Zara vil være professionel smooth operator

Efter endt HHX-eksamen troede Zara, at hun skulle følge i hendes fars fodspor og blive speditør, men en tur til u-days på VIA ændrede hendes plan. Her fik hun øjnene op for professionsbacheloren Value Chain Management i Aarhus.

Zara Knudsen

Zara Møgelvang Knudsen brænder for at få hele forsyningskæden til at køre på skinner. Hun læser på 4. semester på Value Chain Management på VIA, en uddannelse hun ikke kendte til før midt i hendes sabbatår.

”Jeg var inde og kigge under business til U-Days og fandt Value Chain Management, den havde jeg aldrig hørt om før”, fortæller Zara.

Men selvom Zara ikke havde hørt om uddannelsen før, skræmte det hende ikke væk.

”Det var muligt at få logistik, viden om hele forsyningskæden og hvordan det påvirker resten af kæden. Det lød bare megafedt, og jeg tænkte ’det skal jeg prøve!’”, fortæller Zara, som kort efter U-Days søgte ind på Value Chain Management.

Særligt logistikken har en særlig plads i Zaras hjerte. Hun blev inspireret af den speditørvirksomhed, hvor hun var piccoline i sit sabbatår.

”Jeg har altid synes at logistik, transport og den del af forsyningskæden har været spændende, og at jeg gerne vil arbejde med det,”

Selvom Zara startede på studiet med en passion for logistik, er hun ikke sikker på at det er der hun ender når hun er færdig.

”Allerede på første semester blev jeg virkelig interesseret i forecasting, planlægning og Excel – jeg blev virkelig interesseret i de tal fag, vi har på uddannelsen. Så det er nok noget i den retning jeg ender med. Men forhåbentligt stadig noget med en form for logistik,” fortæller Zara.

Projekter med virksomheder

Som studerende på Value Chain Management får Zara og hendes medstuderende rig mulighed for at komme tæt på branchen. Deres semesterprojekter foregår i samarbejde med rigtige virksomheder med rigtige problemer.

”Der foregår meget i samarbejde med virksomhederne her på uddannelsen. Hvert semesterprojekt foregår med en virksomhed, hvor vi kan prøve alt vores viden fra alle fag af. Det er her, man ofte får et aha øjeblik, hvor man ser sammenhængen mellem, det vi lærer og praksis,”

Og ahaoplevelser er der nok af på studiet, når de studerende skal give deres bedste bud på løsninger til virksomheders problemer.

”Virksomhederne har virkelige problemer, som de skal have hjælp til. Så er det bare megafedt de vil lytte til studerende, som kun går på første semester, der ikke ved det store,” fortæller Zara.

På Zaras fjerde semesterprojekt samarbejder hun og studiegruppen med virksomheden Panzerglass for at hjælpe dem med at komme bedst igennem en tid, hvor tingene konstant ændrer sig. Men samarbejdet slutter ikke der. Efter sommerferien skal Zara nemlig i praktik hos Panzerglass.

”Det er så rart, at vi har praktik efter 4. semester, så vi kan komme ud og prøve noget af, så bliver man bekræftet i at vi faktisk ved noget,” fastslår hun.

Et godt studiemiljø

Rundt på gangene på Campus C, bliver der hilst og spurgt indtil, hvordan det går med semesterprojektet og studiegruppen, når man møder medstuderende fra årgangen.

”Vi er blevet slået sammen i to klasser, så vi kender alle sammen hinanden på kryds og tværs,” fortæller Zara.

Det gode fællesskab var også noget, som vægtede tungt for Zara i hendes valg af uddannelse.

”Det bedste ved uddannelsen er nok studielivet. Universitetet var ikke for mig, jeg synes man står lidt for meget alene. Jeg trives bedst i en klasse, hvor jeg kender alle og underviserne ved hvem man er,” fremhæver Zara.

Zaras tre gode råd til dig, der overvejer at læse Value Chain Management

  1. Vær åben – VIA tilbyder mange flere uddannelser end man lige tror, det er fedt at tage en professionsbachelor
  2. Hav ro i maven, det gør ikke noget at tage et sabbatår. Det kan ende med at give dig et indblik i, hvor du skal ende
  3. Prøv det af! Tag til U-Days og snak med de studerende. Det er også muligt at komme og prøve uddannelsen i et par timer, for at se om det er noget for dig.

Hvad er en professionsbachelor?

En professionsbachelor tager typisk 3,5 år og kombinerer teori med udfordringer fra virkeligheden. Det kan fx være projekter i samarbejde med virksomheder og organisationer samt obligatoriske praktikforløb. Her får du altså praktisk erfaring og noget at skrive på dit CV undervejs i din uddannelse. På den måde bliver du pro, allerede inden du er færdig med at studere.

Mød flere studerende og færdiguddannede