Find ro, retning og styrke i din rolle
Bæredygtig udvikling handler ikke kun om strategier, rapporter og grønne løsninger. Det kræver også mennesker, der kan stå i paradokser, kompleksitet og skabe bevægelse i organisationer.
Som udviklingskonsulent arbejder du gennem andre – og derfor er din egen rolle, energi og bevidsthed vigtig. I denne træningssession arbejder vi derfor både praktisk og metodisk med de indre aspekter af bæredygtighed.
Det arbejder vi med
Du introduceres til økosystemisk og regenerativ tænkning, som hjælper dig med at forstå dybere sammenhænge mellem organisation, mennesker og bæredygtighedsinitiativer.
Samtidig arbejder du med dig selv i rollen som udviklingskonsulent og undersøger, hvordan du kan facilitere og understøtte forandringer og skabe fundamentet for en ny livgivende kultur.
Et centralt fokus er indre bæredygtighed. Gennem refleksionsøvelser, dialog og praktiske øvelser arbejder du med dine egne værdier, drivkræfter og grænser. Det styrker din evne til at arbejde langsigtet med bæredygtig udvikling – uden at brænde ud og med større klarhed i din rolle.
Du arbejder også med dit indre lederskab: hvordan du skaber retning, nærvær og handlekraft i situationer præget af pres, tvetydighed og mange interesser.
Træningssessionen giver dig dermed et solidt fundament for resten af forløbet – både fagligt, metodisk og personligt.
Dagens underviser og gæst
Anne Vest Hansen er gennemgående underviser på hele forløbet. Hun har både erfaring som underviser og forsker inden for bæredygtig udvikling, paradoksledelse og fremtidstænkning, og har skrevet bogen Ledelse af bæredygtig udvikling – en dans med paradokser.
Anne har for nylig gennemført en større undersøgelse af, hvordan nøgleaktører i danske organisationer oplever at lede og skabe bevægelse i bæredygtighedsarbejdet.
Petra-Sofie Kempf fra Core Energy er med som gæsteunderviser. Hun vil introducere dig for Embodied Leadership, der handler om bevidst at inddrage kroppens potentiale for at skabe nærvær og mental klarhed. Tilgangen styrker evnen til at møde relationer og komplekse situationer med nysgerrighed og tydelighed og understøtter en mere bæredygtig energiforvaltning i den daglige rolle som konsulent.