Målet er en hel diplomuddannelse
Bent har sat sig som mål at gennemføre en hel diplomuddannelse i ledelse.
”Jeg er gået fra at være leder af medarbejdere til at være leder af ledere – og hvis jeg gerne vil et skridt videre, så er det en helt klar fordel, at jeg har taget en fuld diplomuddannelse i ledelse. Det giver mig papir på, at jeg kender til ledelse rent teoretisk og har prøvet ledelse af som en disciplin”.
Uddannelsen har givet mere tyngde i lederrollen
Som leder i en politisk styret organisation skal Bent kunne navigere i et vanskeligt krydsfelt med de politiske beslutninger på den ene side og den praktiske virkelighed på den anden. Og her har uddannelsen været med til at give ham den tyngde og ro, han havde brug for.
”Jeg har fået et bedre teoretisk fundament at stå på, når jeg skal oversætte fra et ledelsesniveau til et andet. Når der eksempelvis kommer nye politiske beslutninger, som har betydning for mine medarbejdere, så skal jeg kunne oversætte dem til noget meningsfyldt ude i praksis – og modsat skal jeg også kunne indfange den fagkultur, der eksisterer i praksis og kunne oversætte, hvad der så er brug for politisk for at kunne understøtte det arbejde, vi udfører”.
”Hvis jeg inden, jeg havde taget uddannelsen, havde siddet sammen med nogle chefer og en direktør til et møde på rådhuset, så havde jeg sandsynligvis forholdt mig ret tavs og havde svaret lidt usikkert på spørgsmål. I dag tager jeg den type møder helt uden at ryste på hånden, fordi jeg nu kan tale med, se sammenhængene, forstå kulturen og oversætte fra et niveau til et andet”.
3 gode råd
- Sortér i teorierne i forhold til, hvad du har brug for i din daglige praksis
Hvad optager dig lige nu, hvad fylder i dit lederskab, og hvad vil du gerne have svar på? Vælg et fokus og pluk de teorier ud, som du vil afprøve, så du ikke drukner.
- Vær bevidst om din egen læringsstrategi, så du bruger kræfterne rigtigt
Måske vil du helst bare læse en masse, fordi du er god til selv at omsætte det læste til viden, du kan bruge. Måske vil du hellere læse lidt mindre og i højere grad reflektere og afprøve dine idéer i dialog med andre. Eller måske er det en kombination. Uanset hvad så er det en god idé at være bevidst om, hvad du henter mest ved.
- Deltag aktivt i dialogerne og sig højt hvad du er i tvivl om, for ofte er der en stor læring i alene at få sagt tingene højt.