Session 2: Sammenhængs- og samarbejdskraft

Denne session afholdes over to særskilte, men fagligt sammenhængende dage. Her får du indblik i, hvordan der kan arbejdes strategisk med kompleksitet og aktørlandskab i bæredygtighedsprocesser. Vi dykker ned i metoder til at skabe sammenhæng, fremdrift og engagement.
Sammenhængs- og samarbejdskraft

Forstå kompleksiteten og mobiliser aktører 

Strategierne er formuleret, og ambitionerne er klare. Alligevel oplever mange, at bæredygtighedsarbejdet møder modstridende hensyn, parallelle initiativer og aktører, der trækker i forskellige retninger.

Bæredygtig udvikling er ikke en lineær opgave. Den udfolder sig i samspillet mellem systemer, strukturer og mennesker. Det er her sammenhæng og samarbejde bliver afgørende.

Det arbejder vi med

På denne træningssession arbejder du med at forstå og navigere i de komplekse sammenhænge, som ofte præger bæredygtige forandringsprocesser i organisationer.

Du lærer at analysere forandringsudfordringer i et systemisk perspektiv og får metoder til at skabe overblik over aktører, relationer og dynamikker i og omkring organisationen. Gennem kortlægning af økosystemer og interessenter arbejder du med at identificere, hvor der kan skabes bevægelse og nye samarbejdsmuligheder.

Vi arbejder også med, hvordan udviklings- og forandringsprocesser kan rammesættes og ledes, så de fremmer samarbejde, læring og innovation på tværs af fagligheder, organisatoriske grænser og sektorer.

Et centralt fokus er mobilisering af aktører. Du får perspektiver og greb til at engagere medarbejdere, samarbejdspartnere og andre interessenter i udviklingsprocesser – og til at arbejde med handlekraft, engagement og ansvar i organisationen.

Samtidig træner du din forestillingsevne og fremtidstænkning som redskaber til at åbne nye muligheder og skabe retning i komplekse udviklingsprojekter. Gennem praktiske øvelser arbejder du med at udvikle fremtidsbilleder og omsætte dem til konkrete initiativer i din egen case.

Undervejs arbejder du løbende med din egen problemstilling eller udviklingsopgave, så metoder og perspektiver kobles direkte til de udfordringer og muligheder, du står med i din organisation.

Dagens underviser

Anne Vest Hansen er gennemgående underviser på hele forløbet. Hun har både erfaring som underviser og forsker inden for bæredygtig udvikling, paradoksledelse og fremtidstænkning, og har skrevet bogen Ledelse af bæredygtig udvikling – en dans med paradokser.

Anne har for nylig gennemført en større undersøgelse af, hvordan nøgleaktører i danske organisationer oplever at lede og skabe bevægelse i bæredygtighedsarbejdet.

Du går fra sessionen med evnen til at:


  • Analysere konkrete forandringsudfordringer ved at identificere centrale aktører, dynamikker og sammenhænge.
  • Udvælge, involvere og mobilisere de aktører, der er afgørende for fremdrift i bæredygtighedsarbejdet.
  • Rammesætte og drive forandringsprocesser med systemisk design som praktisk arbejdsredskab.
  • Anvende fremtidstænkning til at se muligheder, skabe håb og fælles retning.
  • Udøve professionelt aktørskab og entreprenant tilgang i forandringsarbejdet
  • Handle professionelt og entreprenant i komplekse processer, også når rammer og løsninger ikke er givet på forhånd.