Neuropædagogik i dagtilbud – forstå børns adfærd gennem viden om hjernen

Er du nysgerrig på, hvordan hjernens udvikling påvirker børns læring, trivsel og adfærd? Og vil du gerne bruge den viden i dit pædagogiske arbejde? På kurset her får du et praksisnært og anvendelsesorienteret indblik i neuropædagogik og neuropsykologi, så du kan arbejde målrettet og nuanceret med alle børn i dit dagtilbud.

 

Format

Kursus

Varighed

5 dage

Udbytte for dig og din arbejdsplads

Inden for neurovidenskaben har særligt teorien om den forudsigende hjerne givet ny indsigt i, hvordan hjernens udvikling påvirker vores muligheder for læring, trivsel og deltagelse i fællesskaber.

Det er vigtig viden, der kan hjælpe os med at forstå, hvorfor børn og pædagoger nogle gange reagerer på måder, vi ikke umiddelbart forstår. Og samtidig kan det hjælpe os til at arbejde pædagogisk med situationer, der kan opleves som svære at håndtere.

På kurset lærer du fx at: 

  • Forstå hjernens udvikling og dens betydning for børns læring, trivsel og relationer. 
  • Se bag om adfærden hos børn og bruge dine indsigter til at designe det pædagogisk arbejde og læringsmiljøerne. 
  • Arbejde med neuropsykologisk og neuropædagogisk viden på en måde, der styrker både relationer og handlemuligheder. 

Når du har gennemført forløbet, har du et skærpet blik på, hvordan du kan anvende viden og metoder fra neurovidenskaben i dit pædagogiske arbejde. Det giver dig langt bedre forudsætninger for at støtte børn i deres udvikling, deltagelse og trivsel. Samtidig styrker du relationerne i de fællesskaber, du indgår i, og udvider både dine egne og dine kollegers handlemuligheder i mødet med komplekse pædagogiske situationer. 

Mere information

  • På kurset får du et praksisnært og anvendelsesorienteret indblik i neuropædagogik og neuropsykologi. Du får både den teoretiske forståelse og konkrete redskaber til at arbejde målrettet og nuanceret med alle børn.

    Du undersøger og arbejder blandt andet med: 

    • Hjernen og nervesystemet som fundament for adfærd, læring og relationer 
    • Det salutogene perspektiv: trivsel, stress og autonomi i et neuropædagogisk lys 
    • Sansning og hjernens konstruktion af følelser
    • Tilknytning, affektiv afstemning og mentalisering i praksis 
    • Kropslige, legende og æstetiske tilgange som del af en neuroinformeret praksis
  • Undervisningen veksler mellem faglige oplæg, praksisnære øvelser, refleksion og analysearbejde. 

    Du får mulighed for at:

    • observere og analysere din egen praksis gennem et neuropædagogisk blik. 
    • arbejde med praksisfortællinger og kollegial sparring. 
    • udvikle og designe pædagogiske tiltag med udgangspunkt i det faglige indhold på forløbet.

    Der er ikke krav om forberedende læsning af litteratur. Relevant faglitteratur bliver gennemgået i undervisningen.

    Der er i alt fem faglige undervisningsdage, og undervisningen foregår alle dage fra kl. 9 til15 på VIAs campus i Aarhus N. 

  • Kurset er udviklet til dig, der arbejder som pædagog eller pædagogmedhjælper i dagtilbud.

  • Der er flere muligheder for at få økonomisk støtte til kurset gennem puljer og fonde, der støtter kompetenceudvikling:

    • Den Kommunale Kompetencefond: Ansatte i kommuner kan søge tilskud til efter- og videreuddannelse, der er relevant for deres arbejde.
    • Omstillingsfonden: Med de seneste ændringer i 2024 kan også personer med mellemlange videregående uddannelser, herunder pædagoger med en professionsbachelor, søge op til 10.000 kr. årligt til videreuddannelse. Midlerne uddeles efter først-til-mølle-princippet.
    • Opkvalificeringspuljen: En mulighed for økonomisk støtte til uddannelse, der styrker kompetencer til brug i arbejdsmarkedet.

Kontakt

tibe