Studiestøtte og hjælpemidler for dig på efteruddannelse 

Skal du begynde på efteruddannelse, eller er du i gang, og har du brug for studieteknikker til din forberedelse? Eller studiestøtte og hjælpemidler fordi du er ordblind eller har andre funktionsnedsættelser? Eller er du i tvivl, om du er ordblind? Bliv klogere på dine støttemuligheder. 

Når du tager en efteruddannelse på VIA University College, har du flere muligheder for studiestøtte, hvis du er ordblind, eller du har andre funktionsnedsættelser. Herunder finder du dine muligheder for hjælpemidler.

Hvis du er i tvivl, om du er ordblind, kan du også læse, hvor du bliver testet – helt gratis.

Du finder også gode råd til studieteknikker.

Hvis du har brug for vejledning eller du har spørgsmål, kan du kontakte studievejlederen for din uddannelse. Du finder kontaktinformationer til studievejlederne nederst på siden.

Studieteknikker til din forberedelse

Har du nogle gange svært ved at huske det, du har læst? Herunder finder du forslag til læsestrategier, der hjælper dig med at huske det vigtigste fra din læsning.  

  • Husk, at du ikke skal kunne huske det hele efter forberedelsen. Det handler om at skabe et overblik over litteraturen, og hvad I skal arbejde med i undervisningen.

    I forberedelsen handler det også om at lave et system, så du kan finde tilbage til det, som du skal bruge til eksamen eller senere i dit arbejde.

    Din forberedelse kan deles ind i 3 overordnede trin:

    1. Inden læsningen - Planlægning af din læsning
    2. Imens du læser - At læse og måske at lytte
    3. Efter læsningen – Hvad tager du med til undervisningen
  • Hvis du planlægger din læsning, kan det være med til at give dig et bedre overblik. Det kan også gøre det nemmere at overskue læsningen.

    1. Prioritér det, du skal læse

    Inddel teksterne efter prioritet. Hvad skal læses først? Måske din underviser allerede har hjulpet dig på vej ved at dele teksterne ind i primær og sekundær litteratur.

    2. Lav en plan

    Lav en plan for, hvornår du vil læse. Skriv det ind i din kalender. Måske er du mest oplagt om morgenen eller om aftenen.

    3. Læs i intervaller

    Det kan være svært at sidde og læse en hel time ad gangen.

    Derfor kan du sætte et ur i fx 15-20 minutter eller et interval, der passer dig. Når det ringer, så hold en lille pause, inden du sætter uret igen og læser videre.

  • Der findes flere måder at læse en tekst på. Du kan læse den selv, eller du kan få den læst højt. Herunder kan du læse om nogle forskellige læsestrategier.

    Find hjælpeprogrammer, der kan læse tekst højt

    Skimning

    Her læser du hurtigt og overfladisk. Du læser hele teksten, men du bruger kun fokuseret tid på de dele i teksten, som optager dig.

    Selektiv læsning

    Her læser du overskrifter og tekstbokse osv., og du springer rundt i teksten og læser kun det, som fanger dine øjne.

    Grundig læsning

    Her læser du teksten fra start til slut. Måske tager du noter undervejs eller laver overstregninger i teksten.

    Vi foreslår, at du i din forberedelse bruger skimning eller selektiv læsning på alle teksterne, og bagefter kan du bruge grundig læsning i de tekster eller tekststykker, som du er mest optaget af.

  • Når du har læst eller lyttet til en tekst, er det en god ide at bruge lidt tid på at huske teksten. Det hjælper dig i undervisningen og til eksamen.

    Skriv de vigtigste ting ned – hvad læste du om?

    Du kan både skrive det ned i hele sætninger og som stikord. Det vigtigste i denne metode er, at du bruger dine egne ord. Det hjælper nemlig din hjerne med at huske det bedre.

    Forestil dig, at du skal skrive en kort besked til en studiekammerat om tekstens indhold.

    Lav et mindmap eller en liste med stikord

    Du kan lave et mindmap med begreber, ord, temaer eller sætninger til at huske, hvad teksten handlede om.

