Jacob har opdaget nye sider af sig selv

Jacob er kun lige begyndt på en diplom i ledelse, men han er alligevel ikke i tvivl om, at uddannelsen kommer til at gøre en stor forskel. For allerede efter første modul har han fået øje på ting, han med fordel kan gøre anderledes. Et så hurtigt og konkret output havde han på ingen måde forestillet sig.

Jacob Kling Meinhardt

Jacob Kling Meinhardt er filialchef i Sydbank. Han har været leder i fire år og har igennem længere tid taget tilløb til at efteruddanne sig inden for ledelse. Da han skulle vælge lederuddannelse, stod valget mellem HD og diplom i ledelse.

Den praktiske tilgang vægtede højt

”For mig blev det afgørende, at diplomuddannelsen er så praktiskorienteret, som den er. Det har en stor værdi og styrke, at jeg kan gå direkte hjem i min afdeling og bruge det, jeg har lært på uddannelsen. Efterfølgende kan jeg så tage de nye erfaringer med tilbage på uddannelsen, så det hele tiden er en vekselvirkning – og det kan jeg godt lide”.

Jacob har afsluttet det første obligatoriske modul: ”Det personlige lederskab og forandring” og er nu i gang med andet modul: ”Ledelse af medarbejdere og faglig udvikling”. Han er ikke i tvivl om, at målet er at gennemføre en hel diplom i ledelse.

Svært og grænseoverskridende – men sundt og lærerigt

”Inden jeg startede, havde jeg selvfølgelig en forventning om, at jeg ville blive klogere på mig selv og få nogle nye redskaber, som jeg kunne bruge i mit job".

Jeg har lært meget mere om mig selv, end jeg havde forventet – og det har overrasket mig positivt

Jacob Kling Meinhardt

 ”En af de ting, som jeg konkret har gjort er at spørge mine medarbejdere om, hvad de synes, at jeg gør godt som leder – og vigtigere endnu hvad de tænker, at jeg kan gøre bedre".

"Det har betydet, at jeg har været tvunget til at se på mig selv på en ny måde – og det har både været virkelig svært og samtidig utroligt sundt. Det har også medført, at jeg i dag gør nogle ting anderledes og er opmærksom på nogle andre ting, end jeg var før. Og så har det givet mig blod på tanden, så jeg glæder mig til at bygge mere på”.

Større arbejdsglæde

”Egentlig gik det rigtig fint i min lederjob, før jeg gik i gang med uddannelsen. Den ene dag tog den anden og sådan kunne det også være fortsat i lang tid uden problemer".

"Men jeg er super glad for, at jeg besluttede at kaste mig ud i det. Selvom det koster både tid og anstrengelser, så er det virkelig en god investering, fordi min arbejdsglæde stiger i takt med, at jeg føler, at jeg bliver en bedre leder – og det kommer jo ikke bare mig til gavn men også mine medarbejdere og hele organisationen”. 

3 vigtig pointer fra Jacob om diplom i ledelse:

  1. Uddannelsen er ultrapraktisk, hvilket betyder, at du hele tiden bevæger dig helt tæt på din faktiske virkelighed som leder.
  2. Uddannelsen er bygget op, så der er en god progression. Du starter med at kigge på dig selv som leder – og derfra bygger du på et lag ad gangen.
  3. Uddannelsen giver dig mulighed og redskaber til refleksion – og tvinger dig til at tænke anderledes, end du plejer.