Dagen er opbygget som en intensiv workshop med korte oplæg, live-demonstrationer og praksisnære øvelser. Undervejs skabes der rum for dialog og erfaringsudveksling om de udfordringer, der kan opstå, når man producerer og kommunikerer med strikteknikere langt fra Danmark. Du præsenteres samtidig for, hvordan VIA bidrager til forskning i genanvendelse af tekstilaffald med fokus på cirkularitet og bæredygtige løsninger, og du går hjem med konkrete idéer og inspiration til, hvordan du kan implementere ny teknologi, digitalisering & cirkularitet i din egen praksis.
Kurset undervises af Lena Kramer Pedersen, Lektor i Tekstildesign & Master i Design fra VIA University College – en erfaren underviser med stor viden inden for strikteknologi, designprocesser og bæredygtig produktudvikling. Lena kombinerer praksisnær undervisning med indblik i nyeste forskning og teknologisk udvikling på området.