    Fortæl nogen, hvad du læste

    Brug fem minutter på at fortælle en anden, hvad du har læst. Det kan være hen over opvasken derhjemme eller ved kaffemaskinen på kontoret.

    Du kan også lave en note på din telefon ved hjælp af dikteringsværktøjet, hvor du fortæller kort om, hvad du har læst.

Chatbotter, AI og kunstig intelligens

Du kan bruge chatbotter i din forberedelse og som studiestøtte. Herunder kan du læse lidt om nogle gode måder at bruge chatbotter på i din forberedelse.

  • Som studerende ved VIA University College har du adgang til Microsoft365 og den indbyggede chatbot, Copilot, som findes i Edge-browseren.

    Du kan anvende Copilot sikkert ved at åbne Edge-browseren og logge ind med dit VIA ID øverst i venstre hjørne.

  • Du kan anvende chatbotter til at hjælpe dig med at læse korrektur og rette grammatiske fejl i dine tekster. Der findes fx siden SkrivSikkert, som er designet til at hjælpe med dette.

    Skriver du en eksamensopgave?

    Du må gerne bruge chatbotter til at læse korrektur på din eksamensopgave. Men det er vigtigt, at det er dig, der skriver selve opgaven- og ikke chatbotten.

    Det bliver betragtet som eksamenssnyd, hvis en chatbot skriver dele af din eksamensopgave.

  • VIA Bibliotek har lavet en vejledning til, hvordan du bruger Copilot og andre chatbots som et studiestøttende redskab i din forberedelse og læring på din efteruddannelse.

    Du finder vejledningen her

    Kildekritik af kunstig intelligens

    Husk altid at være kildekritisk over for Copilot og andre chatbots og det, den fortæller dig. Det vil sige, at du altid skal dobbelttjekke de kilder, som den har brugt i samtalen med dig.

Studiestøtte for dig på efteruddannelse

Du har flere muligheder for støttemuligheder på din efteruddannelse, hvis du fx er ordblind, eller du har en funktionsnedsættelse. Herunder bliver du klogere på dine muligheder for studiestøtte.

  • Du har mulighed for at gå til en særligt tilrettelagt eksamen, som tager hensyn til dig og dine udfordringer, hvis du har ordblindhed, eller du har andre funktionsnedsættelser. Det kan fx være fysiske gener, psykiske eller diagnoserelaterede udfordringer, der forhindrer dig i at gennemføre eksamen under de fastsatte vilkår.

    Det har du ret til for at sikre, at du ikke stilles dårligere til eksamen på grund af din funktionsnedsættelse.

    Du skal sige det til din studievejleder eller din underviser, hvis du tror, du har brug for en særligt tilrettelagt eksamen.

    Kontakt studievejlederen på: evu.studievejledning@via.dk

  • Som voksen kan du blive testet for ordblindhed på enten VUC, AOF eller en af de specialskoler, der findes i din kommune. Det er gratis.

    Du kan også få tilbudt kurser, der kan hjælpe og støtte dig i læsning og skrivning på VUC. For at få hjælp, har du brug for en ordblindetest. Ring til dit lokale VUC og hør mere.

    Find dit lokale VUC

  • Du kan låne fagbøger som e-bøger eller lydbøger ganske gratis, hvis du har dokumentation på din ordblindhed eller en anden kognitiv funktionsnedsættelse.

    Det er NOTA, du låner lydbøgerne hos, og du skal søge om at få adgang ved at udfylde et ansøgningsskema på nota.dk.

    Du søger om adgang til NOTA her

    Søg adgang til NOTA i god tid inden studiestart

    Det kan tage op til tre uger, at få adgang til NOTA, så søg i god tid inden studiestart.

    Har du fået adgang til NOTA? Søg nu om overgangsordning

    Når du har fået adgang, skal du som det næste søge deres overgangsordning. Det er nødvendigt, for at du kan få fuld adgang til bøgerne på NOTA som studerende på efteruddannelse.

