Et ICM-metodekursus består af:
- 1 kursusdag og Housing First (Housing First metodedag)
- 1 kursusdag om ICM (ICM-metodedag) samt 2-3 online metodesparringer
Det er en forudsætning for at få udstedt kursusbevis, at du deltager i minimum 2 ud af 3 metodesparringer.
Du kan tilmelde dig Housing First-metodedagen her.
Du skal ikke tilmelde dig Housing First-metodedagen hvis du tidligere har gennemført den, eller hvis du har deltaget på et CTI eller ICM metodekursus under Housing First kursuskataloget 2022-2025. I så fald skal du blot uploade dokumentation for dette.
Undervisningsformen vil være en vekselvirkning mellem underviseroplæg, refleksioner og træning. Der lægges på metodekurset særligt vægt på træningsdelen, og at du sammen med de øvrige deltagere arbejder med at udvikle og træne kompetencer i at arbejde recovery-orienteret og inden for rammerne af Housing First-tilgangen og ICM. Det følges der op på i de efterfølgende metodesparringer.
Idet undervisningen i høj grad inddrager praksis, forventes det, at du som deltager bidrager med praksiseksempler og arbejder målrettet med at anvende de konkrete tilgange i din egen praksis.
Metodesparringerne foregår online på Teams og er af 3 timers varighed.
Efter en fælles velkomst deles deltagerne i grupper på tværs af arbejdspladser, hvor I skal arbejde med, hvordan metoden former sig i mødet med praksis. Det forudsættes derfor også, at alle har arbejdet målrettet med at omsætte viden, metode og tilgange i egen praksis mellem metodekursus og sparring, idet de erfaringer er omdrejningspunktet i sparringen.
Metodesparringerne tilrettelægges som reflekterende team, som er strukturerede og systematiserede gruppesamtaler, hvor der er fokus både på individuel læring og læring på tværs af teams.