Biologiundervisning kan let blive abstrakt, hvis eleverne primært møder naturen gennem begreber, modeller og bøger. Kurset her introducerer en ny tilgang til at arbejde undersøgende i naturen og tager udgangspunkt i møder med konkrete arter, steder og oplevelser.
I løbet af et fire dages internat på Molslaboratoriet får du indblik i, hvordan æstetiske læreprocesser kan skærpe elevernes opmærksomhed på arters identitet, og derigennem deres kendetegn, variation og levesteder. Denne øgede bevidsthed taler ind i arbejdet med biologiske begreber som klassifikation og systematik, økologiske sammenhænge, stofkredsløb og energistrømme.
Gennem udforskning af konkrete biotoper arbejder du med at koble konkrete arter til det, der giver dem en økologisk, systematisk og tilpasningsmæssig artsidentitet. Det giver dig et godt grundlag for at bringe arter, naturoplevelser og æstetiske læreprocesser ind i din egen undervisning.
Efter kurset kan du tilrettelægge en biologiundervisning, hvor eleverne:
− arbejder undersøgende i konkrete biotoper frem for primært i klasselokalet
− kobler biologiske begreber til egne naturoplevelser
− arbejder med æstetiske udtryksformer, fx artsportrætter, som en måde at skabe interesse for og forståelse af biologisk viden
− oplever biodiversitet, tilpasning og naturforvaltning som noget konkret og nærværende
− får en dybere forståelse af naturens værdi.