    Du søger den fulde adgang her (overgangsordning)

  • Der kan være økonomisk støtte at hente til de hjælpeprogrammer, du har behov for. Du kan også søge støtte til personlig assistance under uddannelsen, hvis du har brug for det.

    Du skal søge i den kommune, som du bor i. Kommunen har en handicap-nøgleperson, som kan hjælpe dig med dine muligheder.

    Kontakt til nøglepersoner i din kommune

  • Du kan få hjælp til at finde ud af, hvilken form for støtte du har brug for. Det kaldes en udredning, og det er Institut for Kommunikation og Handicap (IKH), der hjælper dig.

    IKH har også mulighed for at tilbyde dig forskellige ydelser, som du kan se i deres aktuelle ydelseskatalog.

    Du henvender dig til IKH gennem en henvendelsesformular - find den her

    Det kan også være din arbejdsplads eller en sagsbehandler/handicapnøgleperson fra din kommune, som henvender sig på dine vegne.

    Betaling for udredning og støtte

    Det er din bopælskommune, som betaler for udredning og eventuelle ydelser hos IKH.

    Det er ikke muligt, at du selv eller din arbejdsplads betaler, da der er tale om et offentligt tilbud.

Har du brug for hjælpeprogrammer

Der findes mange forskellige programmer, som kan læse tekst højt for dig, diktere tekst for dig eller hjælpe dig med at skabe overblik. Herunder kan du læse om nogle af de programmer, der findes.

VIAs IT-afdeling har lavet en liste over de studiestøtte programmer, der er til rådighed for VIAs studerende.

Du finder alle studiestøtteprogrammer her

  • Som studerende ved VIA University College har du adgang til Microsoft365. Heri er blandt andre programmet Word 365 og ekstra funktioner i Microsoft Edge-browseren.

    Læse tekst højt i Word

    I Word kan du få læst tekst højt ved at vælge enten ”Højtlæsning” under fanen ”Gennemse”, eller ved at vælge ”Forenklet læser” under fanen ”Vis”.

    Diktere tekst i Word

    I Word kan du også diktere tekst. Det betyder, du kan tale teksten, og så skriver Word det for dig. Du finder funktionen under ”Dikter”, som ligger under fanen ”Hjem”.

    Oversætte tekst i Word

    Word kan også oversætte fremmedsprog ved at vælge funktionen ”Oversæt” under fanen ”Gennemse”.

    Oplæsning af PDF filer i Edge

    PDF-filer med tekst kan åbnes og læses højt i Edge-browseren.

    Hvis du åbner en PDF i Edge-browseren, skal du være logget ind med dit VIA ID for at anvende funktionen.

  • Google Oversæt

    Du kan få læst mindre tekststykker op ved at kopiere dem over i Google Oversæt. Google oversæt tager maks. 5.000 tegn ad gangen.

    MAC og IPhone har indbygget oplæsning og diktering

    En MAC-computer og IPhone kan læse op og skrive tekst ved diktering uden at du skal installere ekstra programmer.

    Du finder oplæsningsfunktionen under ”Indstillinger” og ”Tilgængelighed” og ”Oplæst indhold”. Her kan du vælge stemme, hastighed og sprog.

    Du anvender funktionen ved at markere den tekst, du gerne vil have læst op og vælger ”Læs op”.

  • Der findes også betalte oplæsningsprogrammer som fx IntoWords og AppWriter. Begge programmer kan købes som privat person.

    Der findes også en app, som hedder Speechify. Du kan downloade den der, hvor du køber apps, og den findes både til android og iOS.

Kontakt

Helene Randeris Toft kan hjælpe dig med spørgsmål inden for uddannelses-, erhvervs- og karrierevejledning samt pædagogik og læring.

Katerina Jakobsen kan hjælpe dig med spørgsmål inden for sociale forhold, beskæftigelse, sundhed og omsorg. 

Anne Gramstrup Agger kan hjælpe dig med spørgsmål inden for ledelse, projektledelse, teknologi og byggeri samt skat og administration. 

Helene Toft
Katerina Jakobsen, Studie- og karrierevejleder, VIA University College
Anne Gramstrup Agger | VIA University College