra mange andre uddannelser, er, at man lærer at se tingene på tværs. Man får en forståelse for hele værdikæden, ikke bare enkelte dele af den," siger han.

Han peger også på de konkrete redskaber og teorier, som han lærte under studiet. "Jeg bruger hver dag nogle af de værktøjer, vi lærte på studiet. Situationsbestemt ledelse, proceskortlægning og organisationsteori er eksempler på noget, der hjælper mig i min hverdag," fortæller han.

Han mener også, at VCM-studerende har en særlig fordel, fordi uddannelsen er international. "På VIA havde vi mange forskellige nationaliteter, og det gav mig en god forståelse for kulturforskelle. Det er en kæmpe styrke, når man skal arbejde med teams på tværs af lande som Vietnam, Kina og Mexico,"

Hvad gør VCM-dimittender attraktive for arbejdsgivere?

Henrik har selv ansat flere VCM-studerende i praktikstillinger gennem årene, og han har kun haft positive oplevelser. "De kommer med en teoretisk ballast, der gør, at de kan begynde at skabe værdi fra dag ét. De ved, hvordan man kortlægger processer og arbejder med forbedringer, og det er en kæmpe fordel," siger han.

Han fremhæver også VCM’ernes evne til at tænke helhedsorienteret. "Jeg oplever ofte, at folk tænker meget afdelingsspecifikt. Hvis de arbejder med støbning, kigger de kun på støbeprocesser. Som VCM’er kommer du med en tilgang, hvor du kan se på tværs af hele værdikæden og skabe sammenhæng,"

Henrik opfordrer nye dimittender til at tage initiativ. "Du skal ikke være bange for at komme med dine idéer. Du kommer med noget nyt og friskt, som kan gøre en forskel. Vær ikke for ydmyg – du har noget at byde på."

Passion for LEGO og mennesker

Når Henrik bliver spurgt, hvad det fedeste ved hans job er, svarer han uden tøven: "At jeg arbejder på en LEGO-fabrik hver dag. Når jeg kører ind på parkeringspladsen, møder jeg store LEGO-statuer, og når jeg går gennem fabrikken, ser jeg elementer blive støbt i 1100 maskiner. Vi producerer over 150 millioner Legoklodser hver eneste dag – bare på denne fabrik," fortæller han

For Henrik er det også vigtigt, at hans arbejde gør en forskel for mennesker. "Det handler om at gøre medarbejdernes hverdag nemmere, mere effektiv og mindre frustrerende. Hvis vi lykkes med det, så lykkes vi som team," forklarer han.

Henriks rejse fra VCM-studiet i Horsens til en global lederstilling hos LEGO viser, hvad en kombination af mod, faglighed og menneskelig forståelse kan føre til. "Jeg er stolt af, hvor jeg er i dag, og hvad jeg har opnået med den ballast, jeg fik på VCM," fastslår han.

Relaterede artikler