
Vivi har afsluttet de første moduler på diplomuddannelsen i ledelse. Hun har ikke en fast plan om, hvornår hun skal være færdig men tager modulerne i det tempo, der passer ind i et travlt arbejdsliv.
Hvorfor valgte du at gå i gang med diplomuddannelsen i ledelse?
"Igennem årene har jeg taget mange interne lederkurser og var nået til et punkt, hvor jeg havde lyst til at prøve noget andet. Valget faldt på diplomuddannelsen, fordi der her er et stort fokus på at skabe en kobling mellem uddannelse og job - og det tiltalte mig meget, at jeg kunne bringe mine egne erfaringer i spil. Samtidig trak fleksibiliteten også i en positiv retning. Jeg synes, det er meget overskueligt, at jeg ikke er bundet til hele uddannelsen fra starten, men at jeg har mulighed for at tage ét modul ad gangen alt efter, hvad der nu giver mening. Og sidst men ikke mindst talte det også, at jeg efter hvert modul får papir på mine kompetencer".
Hvordan har dit uddannelsesforløb været indtil videre?
"Jeg har indtil videre taget et valgmodul i forandringsledelse og det obligatoriske modul om personlig ledelse. Hvad det næste bliver har jeg ikke helt afgjort endnu. Det vigtigste for mig er, at jeg udvikler mig – og derfor vælger jeg de moduler, som sikrer, at jeg rykker mig personligt som leder og giver mig nogle redskaber, som jeg umiddelbart kan bringe i spil på min arbejdsplads".
Hvordan er modulerne med til at udvikle dig som leder?
"Flere gange undervejs har jeg haft aha-oplevelser, hvor jeg pludselig er blevet klar over, hvorfor en bestemt situation har udviklet sig i den ene eller anden retning, eller hvorfor en medarbejder har reageret på en bestemt måde. Jeg har fået sat nogle af min egne konkrete erfaringer ind i en teoretisk sammenhæng, og det har givet mig et helt nyt blik på, hvorfor noget virker, og noget ikke gør. ".