At tage diplommodulet Inddragelses af børn, unge og familier
Christinna Skovbjerg Andersen er socialrådgiver på Familiecentret i Aarhus. På Familiecentret arbejder hun i specialrådgivningen, hvor hendes primære arbejdsopgaver omhandler familier med børn, der har funktionsnedsættelser. Hun tog det første modul ”Inddragelse af børn, unge og familier” på Børnerådgiveruddannelsen i håb om bl.a. at inddrage børnene endnu mere i eget liv.
”Jeg valgte dette modul, da jeg i mit arbejde er meget optaget af at arbejde med familier, der kæmper for at få hverdagen til at fungere. I den forbindelse var jeg meget interesseret i at have et større fokus på børneinddragelse i mit arbejde hele vejen rundt. For vi professionelle kan hurtigt blive enige om en masse løsninger sammen med forældrene, hvor vi måske glemmer at få spurgt hovedpersonen - barnet - hvad det mener. Andre gange er det forældrene, som føler, der træffes beslutninger over hovedet på dem. Jeg var nysgerrig på, hvordan vi kan tænke det anderledes, og bedst muligt støtte bedst op om en positiv forandring for barnet – alt sammen med udgangspunkt i barnet og forældrenes ønsker og drømme”, siger Christinna Skovbjerg Andersen om sit arbejde som socialrådgiver ved Familiecentret.
Oplevelsen efterfølgende er, at det har givet pote at investere i et modul, der netop har fokus på inddragelse:
”På mit arbejde har jeg et andet fokus i børnesamtaler i dag, end jeg havde tidligere - og jeg forsøger at give børnene en stemme ved at sikre, at samtalen giver barnet de bedste forudsætninger. Kan det gøres i en ramme der gør barnet mere tryg? Skal samtalen fx holdes i et lokale på skolen, eller kan det gøres i en anden ramme der skaber bedre forudsætninger? Jeg arbejder også aktuelt mere med at spørge ind til barnet på netværksmøderne – hvad siger barnet til det? Hvordan reagerer han eller hun på det? Jeg tænker også nu mere over, hvad der kan ligge bag barnets adfærd og dermed begrunde deres reaktioner og tanker.”
Det er ikke kun i arbejdet med børnene, hvor Christinna mærker en forskel. Hun mærker også, at hendes fokus på forældrene har flyttet sig.
”Både i samtaler med forældre og på sparringsmøder med kollegaer, har jeg nu et langt større fokus på forældrene i drøftelserne. Hvad tænker de? Hvad ser de som det centrale behov? Hvad kunne de se som løsningen? Er der et netværk, som kan trækkes på?”, siger hun.
Christinna er meget optaget af, hvad der sker, når børn og forældre sættes i centrum. Og det var også én af grundene til, at hendes valg af efteruddannelse faldt på et diplommodul fra Børnerådgiveruddannelsen:
”Jeg håbede, at få redskaber til at sætte både børn og forældre mere i fokus og gøre dem eksperter i deres liv. Sådan at vi skaber løsninger for familierne, der giver mening i praksis og ikke kun på papiret.”
Frivillig hos BørneTelefonen
Når Christinna Skovbjerg Andersen stempler ud fra Familiecentret, kan man finde hende ved BørneTelefonen i Aarhus. Her arbejder hun som frivillig, hvor hun er frivilligkoordinator.
”På mine vagter ved BørneTelefonen går jeg rundt blandt rådgiverne, som taler med børnene. Det er mig, der har ’ansvaret’ for rådgivningen i Aarhus på mine vagter. Her hjælper og sparrer jeg med rådgiverne, som har samtalerne med børn og unge – særligt når de har haft tunge og udfordrende samtaler”, siger hun.
Her mærker Christinna også en forskel på de frivillige vagter:
”I mit arbejde ved BørneTelefonen har det gjort den forskel, at jeg er meget optaget af den måde, vi taler med barnet om sine udfordringer på. Fordi jeg nu er bevidst om, at det narrativ, som vi skaber for børnene, har stor betydning for deres selvopfattelse” siger Christina og fortsætter:
”Når børnene skriver ind til os, forsøger jeg nu mere at læse mellem linjerne, når børnene skriver. Hvad kunne det, som de skriver her, være et udtryk for? Alle disse tanker deler jeg med rådgiverne, så de går på opdagelse i det skrevne - og får spurgt nysgerrigt ind. Jeg har også fået et større fokus på at rådgivernes tilgang til børnene kan have stor betydning for, hvilket outcome samtalerne giver”.
Håber på at fortsætte Børnerådgiverforløbet
Christinna håber, at hendes arbejdsliv på et tidspunkt tillader hende at tage modul 2 på Børnerådgiveruddannelsen, da hun har fået så meget fagligt med fra første modul, at hun er nysgerrig på, hvad det næste modul omkring samtaler kan give hende.
”Det er spændende at gå på opdagelse i sin egen faglighed og blive nysgerrig på, hvordan vi kan forbedre praksis med den nye viden, der hele tiden kommer på området. Særligt al viden om ny udsathed har virkelig givet mig et nyt perspektiv på mit arbejde – både som socialrådgiver og frivilligkoordinator”, siger Christina Skovbjerg Andersen.