Ekspertområde
Miriam Dimsits er lektor ved VIA University College med specialisering i karrierevejledning, uddannelsesvejledning og bæredygtighed. Hun arbejder med, hvordan vejledning kan skabe meningsfuld læring, social retfærdighed og handlekraft i menneskers livs- og karrierevalg.
Miriams forsknings- og formidlingsarbejde kredser om temaer som håb, kald, relationer i vejledningsarbejdet og miljømæssigt bæredygtig karrierevejledning. Hun er forfatter og medforfatter til flere publikationer og bidrager aktivt til den internationale udvikling af vejledningsfeltet.
Et gennemgående fokus i hendes arbejde er at udvikle læringsorienteret uddannelsesvejledning gennem aktionsforskning og forskningscirkler. I projekter som SamVej leder Miriam – sammen med kolleger – forskningscirkler i folkeskoler, hvor lærere, ledere og vejledere udvikler og afprøver nye former for vejledning med udgangspunkt i skolens praksis og elevernes oplevede udbytte. Hun arbejder også med at integrere karrierelæring i fagundervisningen, blandt andet i projektet Skills 2025, hvor hun udvikler konkrete undervisningsforløb, der forbinder faglighed med indsigt i arbejdsliv og uddannelsesmuligheder.
Som konsulent tilbyder Miriam kompetenceudvikling, faglig sparring og supervision inden for vejledning, karrierelæring og professionsudvikling. Hun har særlig ekspertise i at designe og lede aktionslæringsforløb, hvor fagprofessionelle sammen udvikler og forankrer nye praksisformer på baggrund af lokale behov. Hendes fokus er at skabe værdi for medarbejderne gennem øget faglighed, ejerskab og refleksion – til gavn for de mennesker, der møder vejledningen i praksis.